Tirsdag kom og gik

 

Jeg sov simpelthen nærmest direkte fra mandagen og videre henover tirsdag, med enkelte glip med øjnene ind i mellem. Fister fik hvad han havde brug for af mad og drikke, frisk luft på altanen og kæleture, men ellers husker jeg ikke rigtigt meget andet. I dag kan jeg se at det er onsdag, men tidsfornemmelsen er altså lidt flosset, så nu må jeg hellere op, ud og videre.

 

 

 

Det har været en kæmpe hjælp at læse alle jeres kommentarer til forrige indlæg, og som altid glæder jeg mig over at blogland kan give mig det jeg ikke lige har adgang til i min hverdag, nemlig en masse forskellige stemmer. Normalt sparrer man jo med sine kolleger eller sin familie og sine venner, men den mulighed har jeg ikke såååå meget endda, og derfor er netop jeres reaktioner vigtige. Det hjælper at få spark i den rigtige og mest konstruktive retning, især når man som jeg har en hjerne der gør tingene til tider meget indviklede og uoverskuelige. Det lader heldigvis til at I der fast læser med har godt styr på, hvad der skal til for at hjælpe mig, med enkelte undtagelser…

 

 

 

 

En anonym har skrevet:

 

..Om din tallerken er fyldt op? Og om ikke bare du kan få ro? Det tænker jeg egentlig også du har. Tænker egentlig bare at hvad du føler dig ramt af, er LIVET....på godt og ondt.
Træk vejret dybt. Kontakt de hjælpeinstanser du har til din rådighed. Og læg så din tendens til at gå i selvsving fra dig:)
Jeg er sikker på at alt bliver løst på fornuftig vis. Ganske som det plejer!..

 

 

 

 

Så er det jeg undrer mig samtidigt med, at jeg bliver en smule trist. For her er der en, som åbenbart er godt træt af mine skriverier. En som ikke helt har opfattet, at jeg netop reagerer som jeg gør fordi jeg qua min iøvrigt ikkeønskede borderline, netop HAR det træk, at jeg går fuldstændigt agurk i mit hoved når noget uventet, og for mig voldsomt sker. Det er åbenbart også en som ikke er helt enig med mig i, at mit liv er liige lovligt spændende nok, men istedet mener at jeg har et fredeligt og rolig liv! Fint nok og JA jeg GÅR i selvsving.. det er lissom mit problem ik!  OG netop derfor skriver jeg om tingene på bloggen. Det hjælper mig faktisk også bare at skrive det ud,  du der. Men allermest hjælper det fordi jeg ad den vej får reaktioner, der støtter og muntrer op. For det erkender jeg at jeg har brug for. Jeg indrømmer at jeg er et skammeligt menneske, som det hjælper at få at vide, at jeg nok skal klare tingene. Netop fordi jeg IKKE selv har den mekanisme indbygget, så jeg kan fortælle mig selv det når min indre harddisk fryser.   ( Ved borderline går visse udviklingstrin simpelthen i stå når sygdommen bryder igennem, og man går derfor gennem livet med en personlighed, der til tider er ren teenager. Bare lige en bonusinfo ..)

 

 

Så ja du anonyme læser.. du har ret. Det skal nok løse sig ganske som det plejer.

 

 

 

Jeg syntes måske så nok, at du bare skulle se at driple videre til en anden blog, som ikke gør dig irriteret og spydig. Det må da også være det rarest for dig ik..

 

 

 

( OG OG… HVIS jeg har misforstået meningen og tonen i ovennævnte, så er jeg selvfølgelig ked af det. Jeg har bare ikke evnen til at se mellem linierne, så jeg læser det som det er skrevet. Jeg tager alting meget nært, og JA det er en belastning og ikke smart når man skriver offentligt, men sådan er jeg altså bare. Har jeg misforstået vil jeg meget gerne høre om det. Jeg kan nemlig ikke gennemskue andet end, at det er som jeg har opfattet det.  )