Det skal nok gå.. giv mig bare lige et par dage

 

 

 

 

Intet her i livet er stationært. Et faktum, som jeg stadig i visse situationer kæmper med, at forstå med den del af hjernen, som løber sine egne vegne. Den anden del HAR lært det. Det er vist nok den del, som også har at gøre med rationel tænkning, men jeg er ikke sikker.

 

Fredag fik jeg igen brug for at tænke rationelt, men det skal jeg nok lige bruge et par dage på, for lige nu er det allersværest bare at forstå. Og acceptere. Jeg fik nemlig en besked, som igen igen igen igen, vender op og ned på min hverdag, og ærligt talt .. nu var den ellers lige begyndt at fungere rigtigt fornuftigt. Økonomisk.

 

Vi skal helt tilbage til dagene, hvor jeg havde status af hjemløs. Tílbage til søde mennesker, der var fulde af støtte og løfter om bedre tider, medsamt hjælp til at nå dertil. Dengang måtte jeg acceptere, at jeg endnu engang skulle låne penge, for at kunne få en bolig og få flyttet mine ting. Så langt så godt. Sød dame fra dengang lovede, at den sum ville ryge i samme pulje som der, hvor min skattegæld lå og på den måde skulle jeg godt nok afdrage længere, men så kun med det samme ene beløb som var aftalt med skat.

 

Bum bum bum

 

 

Nu viser det sig, at jeg af uforklarlige årsager ikke endnu har afdraget een krone af beløbet, OG at jeg ikke kan få det lagt i skattesækken. For nu to år siden ringede jeg ellers rundt fra Herodes til Pilatus for at finde ud af, hvad der foregik med den sum, men ingen kunne komme med et klart svar. Jeg talte med SÅ mange statsansatte og forklarede og tegnede. Det endte blindt. Ingen vidste, hvad der skete hvor eller, hvem der havde med lige min ydelse at gøre. Nu sidder jeg så her. Med en gæld jeg troede jeg havde afdraget på i minimun tre år inden jeg blev insolvent, men deeeeeet ser ikke sådan ud. I stedet hedder det nu afdrag af fastlagt beløb. Eller nedsættelse af pensionen.

 

Jeg har klaret mig før, og jeg kan gøre det igen. Skal bare lige sluge den kommunale kamel, som handler om højre og venstre hånd, der ikke arbejder sammen. Damen der lovede mig noget, er der selvfølgelig ikke mere, og hun ville sansynligvis heller ikke kunne huske lige min sag fire år tilbage. Mandag prøver sød dame fra Lolland kommune at få KK i tale endnu engang, for at se om de kan tales til fornuft, men jeg har IKKE store forventninger der.

 

Billedet i dag viser noget jeg var begyndt at gøre mig i. Frisk frugt. Blandt andet på min morgenmad ind i mellem. Det, og en del andet luksus skæres væk fra på fredag. Kan man vænnes til kan man også vænnes fra tænker jeg. Forskellen mellem frugt eller ikke frugt kan groft sagt gøre i de 300kr jeg nu får skåret fra hver uge.

 

 

Jeg sover bare lige lidt på det.

 

 

Og PS:  jeg glæder mig nu endnu mere over, hvor fremsynet og dygtig jeg har været i november og december. Der har jeg nemlig handlet nedsatte frø på nettet, så haven kommer ikke til at sygne hen. Især har jeg handlet ind så der kan etableres køkkenhave, og hvilket held er det ikke lige nu, og naboen har arvet et drivhus, så NU skal vi faneme til at producere lager til næste vinter. Nemlig