Forskellige måder at se tingene på

 

 

Jeg har lige siddet og læst kommentarene fra i går, og det slår mig så forskelligt man kan opfatte både situationer og mennesker.

 

 

Flere læsere opfordrer mig til at holde op med at lege offer!! Jeg føler mig øjblikkeligt både mystificeret, pikeret og også en smule provokeret.

 

 

Lad mig slå fast allerede nu, at jeg IKKE opfatter mig selv som et offer. Lidt sjovt er det at de, som fortæller mig at jeg opfører mig som et offer, alle er anonyme læsere. Der er stor forskel på at føle og opføre sig som offer, og på at reagere på en given oplevelse med vrede. I mine øjne er et menneske, der opfører sig som et offer ( og.. jeg vil på ingen måde bruge ordet offer negativt, for der kan være mange gode grunde til at man havner i den “rolle” på et tidspunkt af sit liv) et menneske, som oplever modgang og IKKE handler på det. Måske dette menneske oplever modgang igen og igen og igen uden at gøre andet end, at sukke, græde og trække sig tilbage og bare være passiv. DET kan der i sig selv OGSÅ være en årsag til.

 

At opleve modgang og tage fat om det, kræver styrke og parathed, noget som man ikke sådan lige kan forventes at besidde, midt i en krise eller ovenpå en stribe af nederlag/skuffelser eller chok feks. Man skal befinde sig lige på det der rette sted, hvor man har ramt bunden og dermed også rammes af klarsyn og pludselig mærker, at FANEME nej.. det kan ikke blive ved. Noget må gøres.

 

Så altså..

 

Nej, jeg er sgu ikke et offer. Jeg HAR følt mig som et sådant, dog uden at være klar over, at det var sådan jeg følte mig og at det ku betegnes på den måde. Det var da jeg sad i min seng på den lukkede. Der følte jeg mig slået. Og opgivende. Og forladt. Og trist. Og og og..  Men jeg kan henvise til de beretninger jeg udgav på bloggen fra netop DEN indlæggelse, og der vil man så også kunne læse sig frem til, at bare uger senere fik jeg gennemtrumfet en udgang til nærmeste garnforretning, hvor jeg insisterede på at få lov til at være frivillig hjælp, for jeg netop IKKE ville fortsætte mit liv ad den vej jeg var endt på. Midt i den omtrent værste krise i mit liv, tog jeg tøj på og gjorde noget..

 

Siden dengang har jeg kæmpet. Set mig slået tilbage, men igen og igen fortsat og nu sidder jeg så her. På FUCKING skide dejlige Lolland. Jeg KUNNE have været et offer, og sat mig til at glo ind i væggen da jeg blev nægtet gældssanering, men istedet valgte jeg at se det som en udfording og en måde at få et nyt liv. Og JA, jeg skriver som jeg gør, fordi det alligevel provokerer mig lidt, at nogen tilsyneladende ser mig som det offer jeg IKKE selv gør, og egentlig gider jeg faktisk ikke bruge tid på at forsvare mig, men omvendt er det vigtigt.

 

Det er vigtigt at kunne se forskel. Det er vigtigt at kunne skelne og endnu vigtigere er det, at man VED hvad man taler om. Og det gør jeg sgu. Jeg har nemlig været der. Jeg har selv skrevet om det. Hele vejen faktisk.

 

 

Til sidst skal jeg også lige huske at takke alle, OGSÅ de anonyme for de kommentarer I gider sætte jer ned, og skrive til mig. At I gider og gør det, er jo hele humlen ved at jeg deler. Jeg skriver af egen lyst, men uden jer var det sgu lidt en kedelig envejs samtale, så alle kommentarer er velkomne. De giver liv herinde. Ligeså meget liv, som jeg nu oplever lige uden for min havedør: