Ja og nej.. Og en lille smule sorg

Blogger fra mobilen..    Og min seng.... Samsø KU jeg bare ikke. Alt i mig skreg, nej nej nej. I sidste ende viste det sig at jeg MÅ være mit eget sted. Et sted med bare et minimum af færdselsfrihed og stedkendskab. Især nu hvor vinter og mørke rammer os.                                        Presset og tiden er for meget så jeg er handlingslammet, men inden i morgen SKAL jeg beslutte hvilket at to resterende muligheder ( onder ) jeg skal vælge.         For ja, jeg skider på om nogle vil kalde mig både besværlig, forkælet eller irriterende, for MIG er der kun et sted jeg ønsker at være, og det er lige her. Da det ikke er muligt ( det klør stadig ondskabsfuldt konstant) så vil alle alternativer være værre, og lige nu vil jeg slet ikke være nogen steder overhovedet. Det hele kan efterhånden rende mig, og jeg ønsker bare at sove i 1000 år.             Jaja, jeg plejer jo at rejse mig, så jeg ska nok tage mig sammen, men om jeg vælger bolig A eller B.. Begge føles lige nu som kvælende fængsler jeg ikke føler mig hjemme i.                                        For at undgå 3000 forskellige råd der forvirrer mig, vil jeg ikke gå i detaljer her. Jeg fortæller bare. Det er DET jeg har brug for, til de af jer som måtte være i tvivl om hvad jeg vil med min blog! Jeg lever ikke særligt udadvendt, så min blog er MIN måde, dog at "tale" med nogen på.  Jeg fortæller om hvad mit liv er, og allerhelst ville jeg da ku fortælle om lyserøde blomster i duftene lavendellunde, men sådan er det altså ikke. Det har ramt mig lidt, at en tænkte i reality underholdning, for DET vil jeg sgu ikke være. Jeg skriver for at overleve, ikke for at underholde som semikendisblogger.                                  Nå, men det var lige et sidespring.           En beslutning skal tages. Ja eller nej.   Ingen skal nogensinde skyde mig i skoene, at jeg ikke har kæmpet og gjort alt for at overholde mine økonomiske forpligtelser, eller at løbe fra DET ansvar. Samsø var et af de forsøg på at gøre det mest fornuftige i den henseende, men.. Jeg kan ikke. Kan bare ikke ignorere de stadigt blødende sår jeg åbenbart har, efter krisecenteret. Derfor er jeg nødt til at tænke på mig selv før kuverterne. Der er jo egentlig ikke så mange, men i mit liv er der nok.                                                   På positivlisten er:                                      Jeg bliver på Lolland. En strikkeklub kan realiseres her, og helst hurtigt. Jeg får tag over hovedet. Have. Fornuftig husleje. Distrikts psyk bliver min nærmeste nabo. Og Viola i nærheden sådan da..                                      På negativlisten er:                                   Jeg får ingen smuk udsigt. Min seng kan ikke komme ind i soveværelset!!! Der er mennesker meget tæt på mig og, jeg vil være ensom et fremmed sted trods alt i en mørk lang vinter. Ro er også et spørgsmål.                                           Jeg takker alle jer, som har været så søde i sidste skriv, men JO jeg fortryder seriøst, at jeg lod mig åbne af den varme mand. I tre år har jeg datet for, at opleve og bare mærke at jeg lever også på den måde, men jeg har været boltet og låst godt fast i mit hjerte. Jeg har IKKE ønsket eller tålt at føle noget siden eks'en.  På det mest kiksede og kritiske tidspunkt fandt denne uventede mand koden til låsen, og var stærk nok til at klippe kæden til mit hjerte over. Alt det jeg så nøjsomt har gemt og glemt af behov, fandt han frem på ingen tid, og ja.. Her sidder jeg så. Med genopdagede savn og behov, hvilket jeg nok kan få stoppet tilbage i kassen igen, hvis ikke det altså lige er fordi jeg netop NU er så utryg og bange, som jeg ikke har været længe. Er midt i en fundamentskrise hvor det eneste jeg virkelig har brug for, er en stor tryg hånd, der holder min UDEN at gi slip. At blive holdt om og af. Forsikret om at min vinter et nyt fremmed sted IKKE bliver mørk og ensom. At jeg ikke skal holde jul alene og at der en gave under mit juletræ.                                               DERFOR, fortryder jeg den oplevelse. Jeg ville hellere end gerne have undværet lige netop de ture i luksusbiler og middage ude. De smukke digte og ord. Den fysiske kontakt. Så var jeg nemlig ikke blevet mindet om behov jeg ikke gider ha.                                                  Til sidst i dag er der dog et spørgsmål jeg er nødt til at stille her:                               Er der nogen som har lyst/ overskud/ tid til at komme her og være lidt hos mig? Hjælpe med at pakke en kasse eller to?   Jeg selv er kun træt og overvældet lige nu. Som altid når tingene bliver voldsomme for mig går jeg i sort i hovedet, og intet bliver gjort.    Jeg har en sød Kontaktperson som kommer her,men hun er papirpraktisk, ikke andet :-)           

Den nye mulige have.. Huset derude er en skole. Bum bum. Haven slutter ved den store kastanje.