En tom dag i inde i mig, eller lidt om vore børns fravalg og tilvalg

 

 

En tomhedsfølelse har fyldt mig, og jeg ved slet ikke, hvad eller hvordan jeg kan formulere med ord, om årsagen.

 

Jeg må alligevel prøve, for min egen skyld.

 

Nogle gange i privatlivet (som i mit tilfælde jo har været offentligt de sidste fire år, på næsten alle fronter) sker der noget, som kan være mere end svært at rumme. Igen.. jeg har måske skullet rumme mere end så mange andre i de samme fire år, og det har jeg så gjort mere eller mindre heldigt.

Der var tiden med de fire teenagere, og alle balladerne i den forbindelse. Der var de tre år hvor jeg ikke måtte/kunne have kontakt med min søn. Der var tabet af kærlighed og forhold, og en indlæggelse på den lukkede. Der var opholdet på krisecenteret, hvor Rasmus og jeg ikke havde det for nemt. Der har været/er bekymringerne over at min datter bor et sted, hvor ikke een, heller ikke to, men hele tre drab har fundet sted lige på hendes trappetrin nærmest.

 

I mit tidlige liv har der været et ægteskab med en aggressiv, dominerende og kolerisk ægtefælle, to traumatiske fødsler med et ophold på neonathal til følge i det første tilfælde, og hvor et sæt klumpfødder måtte opereres og behandles intensivt et par år, i det andet tilfælde. Der har været en årrække, hvor jeg ikke måtte se mine forældre, og de ikke deres børnebørn, og et bryllup uden mine forældres deltagelse, også pga eks’ens temperement og humør. Der har været et par indlæggelser i begyndelsen af det nye årtusind og derefter et syvårigt behandlingsforløb. Der har været min kamp for hjælp og støtte til mine børn i den forbindelse via alle tilgængelige instanser, og en masse mure at banke hovedet imod, af samme årsag.

 

Alt det, og sikkert også noget jeg har glemt og fortrængt, har der været siden jeg blev voksen, og jeg er kommet igennem det hele sådan mere eller mindre slidt. Jeg er her ihvertfald endnu, og jeg står oprejst. Det gør man jo, og det skal man jo. Især når man har børn nytter det ikke at kaste håndklædet og give op, selvom jeg har været tæt på flere gange. Børnene er årsagen til, at jeg personligt bare har fortsat med at være i mit eget liv. VI.. de voksne er jo ansvarlige for det liv vores børn har som små, og jeg ved at de konsekvenser mine ( til tider ufrivillige ) valg har fået, er det som har formet og dannet de to jeg elsker så højt. Jeg KAN simpelthen ikke tillade mig at give op, for hvem har de så? Deres far har fravalgt sin datter og erklæret hende død!  Min søns forhold til ham er mere svævende og hvor tæt de i dag er knyttet kan jeg ikke lige regne ud. Selv har jeg ikke talt med min eks i syv år, jeg er bare en “ fucking møgluder ”, som har lagt øre til dødstrusler og andre former for ubehageligheder, men i dag er de to i hvertfald under samme tag igen. Jeg respekterer og støtter min søn i de valg han tager og er det det, som er godt for ham lige nu og her, så er jeg glad. Når bare HAN er det.

På samme måde vil jeg altid respektere min datters valg. Være der for hende og sørge for, at hun ved at min kærlighed aldrig vil forsvinde. At jeg vil støtte i den udstrækning jeg nu magter og kan, at jeg vil lytte og råde. At jeg vil være lykkelig med hende, hvis hun er det.

Sådan er det at være forælder, og med mindre børnene kommer i uføre på en måde som slider os helt ned ( narkomani feks), og vi må trække os for ikke selv at gå til grunde, så ER vi der. Hvor grænsen går for støtte ER selvfølgelig individuelt for alle, og nogle kan rumme mere end andre. Det er også forskelligt HVAD vi kan rumme..

 

Migrænen, som virkelig var grum i går er nok et tegn på ,at jeg lige nu må og skal rumme et barns valg. Jeg skal rumme valgets konsekvenser for os begge, for omgivelserne generelt, og for fremtiden. Jeg SKAL rumme det, men det giver smerte. I mere end een forstand. Jeg tror jeg forstår, hvorfor og hvordan det er endt med det, men det gør ikke sorgen mindre. Det gør det ikke mindre svært at leve med, eller at nemmere at forstå. Og så alligevel… Måske jeg alligevel godt kan forstå noget af det. For valget har givet mit barn, den voldsomt savnede følelse af tilhørsforhold og sammenhold til nogen og noget. Mine børn er ikke i tvivl om min kærlighed, men jeg har jo ikke kunnet være der for dem i de år hvor de udviklede sig til voksne mennesker. Og af samme grund er der savn og hul i deres maver. Det VED jeg bare. Hullet og savnet er i mit ene barns tilfælde nu ved at fjernes og fyldes op. Og jeg står på sidelinien, og håber bare at valget er det rigtige..

 

 

Min datter er i weekenden konverteret til den muslimske tro, og bærer ikke længere vestligt tøj offentligt. Min datter er mere stærk end jeg troede, for hun har dermed også valgt en svær situation til. Hun må ikke længere fejre jul eller fødselsdag. Det og mange andre regler og retningslinier, som er fremmede og ufattelige for mig, har hun valgt til og så må jeg til at rumme det også.

 

 

Det SKAL jeg bare..

 

 

 

Men jeg græder indvendigt. Og også udvendigt en lille smule