30 juli 2013

En tom dag i inde i mig, eller lidt om vore børns fravalg og tilvalg

 

 

En tomhedsfølelse har fyldt mig, og jeg ved slet ikke, hvad eller hvordan jeg kan formulere med ord, om årsagen.

 

Jeg må alligevel prøve, for min egen skyld.

 

Nogle gange i privatlivet (som i mit tilfælde jo har været offentligt de sidste fire år, på næsten alle fronter) sker der noget, som kan være mere end svært at rumme. Igen.. jeg har måske skullet rumme mere end så mange andre i de samme fire år, og det har jeg så gjort mere eller mindre heldigt.

Der var tiden med de fire teenagere, og alle balladerne i den forbindelse. Der var de tre år hvor jeg ikke måtte/kunne have kontakt med min søn. Der var tabet af kærlighed og forhold, og en indlæggelse på den lukkede. Der var opholdet på krisecenteret, hvor Rasmus og jeg ikke havde det for nemt. Der har været/er bekymringerne over at min datter bor et sted, hvor ikke een, heller ikke to, men hele tre drab har fundet sted lige på hendes trappetrin nærmest.

 

I mit tidlige liv har der været et ægteskab med en aggressiv, dominerende og kolerisk ægtefælle, to traumatiske fødsler med et ophold på neonathal til følge i det første tilfælde, og hvor et sæt klumpfødder måtte opereres og behandles intensivt et par år, i det andet tilfælde. Der har været en årrække, hvor jeg ikke måtte se mine forældre, og de ikke deres børnebørn, og et bryllup uden mine forældres deltagelse, også pga eks’ens temperement og humør. Der har været et par indlæggelser i begyndelsen af det nye årtusind og derefter et syvårigt behandlingsforløb. Der har været min kamp for hjælp og støtte til mine børn i den forbindelse via alle tilgængelige instanser, og en masse mure at banke hovedet imod, af samme årsag.

 

Alt det, og sikkert også noget jeg har glemt og fortrængt, har der været siden jeg blev voksen, og jeg er kommet igennem det hele sådan mere eller mindre slidt. Jeg er her ihvertfald endnu, og jeg står oprejst. Det gør man jo, og det skal man jo. Især når man har børn nytter det ikke at kaste håndklædet og give op, selvom jeg har været tæt på flere gange. Børnene er årsagen til, at jeg personligt bare har fortsat med at være i mit eget liv. VI.. de voksne er jo ansvarlige for det liv vores børn har som små, og jeg ved at de konsekvenser mine ( til tider ufrivillige ) valg har fået, er det som har formet og dannet de to jeg elsker så højt. Jeg KAN simpelthen ikke tillade mig at give op, for hvem har de så? Deres far har fravalgt sin datter og erklæret hende død!  Min søns forhold til ham er mere svævende og hvor tæt de i dag er knyttet kan jeg ikke lige regne ud. Selv har jeg ikke talt med min eks i syv år, jeg er bare en “ fucking møgluder ”, som har lagt øre til dødstrusler og andre former for ubehageligheder, men i dag er de to i hvertfald under samme tag igen. Jeg respekterer og støtter min søn i de valg han tager og er det det, som er godt for ham lige nu og her, så er jeg glad. Når bare HAN er det.

På samme måde vil jeg altid respektere min datters valg. Være der for hende og sørge for, at hun ved at min kærlighed aldrig vil forsvinde. At jeg vil støtte i den udstrækning jeg nu magter og kan, at jeg vil lytte og råde. At jeg vil være lykkelig med hende, hvis hun er det.

Sådan er det at være forælder, og med mindre børnene kommer i uføre på en måde som slider os helt ned ( narkomani feks), og vi må trække os for ikke selv at gå til grunde, så ER vi der. Hvor grænsen går for støtte ER selvfølgelig individuelt for alle, og nogle kan rumme mere end andre. Det er også forskelligt HVAD vi kan rumme..

 

Migrænen, som virkelig var grum i går er nok et tegn på ,at jeg lige nu må og skal rumme et barns valg. Jeg skal rumme valgets konsekvenser for os begge, for omgivelserne generelt, og for fremtiden. Jeg SKAL rumme det, men det giver smerte. I mere end een forstand. Jeg tror jeg forstår, hvorfor og hvordan det er endt med det, men det gør ikke sorgen mindre. Det gør det ikke mindre svært at leve med, eller at nemmere at forstå. Og så alligevel… Måske jeg alligevel godt kan forstå noget af det. For valget har givet mit barn, den voldsomt savnede følelse af tilhørsforhold og sammenhold til nogen og noget. Mine børn er ikke i tvivl om min kærlighed, men jeg har jo ikke kunnet være der for dem i de år hvor de udviklede sig til voksne mennesker. Og af samme grund er der savn og hul i deres maver. Det VED jeg bare. Hullet og savnet er i mit ene barns tilfælde nu ved at fjernes og fyldes op. Og jeg står på sidelinien, og håber bare at valget er det rigtige..

 

 

Min datter er i weekenden konverteret til den muslimske tro, og bærer ikke længere vestligt tøj offentligt. Min datter er mere stærk end jeg troede, for hun har dermed også valgt en svær situation til. Hun må ikke længere fejre jul eller fødselsdag. Det og mange andre regler og retningslinier, som er fremmede og ufattelige for mig, har hun valgt til og så må jeg til at rumme det også.

 

 

Det SKAL jeg bare..

 

 

 

Men jeg græder indvendigt. Og også udvendigt en lille smule

 

IMG_0551

20 kommentarer:

  1. uha, nu ved jeg rent faktisk ikke hvad jeg skal sige, andet end at give dig et skulderklap for at du er bestemt på at stötte op om hende også i dette. og ja, det kan være svært at respektere deres valg, og endnu vanskeligere at forstå dem, men kan man finde en vej til at göre det, så vil de også være for altid taknemmelige. håber det bedste for din pige, og at I fortsat kan komme godt ud af det med hinanden, trods disse forandringer.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  2. Hold fast en forandring at forholde sig til- sender dig masser af opbakning som du så kan støtte dig til når du bakker op om din datters valg. men forstår godt at det kræver mere end al din energi at rumme så stor en forandring. (PS: Jeg sad med tilbageholdt åndedræt og frygtede hun havde slået hånden af dig- hvilket ville havde været forfærdeligt :-) og så er der jo andre helligdage at mødes omkring og fejre :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er en meget svær beslutning at sluge som forældre, men der er ikke noget valg, som du skriver. Jeg tænker på dig. Kærligst Lykke

      Slet
  3. Kære Henriette.
    Det er nok ikke lige det man har lyst til at høre, men det er nok noget man skal accepterer, at sådan er det så lige hun mener hun best kan leve.
    Der bliver ingen jule eller fødselsdag, men I kan heldigvis stadig have det hyggeligt sammen. Og det er da heldigvis vigtigere i hverdagen end lige de to højtider/begivenheder du nævnte.
    Håber du kommer godt over chokket. hun vil nemlig altid være din datter uanset hvad. Det er der ingen der kan tage fra jer!
    Knus Kari

    SvarSlet
  4. Prøv at læse dette http://www.psykoweb.dk/research/Gibran.htm, måske det kan give dig lidt ro og tillid til, at alt nok skal gå godt.
    Knus
    Og ja, du må skrive det hele, for jeg kan ikke få linket til at virke...Sådan en dag har jeg !

    SvarSlet
  5. Du godeste, Henriette!
    Jeg forstår godt dine bekymringer - men et lille råd: Hold hovedet koldt, når/hvis der opstår skænderieri den nye situation.

    For en snes år siden gik min datter, som var ateist lige som sin bror, far og jeg, over til at være småfundamentalistisk kristen.
    Og ja, det er ikke så drastisk som at konvertere til den muslimske tro, men dengang syntes jeg, at det var forfærdieligt, og i de første år opstod der mange tilspidsede situationer, når hun prøvede på at 'hverve' mig. Et af hendes særdeles hårdtslående argumenter var, at hun ikke kunne holde ud at tænke på, at vi ikke skulle mødes igen efter døden! Det var jo på sin vis rørende. Jeg gik med til gudstjenester i det stærkt troende for ikke at sige fundamentalistisk kristne Florida, hvor hun bor, og jeg hadede det og blev somme tider gal på hende, fordi jeg syntes, at hun med bl.a. ovennævnte argumnt
    lagde et ulideligt pres på mig. Dengang syntes hun også, at jeg var arrogant, fordi jeg ikke 'ville overgive mig til noget, der er større end migselv!'
    Som sagt gik bølgerne ind imellem højt, indtil den dag hvor vi blev enige om at lade hinanden i fred og aldrig mere diskutere religion, for vi elsker jo hinanden og savner hinanden helt vildt nu, hvor vi bor på hver sit kontinent. Hen ad vejen blev hun og min svigersøn mere 'etablerede' og derfor mindre demonstrerende i deres tro, så alt i alt er det gode forhold oprettet, men vi er jo også et par modne damer på henholdsvis 50 og 75, som har gjort mange erfaringer.

    Kære Henriette! Det korte af det lange er, at tingene i det lange løb falder på plads. I begyndelsen er konvertitten usikker og derfor temmelig demonstrerende. Og så er det, at vi andre skal holde hovedet koldt og ikke skændes. Efterhånden som vores datter føler sig mere 'etableret' i sin tro, har hun ikke behov for at demonstrere så voldsomt, og når vi er i stand til at respektere hende, fordi vi elsker hende, så er det jo også nærliggende at antage, at hun vil være i stand til at respektere os, fordi hun elsker os.

    Kære Henriette! Jeg håber for Jer begge, at I finder jer til rette med hinanden uden bravallaslag og ønsker det bedste for jer.

    Jytte

    SvarSlet
  6. Kære Henriette,
    Ja, du må respektere din datters valg - hun er voksen nu - hun må leve sit liv, som hun føler bedst.
    Men samtidig må du også respektere dig selv og dit liv og din glæde og lykke.Det bliver nødt til at komme først hos dig, for at du skal overleve som menneske.
    Dit nye liv på Lolland, i dit nye hus, er så værdifuldt for dig og alt det gode, det fører med sig; det er DET, du skal fokusere på nu, i denne svære tid.
    Du må virkelig give slip på din datter nu - både i sind og krop - for ellers kommer det bare til at gøre mere ondt igen - og du har jo lige fået det så godt, det nye sted, de sidste par måneder.
    At give slip på hende, er ikke ensbetydende med, at du ikke vil/skal se hende længere, men det er at vælge dig selv og dit eget liv til, for nu er det altså også din tur!
    Du har, som du selv beskriver, haft det mere end hårdt, i rigtig mange år og nu, endelig, har du fundet hjem!
    Hold fast i det og tag så et øjeblik og en dag ad gangen.
    Mange Kærlige hilsener og Knus herfra,
    Marianne

    SvarSlet
  7. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive, men hold fast en kamel at skulle sluge!
    Du skal vide at jeg beundrer dig grænseløst for alt det du trods alt kan klare. Det kan godt være der er meget du ikke kan, men du har en viljestyrke uden lige og det er altså misundelsesværdigt :-)

    Knus Jane

    SvarSlet
  8. Milde himmel, det må da være rablet helt for din datter. Som Jytte så klogt skriver - undlad at diskutere religion med hende. Kan hun ikke respektere det, må I holde lidt afstand, til hun har fået sit "nye liv" på plads.

    SvarSlet
  9. Kære Henriette
    Selv om jeg ikke er muslim, eller specielt aktivt kristen for den sags skyld, så har jeg alligevel mest lyst til at ønske både dig og din datter tillykke. Hun har taget en stor beslutning, med konsekvenser og "bøvl", men hun har også vist at hun kan og vil handle for at få det liv hun tror på er det bedste.
    Og jeg tror at et skridt ind i et trossamfund kan være et skridt ind i tryghed, fællesskab og glæde. Uanset om man vælger at blive muslim, asatroende eller budhist. Valget kan føles radikalt for dem som ser det udefra, men jeg tror at det føles naturligt for din datter. Måske er der endda kærlighed blandet ind i sagen.
    De fleste muslimer i Danmark er sekulariserede og lever nogenlunde som alle vi kulturkristne, så jeg ville være meget mere bekymret hvis hun havde meldt sig ind i f.eks scientology eller en af de mere rabiate politiske bevægelser.

    SvarSlet
  10. Det er en tung bagage at bære rundt på, men jeg synes, at du klarer det flot. Og jeg fornemmer, at du kan skabe dig et godt liv i de nye omgivelser, så hold fast ved det og brug det som anker. Lad det andet flyde med den vind, der nu kommer - men med en snor til at trække i land med, hvis det bliver nødvendigt en dag... :-)

    SvarSlet
  11. Vil sende dig mange kram og tanker - det må være en svær situation for dig kære Henriette. KNUS

    SvarSlet
  12. Kære Henriette...

    Jeg forstår din tomhed indeni, da jeg på nærmeste hold fulgte min bedste veninde Lones kamp for at komme igennem det samme med hendes datter.
    Der havde været en grim skilsmisse da børnene var mindre og andre ting der gjorde Lones datter til en sårbar pige.
    Hun fik en muslimsk kæreste og efter et stykke tid blev hun også muslimsk med tørklæde osv.
    Det der var sværest for min veninde var at hun ikke måtte besøge sin datter uden selv at være indhyllet i gevanter, det bestemte kæresten og hans familie..:-(
    Min veninde var jo dybt ulykkelig og gik til slut med til dette ellers måtte datteren heller ikke besøge sin mor.
    Så meget for muslimer og deres familiefølelser..:-(

    Men det endte lykkeligt, forelskelsen forsvandt der hårde hverdag gik op for min venindes datter og i dag er hun lykkelig gift med en etnisk dansker og har en søn.
    Hun siger om sin muslimske epoke at hun var sindssyg!
    Også når man er kæreste med en muslim omgås du jo også hans venner og som hun siger der var et hvis pres på at hun skulle gå med tørklæde hvis hun skulle godkendes som kæreste i disse kredse.

    Jeg håber at din datter også en dag "vågner" op, men måske det er det rette for hende?

    Vi kan jo " desværre" ikke leve vores børns liv med vores erfaring, den skal de jo selv klare.

    Stort trøsteknus fra Lisbeth

    SvarSlet
  13. Kære Henriette

    Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive.... men du skal vide, at jeg tænker meget på dig og hvis du har brug for at "hælde vand ud af ørerne" så bare send sms om at jeg skal ringe.

    Knus & tanker

    SvarSlet
  14. Tak alle sammen. Jeg er træt og har hovedpine lige nu, men jeres støtte og ord hjælper mig enormt. Og ja, jeg ved jeg skriver om meget personlige emner, men et eller andet sted skal jeg altså hente mine kræfter fra, og MÅ jeg kunne hælde vand ud af ørene, som Esther så herligt skriver det :)

    Mange knus til jer alle fra mig

    SvarSlet
  15. Knus :)

    Jeg kommer sådan til at tænke på Kimmie. Kimmie er en pige, der havde det rigtig svært i rigtig lang tid. Men også en fantastisk stærk og dejlig pige. For et par år siden konverterede hun til islam. Når jeg møder hende i dag er det med et usminket ansigt og tørklæde, men også med et smil og et udtryk af at hvile langt mere i sig selv end hun gjorde tidligere. Hun har fundet noget og noget har fundet hende. For hende er det godt, og min umiddelbare reaktion i forhold til Josefine er, at det måske slet ikke er så forfærdeligt som det umiddelbart kunne tænkes.

    Knus :)

    SvarSlet
  16. Jeg synes godt nok, du får mere end det næsten er til at bære. I forhold til det konkrete, ved jeg skisme ikke, om jeg kunne være så forstående og rummelig, som man egentlig skal være som mor - OGSÅ der - jeg tvivler. Men jeg kommer så heldigvis ikke i den situation. Til gengæld kan jeg prøve at støtte dig, så hermed prøvet, og du ved, hvor jeg er.

    SvarSlet
  17. Alle overgange er svære. Særligt dem, hvor man ikke kan forestille sig hvad det bliver til.
    Men jeg tror, at der vil komme noget godt ud af det, uanset om din datter har valgt for livet eller bare for en tid. Hvis du kan tro på det, kan du lettere skifte den helt naturlige modstand ud med åben nysgerrighed.
    Det er en stor gave for din datter, at du vil rumme hende og tilmed prøver at forstår baggrunden for hendes valg.

    SvarSlet
  18. Jeg har jo givet mit besyv med - højere oppe på kommentarsiden - men kom lige på en idé og det er, at jo mindre, du gør ud af, at din datter har konverteret til islam, jo bedre.
    Faktisk er det bedst, hvis du slet ikke reagerer på det - og hvis du har gjort det allerede, overfor hende - så lad være med at gøre det yderligere, hvis du forstår, hvad jeg mener. :)

    Hvis hun har gjort det her for sig selv, fordi det bare føles helt rigtigt for hende og hun simpelthen ikke kunne lade være, så vil hun jo stadig fortsætte sit nye liv, som hidtil og have det godt med det, uanset din reaktion eller ej.
    Men hvis hun har gjort det her for at provokere dig, som et slags forsinket (eller yderligere) teenage oprør, så er det jo slet ikke sjovt og interessant for hende, hvis du ikke reagerer på det, men blot fortsætter, som om intet var hændt, for så forventer hun jo en negativ reaktion fra dig, hvis dette er, hvad motiverer hende.
    Så ja, det bedste at gøre nu er, at være som du altid er overfor hende og ikke nævne hendes nye livsstil og livsændring - ikke negativt i hvert fald - men kun accepterende og lige så naturligt, som om hun kom for at fortælle dig, at hun skulle flytte eller studere noget andet; eller noget i den dur. :)

    SvarSlet
  19. Forstår godt du har det mega svært...håber din datter altid vil huske hun har en mor og ellers må din datter gøre sine egne erfaringer. Du må bare støtte hende så godt du kan og ellers være kærligheden selv i baglandet :-) kram til dig

    SvarSlet