Dagen efter i går, eller.. borderlineren reagerer

 

 

 

Som en spæd spire er min psyke skrøbelig, og ikke særligt godt rustet til at håndtere visse ting. Beslutningen om, at bloggens fokus fremover skal ligge et andet sted, end på netop min psyke må til tider alligevel vige, hvis jeg føler det nødvendigt at forklare.  Eller … dele viden om.

 

Det gør jeg idag.

 

Som jeg mange gange har fortalt, er en borderliner sat sammen af ydergrænser. Deraf den udemærkede og meget rammende betegnelse, borderline. Selve ordet siger det hele. Jeg går på kanten hele tiden, selvom jeg i hverdagen måske ikke fremstår sådan. Uadtil ligner jeg et helt almindeligt menneske faktisk. Trods det jeg har været igennem de senere år, er det nærmest unaturligt, at jeg IKKE er mere slidt. Udvendigt..

 

Indvendigt er jeg tilgengæld flosset, og ikke særligt sammenhængende.

 

Mine tanker springer lynhurtigt fra det ene til det andet, og jeg glemmer hele tiden hvad jeg har lovet, eller ting jeg har sat mig for. Jeg har svært ved at koncentrere mig. En ting som er virkelig svær for mig, er det med at tænke positivt og at være optimistisk. Det er ikke en evne jeg besidder fra naturens side, og hver dag er en remse af ord, som hele tiden skal hjælpe med til at give mig en god dag.

 

De fleste kan nok godt forholde sig til, at jeg ikke har haft det overdrevet let de senere år. Den slags sætter en vis skepsis på hylden med livserfaring, og da jeg jo er på grænsen, bliver denne skepsis overfor det gode i livet, og det held nogle taler om at man kan opleve, til en desideret afvisning af at noget godt kan ske for mig. Så jeg kæmper. Og siden jeg besluttede at flytte tilbage i januar, har jeg VIRKELIG kæmpet. Med remserne om at alt bliver godt. Forlangt af mig selv, at TRO på det.

 

Da der viste sig en mulighed for hjælp via kommunen, fik jeg en lille følelse af håb og jeg gav slip på min personlighed. Det er jo enten/eller, husk på det ik.. Jeg gik all in. Set udefra kan  “normale” mennesker sikkert stå og sige, at jeg er nødt til at holde hovedet koldt, og alle muligheder åbne for enten et afslag eller et ja, men det har jeg slet ikke kontrol over. Så jeg troede. Tvang mig selv til at være optimistisk. Nægtede at lade mig påvirke af spekulationer, selvom de mange ugers uvished sled på mig indvendigt. Så kun frem og hen mod lyset.

 

Med den meddelelse jeg fik igår, omkring kommunens betænkeligheder er jeg gået helt i baglås nu. Enten/eller..  

 

Det hele kan være lige meget. Jeg kan ikke overskue resten af nedpakningen, som mest er køkken, og alt hvad der ligger løst rundt omkring. Jeg kan ikke koncentrere mig om hvor mange kasser jeg mangler, eller hvordan jeg skal få dem hentet. I det hele taget er min hjerne nu lukket. Især omkring det, at noget godt er mig i vente. Jeg hører kun de ord i min hjerne, som handler om at jeg ikke får det meget lettere dernede, og at det jeg troede ville være en blødere fremtid, alligevel kommer til at fortsætte, som en knudret og hårdtslående hverdag.

 

Sådan er det at være mig. Med den sygdom, som løber i mine nervebaner og blodårer og hjerneceller. Den bestemmer over mine tanker, og når tingene bliver for svære er resten af mig sat ud af spillet.  Værst af alt.. den træthed som altid er med mig, er nu så dominerende at jeg lader alt være. Et indlæg som dette tager timer, i stedet for minutter. Det hele kan rende mig noget så grusomt, og resten er jeg ligeglad med.

 

Grænsen er nået.