Selvom jeg ikke selv får lavet noget af betydning herhjemme, så sker der alligevel fremskridt. I går var udlejer igen på spil, og foruden at han sørgede for vækning ( facaden blev slebet ved titiden, da han synes jeg havde sovet længe nok..), fik han styr på emhætten, den utætte rude i min køkkendør, der blev sat lampe op udenfor, facaden fik det sidste finish ud til gaden og.. han diskede op med et sengestel, som kan samles oppe på første sal, og dermed har jeg en enkeltmands seng at ligge i deroppe.
Endnu er stellet ikke samlet, men det er en biting. Jeg synes det er vanvittigt sødt af ham, at han har haft mine sengeproblemer in mente, da han fandt frem til sengestellet, som ellers skulle have været smidt ud.
I morgen skulle han så have været her igen, men da jeg jo har en aftale i Nykøbing ved jeg ikke lige hvornår det så bliver. NÅR det bliver, får jeg de sidste småting lavet færdig på badeværelset så jeg selv kan male videre, iøvrigt har han også mere maling med til det brug. Han får rettet problemet med min vaskemaskine, som lige nu skyller i varmt vand!! og hullet i udhusets tag bliver lukket.
Når vi sådan går og arbejder, og laver fis og ballade med hans medhjælper og de forbipasserende, bliver der også talt lidt om mine planer/drømme for haven. I den forbindelse er det derfor aftalt, at jeg til foråret får fræset hele grunden, så jeg kan arbejde med den og få den lavet om til en have, der kan bruges til noget. Der skal sættes et hegn/stakit op med en låge, nede for enden af haven for at holde uvedkommende ude, og der er sørget for maling, så stakittet ved siden af huset kan blive frisket op. Jeg får en ny hoveddør, taget skal have lavet lidt reperationer, der skal hegn ned langs siderne, og haven foran køkkenvinduet skal gøres mere brugbar. Lige nu er det nemlig det rene grus i en meters dybde..
Alt dette er jo en kæmpe gave for sådan en som mig, men jeg har en reel fornemmelse af, at han som udlejer hurtigt har opdaget at jeg er en lejer, som faktisk har interesse i at passe mit hjem og min have, og dermed giver det god mening at investere i at sætte gang i tingene for ham. Vedligeholdelse er alt andet lige bedre end forfald, hvilket jeg kan forstå er et udbredt problem på disse kanter, og hos de fleste af hans andre henved 20 lejere.
Af en eller anden grund, har de arbejdende hurtigt fundet sig til rette i mine havemøbler, når der skal holdes pause. Jeg som er så indadvendt i det daglige, må se mig slået af at jeg nok alligevel er lidt hyggelig at besøge, for der går nærmest ikke en dag uden at jeg har minimum een gæst i haven i løbet af dagen. Således også i dag. .
Jeg bliver vanvittig af, at være inde de få timer om dagen hvor det er lyst, så omkring kl 11 er jeg som regel i tøjet, hovedpine eller ej, og igang derude. Stolen får sin pelsfrakke på, tæpper bliver slæbt ud, lys bliver tændt, kaffe og småkager sat frem, og så regerer jeg der indtil mørket igen falder på. De, som kommer forbi er himmelfaldne over at jeg ER udenfor, samtidig med at de sludrer og hygger på livet løs, og bruger meget mere tid her end planlagt. I dag var de besøgende et par kommunale træfældere. De var travlt beskæftiget på nabogrunden med at beskære et kæmpe træ, da jeg forsigtigt sneg mig ind på dem. Med løfte om rå mængder af klejner, fik jeg lovning på at jeg i samme moment, ku få fældet de to uregerlige kæmpebuske som tager al udsigten ned i haven.
I timerne inden de gik igang med det, fik jeg fjernet gu ve hvor mange døde bambusrør, som nu skal bundtes og bruges til andre formål i haven de næste år. Jeg fik gravet hul til nogle af mine medbragte planter og fjernet en flise samme sted. Flisen var det dog en af mine andre regelmæssige gæster der fik løftet væk, nemlig en ansat på skolen. Samme som rent faktisk skaffede mig huset her, og som er min gamle nabopådenandensideafmarken på Alsøvej.
Således går hverdagen sin gang her i det sydligste danmark, og jeg er begyndt at elske hver minut. Jeg ER gladere nu end for bare en måned siden, selvom nogen mener jeg er negativ, tager alt for lidt ved lære, og er alt for enten/eller. Jeg HAR det svært med mørket, men jeg er STADIG meget fokuseret på de daglige små glæder, SELVOM jeg er tung og dvask i kroppen. Jeg nyder mine dage her allerede, MEN jeg ser stadig med længsel frem til januar, fordi jeg så kan begynde at se dagen blive en smule længere hver dag. Det nytter ikke at hænge fast i det sure ved denne flytnings konsekvenser, så jeg gør ALT hvad jeg kan for at det skal være godt her, MEN jeg vil tillade mig at sørge lidt endnu over tabet af min udsigt. Det er IKKE det samme, som at jeg aldrig kan være tilfreds. Jeg oplevede jo bare på Alsøvej, HVOR meget mere ro jeg fandt i at bo alene midt imellem marker og dyreliv, og det er der bare ikke meget af her. Det her er en lille by, men ikke desto mindre en by. Med alt det som hører med af trafik, menneskelarm, musik fra mange hjørner, skoleklokker der ringer, brandbiler der suser, kommunalarbejdere som bruger deres maskiner, og naboer som har andre og mere højlydte døgnrytmer end jeg har. Osv osv osv.
DET har jeg det svært med, men det er ikke det samme, som at jeg IKKE værdsætter mit tag over hovedet, min faste adresse, min nye bostøtte, kommunens hjælp, butikkerne i gåafstand, og de mange dejlige og sjove mennesker, som alle gerne vil hjælpe mig til rette her.
Jeg taler ofte med mine to børn, selvom de ikke er i fokus her på bloggen i øjeblikket. Det er IKKE et udtryk for at jeg ikke længere er i kontakt med dem, taler med dem, elsker dem, laver planer med dem, hører til deres liv eller er ligeglad med dem.. Alle disse ting blev på en eller anden facon antydet i en kommentar til mit mørkeskriv i går, men..
… NOK om det, nu vil jeg se tv..
Ham udlejer er da bare til at elske...;-)
SvarSletOg at du sådan bare kan lokke et par træfælder mænd ..hihi..:-)
Dejlige planer for haven er der også...faktisk sker der noget positivt hver dag for dig.
Tror da også at det er meget bedre at være udenfor når man har hovedpine end inde.
Forstår dig så godt når du taler om naturen rundt Alsøvej..jeg ville også have svært ved at flytte tilbage til byen nu..selv om her bliver skudt rundt ørene på en lige nu. Jagt!
Og måske er det bedre for dig end du tror at se nogen mennesker..ikke hver dag men at du ved at de er der for dig.
Og ja jeg har sagt det tidligere jeg er overbevist om at udlejer er lykkelig for at have fået en lejer som dig.
Hvor fint med sengesættet, så mangler du bare en ny madras..;-)
Knus fra Lisbeth
Skråt op med negativisterne!
SvarSletJeg kan godt huske, hvor slemt det stod il med dig sidste år ved denne tid, der er slet ingen sammenligning mulig!!!! Jeg var så bekymret for dig.....
Jeg morer mig ærlig talt lidt over de kommentarer, hvor du kritiseres for at være negativ og de kommenterende kritiseres for at være for positive.
Takker lige Skaberen for at vi er forskellige allesammen.
Og stort held og lykke til dig med din Odyssé i morgen. Du skal nok gå gruelig meget igennem (på den korte bane) men resultatet bliver du ikke ked af! Tværtimod.
Jeg vil tænke positivt på dig i dagens løb.
Jeg kan lige se dig komme listende, med et klejne-bagholds-angreb! ;) hihi... Og alletiders, at alle disse mennesker hjælper dig.
SvarSletKan dog godt forstå, at du er ked af at miste din skønne udsigt og roen på Alsøvej - men en dag kan det jo være, at muligheden foreligger igen, for at komme til at bo et sådant naturskønt sted.
Lige nu er det godt at du kan finde dig til rette, så flot som du gør og finder det positive i din situation og livet her og nu :)
Ti hi, jeg var også til at lokke for klejner... ;-) Jeg siger som Marianne: En dag får du nok et nyt naturskønt sted, men det er nu heller ikke tosset at bo i byen - og hvis du går en daglig tur, som Else og andre har foreslået, får du også lidt natur ind i hverdagen. Jeg prøver at gå tur hver dag - og når jeg først er kommet i gang, kan jeg næsten ikke stoppe igen, så dejligt er det. Og jeg kan helt sikkert mærke forskel på humøret de dage, hvor jeg gør det og de dage, hvor jeg ikke har mulighed for det. Hvor SER der bare julehyggeligt ud hos dig; det er såmænd så lidt der skal til, og NU skal jeg også i gang her. Jeg har haft lidt for travlt siden jeg kom hjem fra England, for der lå et mindre bjerg af pakker, der skulle pakkes... ;-)
SvarSletDet lyder som en rigtig god udlejer. Ved du hvad?? Det er en folkesport at " beklage" sig lidt selvom man rundt regnet har det fint. Klag du bare, det goer vi andre sgi da osse (smil). Sydhavsoeerne er det dejligste sted paa jord, saa nyyyyd det.
SvarSletHej Henriette.
SvarSletHåber du har det godt. Kørte du selv til Nykøbing? Dine vinduer ser så hyggelige ud, jeg er så nysgerrig :-) så jeg kigger ind, hver gang vi kører forbi.
Det er så dejligt med den rare udlejer. Jeg er spændt på, hvordan du får indrettet haven til næste år, du er så kreativ.
Håber snart vi ses, knus Kaja
Kan du ikke blot slette de negative indlæg.
SvarSletDet bliver skønt med stakit nederst i haven, så du kan være privat. Du skal nok få en perfekt have lidt efter lidt.
SvarSletEr det ikke ´for vildt´ at fræse hele græsplænen op, jeg tænker på at der bliver meget at se til. Måske skulle du indtage lidt græsplæne af gangen. Ja hvad ved jeg, under alle omstændigheder må du huske, at jeg kan sende dig aflæggere af diverse.
Hyg dig.
Hilsen Hanne (Århus)
Har lige kigget ned over siden og synes du gør det helt rigtige - og haven bliver flot. Det hjælper på lyset at den thuja eller gran er fældet og det vil gøre livet lettere at få hjælp til haven. Samtidig er jeg glad for at høre at der er hjælp til både utætheder, det ene og det andet (varmt vand når vaskemaskinen skyller!) og så videre. Godt gået, sender de bedste ønsker!
SvarSlet