Så meget ligger fast nu.. næste lørdag drikker jeg min morgenkaffe på TERASSEN

 

 

 

Det har været en stille SIDSTE lørdag morgen her på min altan. Jeg har siddet og kigget på husene og himlen. På den næsten tomme lille plet af ro, jeg har været så glad for her midt i orkanens øje. Jeg ved nemlig nu med sikkerhed, at jeg næste lørdag vil vågne i et hus, som ligger henved 200 km herfra.

 

En underlig og overvældende tanke. At jeg kommer derned skyldes ene og alene min og venners indsats, og selvom det er en god fornemmelse ER det alligevel et antiklimaks at få beskeden om, at  “ JO vi vil gerne tilbyde dig hjælp, men NEJ vi kan ikke alligevel yde den i form af en engangsydelse, men i stedet som en lån…”

 

Hvordan var det nu lige det var?

 

Var der ikke noget om, at jeg blev sendt hjem fra statsdimsekontoret ( kan ikke huske navnet), med en besked om at jeg IKKE måtte få mere gæld?? 

JO, det var da sådan det var. Og har jeg selv lyst til at låne flere penge mon?? 

Nej vel.

Og ved kommunen, at det er sådan det er?

JA, det ved de sådan set godt.

 

 

SÅ her er den altså endt. Hjælpen som kommunen selv tilbød mig. Med at det alligevel ikke er så stor en hjælp, og med at det først lovede ikke kan holdes alligevel. Sådan er der så meget, og det eneste jeg har sagt ja til er at få flyttefirmaet til at flytte for mig. Det kan jeg, hvis jeg er heldig og kan formulere mig rigtigt, nemlig måske og muligvis få betalt. Jeg skal baaare lige indsende lidt flere ord, og et par underskrifter fra et par læger og sånt..

 

Jeg har brug for den tryghed kan jeg mærke. At det er der styr på. Og at det gør andre for mig.

 

Nu er der gået en dags tid med den viden og jeg er pludseligt kommet til et nyt problem i min lille stressede hjerne. Fredag er en hverdag, og dermed har jeg kun mig selv til at styre flyttemænd, rengøre lejligheden, sende dem afsted på forhånd og dirigere dem derned af, OG handle ind så jeg har lidt til weekenden. Jeg ved nemlig at køreturen derned bliver med lidt pauser undervejs, og når jeg først er landet og alt er læsset ind i huset, forbereder jeg mig på at bruge de næste dage på at gå stille rundt. Kigge mig omkring. Sove. Kigge mig omkring. Gå stille rundt. Sove. Mere kan jeg nok ikke forlange af mig selv.

 

NU er det så jeg spørger her.  Der er et par af jer læsere, som har bedt mig sige til, hvis jeg har brug for hjælp, men jeg kan ikke huske hvem og i hvilke indlæg.  Hvis I stadig har lyst, må I meget gerne skrive til mig. Det er fredag i næste uge det drejer sig om.