Fredag aften i naboens have, eller.. hvordan jeg har fået mig en tro følgesvend

 

 

 

Som før nævnt har jeg en meget gavmild nabo. Igen. Først havde jeg min reservemor Viola, som stadig er savnet og elsket, men heldigvis også stadig er i mit liv. I april flyttede Majbritt ind med husbond, hund og et væsen, jeg beundrer allerede. Hun er både sej, frygtløs og varm i eet. Og utroligt nok, selvom vi er som ild og vand gider hun mig godt, hvilket jeg har undret mig lidt over, for jeg er jo om nogen, ikke særligt outgoing for nu at sige det sådan, men jeg har hurtigt fanget, at netop her i denne gade, og på denne plet er det et plus at have en god nabo. Her sker altså et og andet, som ikke altid tåler dagens lys, og jeg kan godt få en form for utryghed nogle gange, når jeg sidder i mit lille dukkehus med stuer, der nærmest ligger på fortorvet og fremmede, der stadig går i min have om natten, så ja.. en kvinde af naboens kaliber er en gave.

 

Og nu det her med frygtløse væsener..

 

Ham Holger min kat, han er også frygtløs på sin egen detkanjegdaikkehidsemigopover måde, så da jeg i aftes klædte mig i røjser og jakke for at gå i naboens have efter sensommerguld, ja så gik Holger med. Og der kommer frygtløsheden ind, for naboen har jo en hund. En sød og mild en af slagsen, men ikke desto mindre en hund som er GRANDE siger jeg jer. Det kan Holger bare ikke lige hidse sig op over, og da han jo ikke vidste at førnævnte hund var på gåtur, synes jeg det er ret imponerende at han fulgte mig lige i hælene, rundt i vildnisset derinde. Jeg mener.. HAN ku jo ikke vide at hundebassen var af vejen vel.

 

Det var først da regnen begyndte at sile ned, at han forsvandt. Våde poter er jo ikke liiiiige det fedeste når man er kat. Efter endt rov, fandt jeg ham liggende på den gamle stige (også fra naboens gemmer), og senere efter grundig undersøgning af mine fund og fri leg med grene og blade, endte vi sammen i min nye udestue. Helt stille puttede vi der til lyden af trommende regn på taget, med duften af friskt løv i næsen og synet at syregrønt overalt i gården, der nu igen lever efter en lang tør sommer.

 

( her er samlet ind til en sensommer dekoration bland andet )

 

 

 

Og ja.. han er søreme begyndt at opføre sig som kat!

 

Nu bliver han ofte set spæne.. Ja gu. Spæne siger jeg. Rundt og rundt og op i træer og ned igen, efter usynlige fjender og raslende blade og nedfaldne grene. Det er en fryd at betragte ham, som han leger farlig tiger og tumler rundt i græsset. For slet ikke at tale om, at hans interesse for mine havegerninger er enorm. Altid er han lige i mine fodspor og skal være med, altid mener han det er lige lovligt som jeg giver planter og vækster opmærksomhed, når nu han ligger lige her for min fødder og slanger sig. Med sit bløde pelsede maveskind blottet, og alle fire ben strakt ud i alle verdenshjørner.  “Så læg da den tingest væk menneske, kan du ikke se at jeg er meget dejligere end det der dims du roder med? Hva hva hva??”

 

Jo jeg tør efterhånden godt indrømme at jeg knuselsker den lille fis. Det gør jeg altså. Vi hygger os, og især elsker HAN mig, når jeg har købt lakserester i netto. Hehe. Når han sådan har fået, hvad han mener tilkommer ham af den fedtede fisk, ja SÅ er der dømt fredagshygge over hele linien.

Forresten håber jeg at få råd til et halsbånd med navneskilt til ham en dag. For her ER altså mange vilde katte, og ligeså mange kattehadere, så jeg vil gerne signalere til byens beboere, at her er en kat der er mærket og IKKE vild. Tænk hvis nogen var ond mod ham..

 

 

 

 

Og i dag.  Er Holger igen at finde et sted i haven, aldrig langt fra mig eller en blød stol, og selv vil jeg gå i køkkenet og sylte grønne tomater. Og noget med æbler. Hvis jeg kan tage mig sammen..