Eet opkald fra en bisidder og så piskede tårene. DET havde jeg ikke ventet..

 

 

 

Her til eftermiddag fik jeg et opkald fra den herre, som var klar til at bistå mig når jeg d. 14 skal til møde. Midt i knækbrødsbagning stod jeg der, og knækkede selv midt over.

 

Jeg tager telefonen, lytter, svarer, lytter lidt mere og derefter er løbet kørt for mig. Det kom simpelthen bag på mig, at sådan noget kunne ske, men også at jeg stadigt er SÅ sart og hudløs for grunden handler om noget, der ligger mange år tilbage efterhånden.

 

Det var måden han talte til mig på.

 

Hverken mere eller mindre, eller værre end det. Hans facon fik mig til at gå helt i sort, stivne og som sagt tude uden at jeg kunne forhindre det. I det her tilfælde er det en bisidder som er til rådighed via SIND, og det kan da godt undre mig en smule. Jeg mener.. er man bisidder for lige netop medlemmer af SIND, ligger det vel nærmest i ordet, at det menneske man skal hjælpe er af en lidt sart støbning, foruden at det ligger i SELVE ordet bisidder… sådan en har man kun brug for når man ikke kan selv. Tænker jeg.

 

Hvad skete der egentlig, spørger i så måske ?

 

Jamen, det kan jeg allerede nu næsten ikke huske. Her flere timer efter mærker jeg stadigt en rysten indvendigt, og jeg har slugt noget beroligende for, at kunne få mig selv på plads i de rette folder igen.

 

Som sagt var det både tonen, men også måden han greb mig an på. Da jeg har sagt mit navn siger han hvem han er, og går i gang uden nærmere indledning, med at bede mig om flere ting på en gang. Han taler kontant, tjept og i mine øre, som en højtrangerende soldat taler til en værnepligtig eller noget. Jeg er IKKE i tvivl om, at han intet ondt mener med det, ej heller at det bare er hans facon. Problemet er bare at jeg ikke kan klare at blive kommanderet med, ikke kan overskue at få udstedt opgaver som skal udføres hurtigst muligt, OG at blive bedt om noget jeg lidt havde troet HAN ville sørge for.

 

Jeg ved ikke.. Jeg gik i baglås og det fortalte jeg ham faktisk. Midt i det hele, og da tårene begyndte at flyde stoppede jeg ham. Fortalte at jeg ikke kunne håndtere måden denne samtale foregik på, og at det var derfor jeg nu stod og græd helt åndssvagt.

 

Han blev helt tavs!

 

Regulerede ind og fortsatte i en noget mere tøvende tone, men jeg var tabt. Kunne hverken sige fra eller til, så det endte med at jeg sagde ja og jo og farvel. Og derefter fik jeg så talt med Hanne, som har været mellemmand. Hun er en knag, og har sørget for at det bliver en anden, som jeg skal være i kontakt med. DET kunne jeg trods alt ikke få mig selv til at meddele manden.

 

Tænk engang..

 

Min reaktion handler om noget jeg bærer med mig fra mit ægteskab. Tror jeg nok. Jeg er ikke heeelt sikker, men det er altså seks et halvt år siden jeg blev skilt!

 

Noget andet er, at jeg er helt klar over at netop denne særlige måde at tale til mennesker på, meget muligt også benyttes lige præcis på sådan et møde jeg skal til. Her vil jeg dog ikke lade mig slå af pinden, for her er jeg på hjemmebane. Jeg har været til et utal af møder hvor jeg har skullet tale min egen sag, og netop MIN sag kender jeg sgu ud og ind. Jeg tager notater med. Og kan uden at blinke remse alt det op jeg vil der vil blive spurgt ind til. NÅ!

 

Det var det. Moving on.