Der går han så..

 

 

 

…  min søn

 

Det har været så dejligt med hans besøg. Så voksen han er blevet siden sidst. Fornuftig og omsorgsfuld, stadig med sin egen knastørre humor, og herlige små bemærkninger. Klar med kaffe når jeg er vågnet af min middagslur, og flittig i køkkenet har han også været. Så anderledes end jeg husker, og alligevel den samme gavtyv som altid. Med hænder så store som spækkebrætter. Nu er det ham der holder mig i hånden og ikke omvendt!  Hvordan det er gået til aner jeg ikke, men tænk engang.. han er min dreng. Og vi har råhygget fra start til slut. Sludret og sladret og spist og sovet og talt og grinet og hvilet lidt mere.

 

Normalt plejer jeg at gå kold efter en time. Sådan gik det feks sidste jul, men i denne omgang har jeg været mor i fire dage uden, at have brug for mere end min daglige sovetime. Først i dag, da han alligevel gerne ville hjem til byen igen, er jeg begyndt at mærke trætheden i hovedet. Jeg er så stolt af ham og af mig selv. Han tog turen og jeg klarede dagene.

 

 

Nu er her rengjort i stuen, og stilheden har sænket sig i dukkehuset. Jeg er klar til resten af året med varme i maven, og glæde i hjertet. En lille tåre truer med at trille fordi jeg allerede savner.  Min søn .. men i høj grad også min datter. Hun er IKKE glemt denne jul. Slet ikke..