Nogle årsdage er bare ikke rare at huske

 

 

 

 

 

I går var det to år siden at mit fundament revnede. Som ved et jordskælv sprak overfladen, og jeg røg i et af de dybe huller som åbnede sig. TO ÅR!! 

 

 

Om jeg begriber det?

 

 

Der er sket meget i mellemtiden, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg to år senere stadigt ville kæmpe med de skader jeg pådrog mig. Både praktisk og mentalt. Det er som at være i en boble. Nej.. det er som at være i en ballon, der er sendt til himmels og inde i den sidder jeg og kan se, hvordan verden nedenunder kører videre. Uden mig. Jeg er sendt afsted, men ingen kærer sig om at fange mig og hjælpe mig til fast grund under fødderne igen. Selv kan jeg ikke komme ud af ballonen, der bare lige så stille stiger højere og højere op, uden jeg kan få fat i noget at holde i.  Jeg er helt alene. Bogstaveligt talt.

 

 

Fra min ballon prøver jeg forgæves at råbe efter hjælp. Jeg sender beskeder og forsøger kontakt til alle de instanser jeg kan forestille mig, men ingen reagerer. MIne beskeder og breve forbliver ubesvarede, og jeg fortsætter videre ud i frygten.

 

 

Det er en ensom følelse. Så ensom og forladt har jeg ikke følt mig siden den jul for de to år siden, hvor Rasmus og jeg sad på krisecenteret. Vores verden var det lille værelse og os to. Uden kontakt til omverdenen. for hverken tv eller internet fungerede ordentligt.  I dag har jeg både internet og telefon. Jeg har et lille tv og jeg har vinduer jeg kan se ud af, men ensomheden er den samme. Nu nærmer december sig. Den bliver lang i år..