Totalt overskud mandag. Total hægtet af tirsdag ( migræne..). Og i dag onsdag, ja der har jeg det bare jævnt elendigt! For pokker, hvor det irriterer mig altså. Småallergi. Smerter i arme og ar. Og i hovedet. Og i ryggen efter en nat på en elendig madras. Og med underlige eftertanker af sære og ubehagelige drømme om at være spærret inde!
Jeg synes jeg er en mærkelig en, og med en anstengende uforudsigelighed.
Som et kuriosum kan jeg tilføje, at i går var det tirsdag, dagen før DAT. Sidste uge glemte jeg simpelthen alt om kurset i ren fortrængning, selvom aftalen var at jeg lige skulle ringe for at melde ud om, hvorvidt jeg ville fortsætte. Forrige tirsdag, blev jeg jo syg tirsdag. Også.. Og nu gentager historien sig. Nedlagt dagen før dagen.
Har forsøgt at ringe til min primærbehandler, men uden held indtil videre, for at sætte en stopper for det her. Jeg magter bare ikke så voldsomme smerter på fast ugebasis. Beklager. Ved godt at mange vil skyde mig i skoene, at jeg giver op og ikke bør springe fra af noget, som i sidste ende skulle give mig et lettere liv, men smerterne er mine og ikke andres. De må meget gerne overtage dem..
Jeg kender det alt for godt Henriette, og føler med dig. Tror ikke raske mennesker forstår, hvordan det er, at blive "slået hjem" hele tiden og måtte kæmpe hele tiden for bare at prøve at leve et nogenlunde "normalt" liv.
SvarSletIngen kender dig bedre end dig, og nu ved jeg ikke, hvad det der DAT skulle give dig, som kunne gøre det hele lettere, men jeg ved, at hvis det er med så store omkostninger hele tiden så er det uanset ikke det værd. Jeg tror bare, at "vi" (dig og mig) og sådan nogen som os, bare må konstatere, at det er umuligt for folk at sætte sig ind i vores situation (krop), og uanset deres velmente gode råd, så "parden my French", kan vi altså ikke bruge dem til en skid!! God bedring!
Tusind tak kære ven, det var lige hvad jeg trængte til. Føler mig nemlig som en opgiver her, og det er bare ikke fedt. DAT betyder at jeg ku lære at håndtere de håbløst voldsomme følelsesudsving på en fornuftig måde, og at jeg ville kunne kontrollere dem bedre, så jeg i sidste ende ikke bliver så skide slidt af at være social, MEN... jeg orker ikke smerterne Deborah. Ganske enkelt. De har fulgt mig i så mange år, at jeg kun fokuserer på at få et liv med ro og uden så meget drama. DET giver mig et bedre helbred ved jeg nu, efter sidste sommers oplevelse på Alsøvej. Vi tager valg, og det har konsekvenser. Her er konsekvensen, at jeg hellere vil forsøge selv, med det jeg allerede nu har lært fra DATholdet, at øve mig på kontrol af følelser, end at blive ved med at have smerter, som betyder rå mængder af medicin. Det har kroppen nemlig heller ikke godt af.
SletMange mange knus til dig og rigtig god dag.
Henriette :-)
Først kommer lettelsen over, at du nu slipper for DAT. Bagefter kommer erkendelsen af, at du igen har sagt nej til et enestående tilbud rettet specifikt til borderline-lidende. Det vil du så slå dig selv i hovedet med igen og igen, hvilket er skruen uden ende. Du er SÅ bange Henriette. Bange for forandring og for at kigge indad. Måske er du endda bange for at få det godt, for det er nyt og ukendt for dig. Hvor er det synd, for du fortjener virkelig, et bedre liv.
SletNormalt svarer jeg som jeg tænker i nuet, men denne gang har jeg tænkt grundigt over hvordan.. jeg skal svare på din kommentar Helle. Ikke hvad jeg skal svare, men hvordan. For i visse situationer kan jeg vise en side af mig selv, som er yderst ubehagelig, og det er ikke den side jeg ønsker at skulle hive frem på min blog. Det kræver al min selvdiciplin, at formulere mig dannet og fornuftigt, men jeg prøver så godt jeg kan..
SletDu tror du kender mig. Det gør de fleste læsere vel, og det er ikke så underligt eftersom jeg er en meget ærlig, herognu blogger. Alligevel må jeg sige at du ikke kender mig for fem øre, selvom DET faktisk overrasker mig en smule, med tanke på hvor længe jeg har blogget og hvor meget jeg i perioder har fortalt om hvordan JEG lever med min psyke. Fem år er det blevet til, og ja.. jeg har sgu glemt at hejse flaget i den anledning for netop i april rundede jeg det halve jubilæum. Fem år med mange detaljer og beretninger fra op og nedture OG fem år med skriv om, hvordan jeg hver dag kæmper for at forkusere på glæden. Når jeg kan. Sandt er det at jeg ikke er vild med de store forandringer, men det synes jeg nu nok er velbegrundet på baggrund af de mange jeg har måttet forholde mig til i de fem år, men at jeg opfattes som bange for forandringer synes jeg er virkelig deprimerende, for så har mine skriv faktisk været forgæves Helle... Er der noget jeg IKKE er, så er det sgu da bange! En bange kvinde ville for fanden da ikke efterlade sine unger og flytte til verdens ende, for at få et bedre liv. En bange kvinde ville slet ikke være i stand til at kæmpe som jeg har gjort og er i gang med. At du også fortæller mig at jeg er bange for at kigge indad, er i den grad både provokerende og en kilde til min ellers godt glemte evne til at blive vred, for jeg bestiller faneme ikke andet. Har har i årevis inden jeg begyndte at blogget arbejdet så forbandet meget med mig selv, at en menneskelig pause blev anbefalet. Hver dag kigger jeg indad, og jeg er sikker på at de fleste vil bakke mig op i, at jeg om nogen er god til at kigge indad, og at jeg faktisk har ret så stor indsigt i egne fejl, mangler, styrker, resourser og evner. Fordi jeg er er god til at kigge indad. At du mener jeg er bange for at få det godt, må bero på at du simpelthen bare ikke har fattet en bønne af hvad jeg bestiller her og nu og i det hele taget. Med andre ord.. jeg tilgiver dig din fejlbedømmelse fordi du også har borderline, og dermed selv kæmper med problemer omkring opfattelse af tingene, men jeg føler mig godt nok pikeret over at du ikke mener jeg tør få det godt, fordi jeg har valgt DAT fra lige nu. Hvis du bare ku læse hvad jeg skriver, ville du have fanget, at jeg har valgt at u d s k y d e.. forløbet for en tid. Fordi jeg har haft så meget der har slidt på mig, at ro er mere tiltrængt end terapi. Lige nu... Beklager jeg er skarp, men jeg er desværre både en smule vred og også en smule skuffet over, at netop du udtaler dig om mig, som du gør.
Mvh
Henriette
Jeg kan udmærket forstå, at du er træt - det bliver man! Men helt ærligt - giver de der DAT-samtaler dig så flere smerter - f.eks. flere migræneanfald end ellers? Jeg synes nemlig, frekvensen på din blog ser ret uændret ud, så jeg er faktisk enig med Helle i, at det ikke virker som nogen god idé at stoppe med terapien, "bare" fordi den er svær. Det skal den sgu være for at virke. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor langt det var meningen, forløbet skulle være, men kunne du ikke prøve, om du kunne vende det til - en personlig investering i en bedre fremtid?
SletJeg er ikke borderliner, men ikke desto mindre kender jeg alt til overspringshandlinger - især når det handler om ting, jeg ikke har lyst til! For mig at se bruger du så mange kræfter på haven, at du sørme kan være helt sikker på ikke at have overskud til andet! Du er velkommen til at rive hovedet af mig :-).
Og så har du i øvrigt ikke "efterladt dine unger". De er begge voksne, og det er kun naturligt, at I ikke spørger hinanden, hvor I skal bo, men bare ses i det omfang, der nu engang falder for.
Godmorgen Fr. Møller. Heldigvis har jeg jo ikke for vane at rive hovedet af folk, det er ikke min natur længere... da jeg var ung var mit temperement mere i den retning hehe. Jeg har simpelthen ikke sovet i nat, sådan har det rumsteret i knolden på mig, og det er jo sagen i en nøddeskal. Nå, men forløbet varer ni mdr. Intensivt. Jeg ved at jeg her reagerer virkelig voldsomt, og vi er ude i den her med, at det netop er det værste jeg kan opleve.. at der stilles spørgsmålstegn ved mine valg, fordi jeg så bliver kastet ud i en mængde spekulationer og pludseligt ikke kan finde ud af, hvad jeg selv mener. Terapi er og bliver jo en svær en. Og det er ikke lige nu jeg vil det. Period! Jeg har det godt med haveterapien, det gør mig glad, giver mig overskud, hvilket er en lykke. Smerterne... ja, der virker det som om DAT bliver endnu en tricker fordi det er så hårdt. Nu vil jeg bare slå fast, at det er som det er, og jeg ændrer ikke mening her. Og aehmm... hvem tror du kom kravlende på min hovedpude da jeg endelig var parat til at sove... Jeps, nemlig. Heldigvis ikke den største krabat på planeten, men alligevel. Det virkede som om, den havde besluttet sig for liiiige at markere, efter alle de opslag jeg fik i aftes på FB haha :-) Den fik et ordentlig klask. Dog ikke et klask der fik ordensmagten til at banke på ...
SletDet er ikke fordi jeg skal opildne noget - men jeg tror udmærket Henriette selv ved hvad der er godt for hende. Og er DAT noget skidt og forværrer det hele - jamen så skal man da heller ikke deltage. Hvorfor deltage i sådan noget som i den grad kan forværre ens helbred?
SletJeg har selv to sønner med infantil autisme - nu er autisme noget andet end borderline - men mine drenge kunne ikke være i den skole de kom i - ovenikøbet i en autisme afdeling som skulle være sat sammen til at kunne rumme den type børn - men næ nej den opgave kunne skolen IKKE løfte - de fik det værre og værre - blev mere og mere indadvendte og vrede - hvorfor skulle de skal gå i skole? - nej vel - jeg har givet dem troen på livet tilbage ved at lade dem gå i "skole" hjemme - idag har de begge udviklet sig til at glade for livet - at kunne omgive sig med de ting der gør dem glade - det er vel en del af livet - at man har det godt med de ting man gør hver dag.
Det jeg vil sige er, at jeg udmærket forstår Henriette og at hun har truffet det valg at DAT ikke er noget for hende. Jeg glæder mig over at det går fremad for dig Henriette og at du hygger dig med de ting du omgiver dig med.
mvh
Ina
Hvad er det med de smerter og din migræne? Har du tænkt over, hvorfor de kommer og hvornår? Hvad de er tegn på? Har du tænkt på, at det at flytte ofte og at drømme om et nyt og bedre liv end det man har ikke nødvendigvis er at vise mod. Det kan jo også være en flugt, fordi det gør for ondt at se tingene i øjnene, der hvor man er. Du er åbenbart for sårbar til DAT lige nu og kunne have glæde af jeg-støttende hjælp, som jeg håber, du får. Det er ret tydeligt, at du bliver vred, når du møder kritik, men nyder det sædvanlige rygklapperi.
SletHvor er det dog "berigende" altid at læse kommentarer fra Frk. Stork og co....
SletFra en rygklapper som også sætter tingene på plads i haven!
Kh til Henriette.
Kirsten
SOm du slev skriver, så har alle valg konsekvenser og det er din ret som menneske at tage dem.
SvarSletSå - få det bedste ud af denne forrygende Aprildag :)
Tak Miri :-) Den sidste aprildag kom og gik, og jeg håber at den første dag i maj, bliver som jeg bedst kan lide den.. med godt helbred hehe
SletDu skriver at du har lært noget af DAT.
SvarSletEr det muligt at du skal have ro for at kunne bruge det (før du eventuelt bliver klar til at gå videre)?
Hvis det er tilfældet opgiver du jo ikke, men tager en klog beslutning, om at skabe den nødvendige ro.
Det er i høj grad muligt Tante. Det kræver tid at bearbejde ting som er tunge, så det gør jeg nu :-))
SletDen tid og de smerter og den læring du allerede har været igennem kommer jo ikke hårdtslående tilbage.
SvarSletSå et stort tillykke herfra med at du nåede så langt som du gjorde, lige oveni et år med to flytninger, og en sølle/perfekt sommer. Næste gang du prøver når du længere endnu.