Et moderne snelandskab

En tradition i mange hjem er nisselandskabet/ snelandskabet. Som regel er det et skønt sammensurium af nisser fra bedsteforældrene, nyere tilføjelser og kreationer fra de yngste i familien. Sådan har det ihvertfald været hos mig. Dengang børnene var små, satte jeg landskabet op hvert eneste år, og de elskede at kigge på det og lege med det. Efter skilsmissen har det slet ikke været fremme, og nu.. ja nu gider jeg ikke længere. Jeg lader det været pakket ned, indtil den dag jeg får børnebørn, og SÅ skal det bestemt frem igen.

Som en moderne lille julelandsby, har jeg i dag i min vinduskarm dette:

Jeg er vanvittigt glad for de hvide huse, men måske især for de tre små porcelænsfigurer. Faktisk ønsker jeg mig de resterende snemænd, hvis man da stadigt kan få dem. De er fra Den Kgl, og disse tre små er alle fra min mor. De minder mig om dengang jeg var frisk, og vi tog på udstilling derinde. For at se julebordene dækket, og for at drikke the og spise kage i konditoriet ovenpå. Det savner jeg så meget at gøre. Og nu jeg sidder her og tænker over det, så savner jeg også min mor.


Nå, men jeg ryster det af mig, og sætter en vidunderlig lille film på nu. Jeg kigger meget tilbage i år, ved ikke hvorfor det er så påtrængende at mindes, men filmen hører også med i mindernes bog.

I dag må jeg skrive mine indlæg i blogger, til min store irritation. Derfor ligger filmen øverst, og ikke nederst som den skulle. Af ukendte grunde kan jeg pludselig ikke lægge film fra youtube ind her mere hvis jeg bruger WLW, hvilket forresten også smider grus i mit julekalendermaskineri :-(  

Det problem må jeg kigge på senere, nu vil jeg slappe af  og strikke lidt.