Om hvordan Blackill kan få mig til både at sukke, stønne og skrige

 

 

Ja, man skulle tro det handlede om det rene porno ik..

 

Det gør det bare ikke, og så alligevel måske. For os som strikker og elsker fibre, er der måske en skjult fetish omkring det at opleve, hvordan uld kan skifte karaktér. Det er den rene forløsning at se og mærke, hvordan et strykke strik kan gå fra at være en en smule tvivlsomt, til at være fuldstændigt fantastisk efter blot en skylning.

 

Jeg selv sukker og stønner mig sgu ofte igennem processen, og skriget kommer når jeg efter mange timers arbejde opdager en fejl, hvilket heldigvis ikke er hver gang jeg har lavet noget. 

 

Min Boxyinspirerede sommersweater er færdig og ligger nu til tørre. Den er fuldstændigt vidunderlig og jeg ved at den kommer til at hænge på mig når aftenerne bliver kølige, MEN..

 

Her i det kolde skarpe morgenlys, med kaffen til at klare min hjerne og brillerne på næsen til at åbne mine øjne, skriger en fejl til himlen:

Næsten usynlig er den, men den er der.  Kan I set hvad det er?  Forskellen mellen flødeskum og kaffefløde er hvad det er, og selvom den er minimal og ikke en kæft sikkert vil bemærke det ude i den virkelige verden, så ved jeg det.

 

Der er ikke andet for..  jeg må igang med nummer to,   STRAKS!

 

 

Her kommer så lige en lille billedstrøm:

 

Jeg er ikke i tvivl. Trods fejlen elsker jeg simpelthen denne trøje. Det skyldes i allerhøjeste grad garnet, som bare er så lækkert. Både at arbejde med, og især efter skyldning. Det er et lille tryllenummer hver gang. Den lidt hårde hør/silke og lammeulden, bliver til det blødeste blødeste stykke strik.

 

Jeg sidder bare her og gentager mig selv, og det undskylder jeg, men som strikkere kan I sikkert godt give mig ret i ( og vi siger det ikke til nogen vel..), at det er en lille øjenorgasme vi får, når et stykke strik er færdigt og vellykket ik.. 

 

 

Rigtig god søndag derude :-)