23 oktober 2013

Ja og nej.. Og en lille smule sorg

Blogger fra mobilen..    Og min seng.... Samsø KU jeg bare ikke. Alt i mig skreg, nej nej nej. I sidste ende viste det sig at jeg MÅ være mit eget sted. Et sted med bare et minimum af færdselsfrihed og stedkendskab. Især nu hvor vinter og mørke rammer os.                                        Presset og tiden er for meget så jeg er handlingslammet, men inden i morgen SKAL jeg beslutte hvilket at to resterende muligheder ( onder ) jeg skal vælge.         For ja, jeg skider på om nogle vil kalde mig både besværlig, forkælet eller irriterende, for MIG er der kun et sted jeg ønsker at være, og det er lige her. Da det ikke er muligt ( det klør stadig ondskabsfuldt konstant) så vil alle alternativer være værre, og lige nu vil jeg slet ikke være nogen steder overhovedet. Det hele kan efterhånden rende mig, og jeg ønsker bare at sove i 1000 år.             Jaja, jeg plejer jo at rejse mig, så jeg ska nok tage mig sammen, men om jeg vælger bolig A eller B.. Begge føles lige nu som kvælende fængsler jeg ikke føler mig hjemme i.                                        For at undgå 3000 forskellige råd der forvirrer mig, vil jeg ikke gå i detaljer her. Jeg fortæller bare. Det er DET jeg har brug for, til de af jer som måtte være i tvivl om hvad jeg vil med min blog! Jeg lever ikke særligt udadvendt, så min blog er MIN måde, dog at "tale" med nogen på.  Jeg fortæller om hvad mit liv er, og allerhelst ville jeg da ku fortælle om lyserøde blomster i duftene lavendellunde, men sådan er det altså ikke. Det har ramt mig lidt, at en tænkte i reality underholdning, for DET vil jeg sgu ikke være. Jeg skriver for at overleve, ikke for at underholde som semikendisblogger.                                  Nå, men det var lige et sidespring.           En beslutning skal tages. Ja eller nej.   Ingen skal nogensinde skyde mig i skoene, at jeg ikke har kæmpet og gjort alt for at overholde mine økonomiske forpligtelser, eller at løbe fra DET ansvar. Samsø var et af de forsøg på at gøre det mest fornuftige i den henseende, men.. Jeg kan ikke. Kan bare ikke ignorere de stadigt blødende sår jeg åbenbart har, efter krisecenteret. Derfor er jeg nødt til at tænke på mig selv før kuverterne. Der er jo egentlig ikke så mange, men i mit liv er der nok.                                                   På positivlisten er:                                      Jeg bliver på Lolland. En strikkeklub kan realiseres her, og helst hurtigt. Jeg får tag over hovedet. Have. Fornuftig husleje. Distrikts psyk bliver min nærmeste nabo. Og Viola i nærheden sådan da..                                      På negativlisten er:                                   Jeg får ingen smuk udsigt. Min seng kan ikke komme ind i soveværelset!!! Der er mennesker meget tæt på mig og, jeg vil være ensom et fremmed sted trods alt i en mørk lang vinter. Ro er også et spørgsmål.                                           Jeg takker alle jer, som har været så søde i sidste skriv, men JO jeg fortryder seriøst, at jeg lod mig åbne af den varme mand. I tre år har jeg datet for, at opleve og bare mærke at jeg lever også på den måde, men jeg har været boltet og låst godt fast i mit hjerte. Jeg har IKKE ønsket eller tålt at føle noget siden eks'en.  På det mest kiksede og kritiske tidspunkt fandt denne uventede mand koden til låsen, og var stærk nok til at klippe kæden til mit hjerte over. Alt det jeg så nøjsomt har gemt og glemt af behov, fandt han frem på ingen tid, og ja.. Her sidder jeg så. Med genopdagede savn og behov, hvilket jeg nok kan få stoppet tilbage i kassen igen, hvis ikke det altså lige er fordi jeg netop NU er så utryg og bange, som jeg ikke har været længe. Er midt i en fundamentskrise hvor det eneste jeg virkelig har brug for, er en stor tryg hånd, der holder min UDEN at gi slip. At blive holdt om og af. Forsikret om at min vinter et nyt fremmed sted IKKE bliver mørk og ensom. At jeg ikke skal holde jul alene og at der en gave under mit juletræ.                                               DERFOR, fortryder jeg den oplevelse. Jeg ville hellere end gerne have undværet lige netop de ture i luksusbiler og middage ude. De smukke digte og ord. Den fysiske kontakt. Så var jeg nemlig ikke blevet mindet om behov jeg ikke gider ha.                                                  Til sidst i dag er der dog et spørgsmål jeg er nødt til at stille her:                               Er der nogen som har lyst/ overskud/ tid til at komme her og være lidt hos mig? Hjælpe med at pakke en kasse eller to?   Jeg selv er kun træt og overvældet lige nu. Som altid når tingene bliver voldsomme for mig går jeg i sort i hovedet, og intet bliver gjort.    Jeg har en sød Kontaktperson som kommer her,men hun er papirpraktisk, ikke andet :-)           
Den nye mulige have.. Huset derude er en skole. Bum bum. Haven slutter ved den store kastanje. 

37 kommentarer:

  1. Åh, stakkels, stakkels du. Ved du træffer det rette valg for dig, og sej som du er kommer du også ovenpå igen selvom det tager tid. Ville ønske jeg kunne hjælpe dig, men 2 piskesmæld tillader ikke meget overskuds energi :(
    Alt godt til dig
    Pi@

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal nok gå kære Pia, også selvom det er svært lige nu. Jeg tænker at det endelige sted bliver smuk når det begynder at sneeeeeee hehe ;)
      Knus og tak

      Slet
    2. Henritte!!!! Jeg taler altid pænt til dig og så begynder du at tale om sne, det er altså ikke fair :) :)

      Knus

      Slet
    3. Ei Undskyld.. Jeg ku bare ikke dy mig ;) Man kan ikke se det her på bloggen, men jeg har faktisk lidt af en drilepind i mig. Jeg lover dig, IKKE at sende besked om sne endnu op til himlen.

      Slet
    4. Tak, tak, Er sgu godt klar over du er en drillepind - men du kan bare vente dig, hvis du sender sne i retning af mig :)

      Knus

      Slet
  2. Kvælende fængsler...javel , men det er tag over hovedet , er det ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tjaaa.... har du nogensiden siddet på en krisecenter? ....

      Slet
  3. Jeg håber virkelig at der er en der har overskud til at hjælpe dig Henriette.
    Desværre er jeg ikke den rette da jeg selv kæmper i øjeblikket med at hive mig selv igennem en efterårsdepression. Har det bedst i min seng for tiden.
    Det ser da eller dejligt ud på det billede du viser og meget vigtigt for dig er jo en have.
    Så må du besøge Viola tit og få dig nogen gode knus og snak.
    Du må give det en chance for jeg tror at når du nu får bedre økonomi når du flytter så vil du også få det bedre med dig selv.
    Livet er jo ikke rosenrødt for nogen af os... der er noget til os alle.
    Hvad med din datter..kunne hun ikke komme ned til dig nogen dag?

    Masser af gode tanker fra mig til dig..:-)

    Knus Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhh kære Lisbeth, denne årstid er hård for sådan nogle som du og jeg. Jeg håber du bruger din lyslampe flittigt og så at dine nære kære er lidt om dig. Viola ja.. HUN er heldigvis i nærheden og det skal nok gå. Jeg er også bare begyndt at være mørkepåvirket. Medicinen mangler på 7 dag nu, men d, 1; så får jeg en ny pakke igen :)

      Mange tanker til dig og kh
      Henriette

      Slet
  4. Næppe :-)
    Søde Henriette, jeg må sige du kommer lidt rundt og at du skulle træffe en svag mand oveni er ærgeligt, men pyt. Du har ben i næsen og er en overlever og et krisehjem klarer du også indtil noget andet byder sig. Et stort knus fra mig midt i redeligheden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Margith, heldigvis er det ikke et krisehjem jeg skal på nu, men ovennævnte kommentar, indbyder mig bare til at spørge om det, for det skal prøves før man kan fatte HVOR meget det betyder for ens personlighed at sidde sådan et sted i lang tid, og hvilke spor det sætter.. MEN, tak Margith, også du kender jo til psykens bøvlen med os :) Mange knus og tak

      Slet
  5. Mit ældste barnebarn boede på krisehjem i fjor i Hjørring med sine 2 små børn.
    Heldigvis ikke så mange måneder for min datter og svigersøn fandt et dejligt hus tilleje lige i nærheden af dem.
    Var på besøg og det var et dejligt sted men ikke for en lang periode.
    Var det ikke et års tid du boede der?

    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, og for mig var det åbenbart noget som satte sig. Jeg boede på få kvm med min store søn, uden at vide hvor længe der skulle vare. Siden dengang har jeg haft det meget svært med at være indendøre uden at kunne komme ud i det fri på en let måde, i de perioder hvor jeg er syg. Jeg KAN ikke forklare hvorfor og hvordan, men jeg fik jo PTSD efterfølgende og det er måske det, som stadig spøger. Jeg har det bedst når jeg kan se langt væk, men uanset hvad... så ER det altså også vigtigt med mit forløb at jeg kan føle mig bare lidt godt tilpas og hjemme der hvor jeg nu havner. Uden at blive skudt i skoene at jeg er både sart, krævende og ikke ydmyg nok. Det er ikke dig der tænker sådan Lisbeth, det ved jeg godt :)

      Slet
  6. Det stykke jord ser da fint ud. Du kan ikke se marker, heste og køer men du kan bruge haven til at gå med næsen nede i dine kommende blomster og sidde uden for med kaffe og strikketøj. Fuglene vil du ihvertfald have. Jeg er sikker på, der på lolland ikke er langt til vidder, og måske er du så heldig, at der er gå afstand til natur og lige frem hav. Glæd dig nu lidt Henriette, det stykke jord du viser her, kan blive en skøn lille oase.
    Hilsen fra Mette.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret Mette, og både haven og huset har masser af potientiale. Ingen tvivl om det. Jeg er bare sååå træt at jeg næsten ikke orker at tænke frem i tiden. Huset her er dog det jeg hælder imod og så må jeg sgu bare save hul i loftet så jeg kan få min seng på plads i det soveværelse som er ovenpå HAHA :) Jeg kan sagtens se for mig hvad der er er muligheder, og er jo heller ikke bage for at tage fat, skal bare lige sove et par måneder først tror jeg.. ;) Knus til dig

      Slet
  7. Så afsæt vinteren til at få sovet ud, bare du er frisk til foråret kommer. Du skal lige have overstået flytningen, så kan du gå i seng til vinterhi.
    Jeg siger dig, der kan blæse på Lolland om vinteren, så man tror, alt er ved at blæse væk. Haven ser ud til at have læ. Måske også noget skygge men så bliver det en skovhave, du skal dyrke. De er også skønne.
    Jeg undrer mig over, hvor du læser, at nogen mener din blog er en form for reality underholdning. Hvis det er mig, du læser sådan, så har du helt misforstået mig.
    Også et knus her fra, Mette, som bor alt for langt væk, til at kunne komme og gi en hånd med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Blæsten har jeg hilst på allerede. Her på Alsøvej er der jo åbne marker, så sommeren har skam også budt på sin del af blæst haha. Der er både læ og ly i haven og masser af muligheder som jeg har fri råderet over. Skal jeg bo der, ryger der lige et par massive og høje buske, så udsigten bliver mere åben. Det der med reality.. jeg kan ikke lige huske hvem eller hvilket indlæd det stod i, og måske jeg har misforstået det, det gør jeg ofte, men den satte sig fast. Jeg HAR meget svært ved at fatte ting som de er sagt jo ;) Ku da ellers være sjovt at hilse på hende den skrappe madamme Mette, som virker til at være helt sød og menneskelig alligevel hehe. Mange knus til dig

      Slet
  8. Du er da hverken "besværlig, forkælet" eller noget andet. Det er jo DIT liv og DIN glæde ved livet du kæmper for, og du er da den nærmeste til at føle, hvornår du rammer "plet". Så jeg tror det er rigtig vigtigt, at være "krævende", så man kommer så tæt på sit velvære, som muligt.
    Nogen gange er tanken om at sove i 1000 år altså også virkeligtillokkende, og så alligevel ikke. Tænk bare på, hvor meget, der kunne gå vores små næser forbi .... uha, uha. fnis.
    Det lyder ikke så nemt med sådan et valg, men det lyder nu som om du alligevel er godt på vej til at have valgt, og mon ikke du i virkeligheden er på vej til noget bedre i dit liv, men endnu ikke har fundet det endnu? Det skal nok komme, det er jeg ret sikker på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte.. er der noget jeg kæmper for, så er det jo netop at ende lige det rette sted, så jeg ikke skal flytte mere lige med det samme. ØV at du også bor langt væk, ville gerne hilse på dig, men ok... hvem bor IKKE langt væk fra mig her på Lolland haha :)

      Knus

      Slet
    2. Ja, jeg synes os' det er øv, men så er det jo GODT at du har startet bloggen her.
      Krimze, kramze

      Slet
  9. Og så kom jeg til at sende FØR jeg havde skriblet færdig. øv.
    Det sidste jeg ville skrive til dig er, at jeg bestemt ikke opfatter din blog som "reality-underholdning", men at det er et dejlig, levende og rigtig sødt menneske, med en super evne til at sætte ord på livets glæder og genvordigheder, der sidder og skriver. Jeg nyder, at læse din blog, og nyder dine flotte fotos, og er helt enig med hende, der engang skrev, at du er fantastisk dygtig til at finde motiver og fotografere dem.
    Heller ikke jeg er eaværre i stand til at hjælpe dig. Mener jeg har nævnt min sygdom, der gør at flytte arbejde er en af mange ting, jeg bestemt ikke er i stand til.
    Kærlig hilsen og mange gode tanker til dig
    gitte E

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Gitte og jo jeg kender godt din historie, men gad sgu godt se dig alligevel en dag :)

      Knuuuuus

      Slet
    2. Det er meget gensidigt.
      Kramz

      Slet
  10. Kære Henriette.

    Hvor var det godt, at du fik mærket at Samsø ikke er det rigtige, så skal du ikke tænke mere på det. Jeg håber du kan bruge vinteren det nye sted på at få restitueret dig fysisk og psykisk. Lolland er jo stadig nyt land for dig, så der er nok at gå på opdagelse i og måske kan du få opbygget et netværk af gode venner. På sigt bliver det måske også muligt for dig, at leje et lille hus f. eks under et gods. De holder faktisk en god standard og overholder gældende regler.
    Jeg vil gerne komme og hjælpe dig, hvis du vil have det - du skriver bare til mig på face book.

    Med hensyn til brug af ordet "reality show" - ja det var som bekendt mig. Måske er det blevet misforstået, men jeg skrev jo netop, at det er dit liv IKKE. Det var min kommentar til den store deltagelse på din blog med vildt mange forslag og nærmest krav til, hvad du skal gøre.

    Har du lyst til at lære mere dejlig natur at kende på Lolland Falster? Prøv at Google "Lykke få ud at gå" Det er gratis at deltage og måske kunne vi følges. Jeg har tænkt mig selv at starte.

    Hilsen Helle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Til Helle Storch, fra en der denne ene gang, i denne specielle anledning, er helt Anonym. Ikke for at skjule noget, måske mere på grund af drillepinds-gen.
      Jeg har ikke, i nogen tråd, set, at nogen har stillet krav til, hvad Henriette skal gøre.
      "Vildt mange forslag", opfatter jeg som stort arrangement. Så længe der ikke er lukket for kommentarer, må det vel accepteres, at folk reagere, når de røres, og så længe de overhovedet gider bidrage med ideer og forslag til at løse problemer.
      Det virker, i flere af dine indlæg, som du er meget irriteret på folk, der deltager her?

      Slet
    2. Til den nu "helt" anonyme med det store arrangement!! ( det hedder engagement )

      Hvem var det, der krævede svar på, om huset var testet for skimmelsvamp, om Henriette havde fået taget priktest og om hun havde fået talt med udlejer? Så var der den om, at Henriette da måtte have en arkitekt eller bygningssagkyndig blandt venner. Og frustrationerne, når Henriette vælger kun at berette en lille del af helheden. Så er der nogle, der bliver sårede og kede af det og næsten ikke kan sove.
      På hvilken måde er du mere anonym nu end før?

      Slet
    3. Kære Helle
      Du læser kommentarerne, som fanden læser Biblen!
      Med venlig hilsen
      Jytte Due

      Slet
    4. Præcis!

      Venlig hilsen
      Line

      Slet
    5. Helle Storch,

      Hvis det kan trøste, så forstod jeg godt din første kommentar og den ånd, den var skrevet i.

      Internettet er et offentligt sted og man må selvfølgelig skrive og gøre præcis, som man vil på ens egen blog. Men når man i indlæg inviterer konkret og efterspørger holdninger og hjælp fra sine læsere, syne jeg også det er vigtigt at forstå, at man er i en relation til andre mennesker, som man selv skaber og opsøger.

      For mig er der lidt for mange underliggende dynamikker, som forvirrer her på bloggen, så det bliver min sidste kommentar. Jeg bliver forvirret, når der i indlæg inviteres konkret og hjælp efterspørges og jeg bagefter sidder med en fornemmelse af, at ens reaktion enten ikke var den rigtige eller i virkeligheden ikke var ønsket. Jeg er mere den direkte type og kan ikke fordrage "uld i mund" - jeg tænker, hvis Henriette i virkeligheden ikke ønsker kontakten er det en ærlig sag at sige pænt nej tak.

      Så Henriette, jeg ønsker dig af hel mit hjerte god vind i Rødby og alt det bedste fremover.

      Slet
    6. Tak for det Henriette. Jeg har en hukommelse som en hullet si, og lige nu kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst helt direkte har spurgt om hjælp, før jeg gør det her i dette indlæg. Det er nu heller ikke det væsentlige, jeg er glad for alle kommentarer og læser dem mange gange, fordi jeg har svært ved at forstå ting. Ofte misforstår jeg, og især på skrift kan det være svært, når der ikke er mimik eller lyd til. Som jeg har skrevet også, så blogger jeg for at holde mig selv i live, sagt på en lidt søgt måde. Jeg er nødt til at kommunikere, da jeg ikke magter at være social i det omfang som ville være det sundeste for mig. Ingen er en ø, og mine tanker er bare dem jeg har, men de er ikke nødvendigvis hverken rigtige eller fornuftige, så jeg BRUGER virkelig alle kommentarer til at se tingene fra alle sider.

      Kh Henriette

      Slet
    7. Helle: Tak for tilbuddet, det kan være når jeg har fået overstået flytning og rengøring at jeg tager vandreturene op. Lige nu er jeg godt nok smadret alene ved tanken om det her hejs, men det skal nu nok gå :) Jeg sender dig en pm på Facebook, når jeg er frisk på frisk luft hihi
      kh Henriette

      Slet
    8. Til Henriette (der ikke er blogger her).

      Dejligt at ikke alle misforstår mig :-)
      Det er de nævnte underliggende dynamikker, der provokerer mig her og det har du åbenbart også oplevet og det er rart for mig at vide.

      Slet
  11. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  12. Der ER en stor tryg hånd, der er klar til bære dig igennem. Og Han elsker dig allerede trofast og ubetinget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så dejligt at jeg har dig til at have troen Tante, Du kan tro jeg tænker ofte på det, og det hjælper faktisk altid når du lige skriver sådan en hilsen til mig. Det er meget varmende.

      Kh Henriette

      Slet
  13. hej tanterne, hvor er det dejligt, at læse det du skriver, og jeg er helt overbevist om rigtigheden af det. Synes altså også, jeg selv ligefrem har kunnet fornemme det, når livet var "for tungt og svært" at overskue. At bede en bøn, når man er angst/presset/sorgmodig eller jublende glad virker virkelig. Den slags troede jeg slet ikke på, for bare få år siden, men dt har været så trygt og dejligt at opdage, og jeg ønsker virkelig for mennesker, der ikke tror, at de en dag kommer til at opleve glæden og trygheden ved at tro.
    Hilsen Gitte E

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Gitte, jeg er ikke selv overbevist i troen på noget, men jeg bliver altid så glad når Tante lige minder mig om det. Det ville være dejligt at ha et holdepunkt :)

      Knus til dig

      Slet