Jeg har en lille smule kvalme, eller om at skifte ham

 

 

Denne morgen reflekterer jeg lidt. Anerkender at kvalmen er helt naturlig og på linie med eksamenskriller. Tænker over hvad jeg har været, og hvem jeg bliver i fremtiden. Inderst inde er jeg jo den samme, og en forandring sker kun gradvist, men den har været undervejs længe.

 

Jeg pakker hende her sammen:

 

..og byder hende her velkommen:

 

Jeg pakker de her ned:

.. tager dem her på:

 

 

Ingen tvivl om at jeg ser frem til den forandring, men de høje hæle og det fine tøj kommer selvfølgelig med, for jeg skal da helt bestemt ku dresse up, når der viser sig en fest eller et par dates i horisonten. Jeg gå ikke i frø, bare i hi.

 

Jeg tænker også på de to her:

Det er meget meget svært for mig, at jeg nu skal flytte langt væk fra mine børn, det er nok oftere at det er ungerne, som flyver fra reden og langt bort til nye oplevelser. Nu er det bare sådan det er blevet, og min kærlighed til de to er ikke mindre, snarere tværtimod.  Mere kan jeg ikke lige nu, skrive om mine tanker i den forbindelse. Vi ville alle at vores liv skulle have formet sig mere familienormalt, og den sorg bærer vi med os, men vi tre.. vi har hinanden. Uanset hvad..

 

At tro på at livet bliver en dans på roser, bare fordi man skifter adresse, har jeg opdaget er en illusion, men jeg håber alligevel at det vil blive en smule bedre. Bare lidt lettere, og mere overskudsgivende. Jeg ved at vintrene vil være mørkere på landet, at jeg ikke får lettere ved at komme igennem dem dernede, men jeg håber at livskvaliteten er så meget større i sommerhalvåret, at det giver balance på sindsvægten.

 

I dag er en underlig dag for mig, og jeg HAR mavepine som sagt. Jeg ER nervøs og jeg ER bekymret, men jeg er også glad, forventningsfuld, parat, og har sørget for at jeg i aften bliver hygget om. Jeg skal sige farvel og på gensyn. Jeg skal sige

 

Farvel by, goddag land