Jeg ved det ikke. Ingen af delene vel, for det er hjernen jeg taler om. MIN hjerne. Den er helt i udu nu, og jeg har ikke engang lyst til at overveje årsag og afhjælpning. Det eneste jeg har lyst til er at glo eller sove, så det holder jeg mig til, imens jeg i hemmelighed stiller spørgmål til det store intet om, hvad det hele skal til for. Hvad er det, som driver mig til at stå op og gå videre hver dag? Lige nu aner jeg det ikke, og jeg er også ligeglad. Man kan vel sige, at pelsdyret lige nu er grunden til, at jeg i det hele taget STÅR op. Han er så sød og kærlig, at han fortjener mad og kæl. Dog har jeg det sværere, når han med piv og miv insisterer på at vi skal lege… Jeg har bare ikke lyst, men han får sin vilje i ti minutters tid. Vi flår i hver sin ende af bånd og snore, og han er en meget snu og farlig tiger, der jager sit bytte.
Hver dag tvinger jeg mig selv til at gøre enkelte ting i normalitetens navn. Jeg SKAL hækle lidt. Eller strikke et par runder. Det tager tre gange så lang tid, fordi jeg hele tiden glemmer hvad jeg er ved. Hæklenålen er tung som en brosten. Jeg vander mine blomster og får tømt opvaskemakinen. Ser nyheder med vejret klokken halv syv. Sådan har det været noget tid, selvom jeg ikke har ladet det sive igennem herinde før.
Årsagen er sløret. Og jeg evner ikke at analysere på vinter, vejr, medicindoser eller hvad har vi. Faktum er, at tordagens falliterklæring har slået mig helt ud nu, og hvis ikke jeg var træt og loren ved hele det skide liv før, så er jeg det nu. Hvad pokker nytter det hele? Når man går rundt i hussarest uden fodlænke? Ikke lever ordentligt?
Med det spørgmål hængende over hovedet, er det meningsløst at så frø feks. Så bortset fra klokkeranken jeg allerede har sat igang, gør jeg ikke noget ved det. Orker ikke. På samme måde er det med kontaktpersoner og andre væsener omkring mig. Jeg orker ikke. Lad mig være og gå væk!
Tænker jeg.
Jeg siger det ikke højt og I ved jo alle, at hvad jeg skriver her er en hemmelighed, så ingen behøver vide, at jeg igen er havnet i en kasse med mos. Hjernemos.
Det går vel over. Som altid. OG så rejser jeg mig endnu engang. Uden at ane hvorfor.
Så er vi fandeme to og den mos burde fandeme skamme sig.. Min aften er virkelig tung og det har sku betydet nogle tåre og samtidig en enorm tomhed og skod tanker.. Prøver trække mig selv op igen, men intet virker i disse dage.. øv..
SvarSletSender en masse varme tanker og kram til dig.
Og drømmer om at foråret snart kommer til os..
Knus <3
Mange tak og jeg sender dem videre og tilbage til dig, så også du snart får mere mod og energi igen:-.) Mange knus og kram
SletÅh nej altså... Det er sgu da ikke i orden at du lever sådan.
SvarSletJeg har i nogle fejlede forsøg, prøvet at tale til styrken og oprøret i dig - og jeg får lyst til at gøre det igen, men du er vist for skrøbelig. Desværre.
Gid du kunne tage lidt mere styrke på dig, så du ikke fortsætter i den svageliggørelse af dig selv. Det bliver desværre så let at læne sig op af diagnosen, og det bliver så let at gå med sundhedsstyrelsens "parkering" af mennesker med potientale, fordi der ikke er råd til at følge mennesket derhen hvor der er styrke: At tage valget om at styrke sig. Klare sig, og sit selv.
Det kan mennesker godt. For nogle årtier siden kunne vi, for nogle århundrede siden kunne vi endnu mere, men samfundet er desværre sådan indrettet at der ikke er råd til andet end at bilde folk ind at de skal følge deres diagnose. Tænk hvis vi opdagede at vi faktisk kunne selv!?
Håber at du med tiden slipper svageliggørelsen.
Jeg vil lige på forhånd fortælle til dig, og dine faste støtter: Ja, jeg HAR, og er der selv. Jeg har en diagnose, som ville få selv Henriette til at blegne. Jeg fravalgte at systemet skulle tage magten over mig, og tog den selv - det er den mest effektive medicin jeg har prøvet.
Take care <3
Kh. T.
Jamen til lykke til dig. Har du en blog man kan følge og evt diagnose? Hvad er værre end eksistentiel angst og meningsløshed, der kommer pludseligt og uforudsigeligt? Usikkerhed på egen identitet og grænser? Utryghed ved andre mennesker og hertil ofte dårlige erfaringer? Det er ikke offergørelse eller selvmedlidenhed Henriette beskriver her. Det er levet liv i en evig kamp mod alt det, der kan vælte et sårbart sind.
SletHvis du har gode råd på et mere konkret plan så giv dem. Resten tror jeg kun, at du selv har glæde af.
;-)
SletT.. jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg selv kan gøre mere. JO, jeg kan en dag måske få mod på at tage fat på behandling igen, men indtil da ved jeg ikke.. Jeg vil også rigtig gerne vide, hvad du fejler og hvordan det er du helt konkret har grebet i egen barm, for seriøst.. det ville være skønt med noget der virker. Jeg gør det jeg kan. Forsøger år efter år, at få det bedste ud af det liv jeg har, tvinger mig selv til hver eneste dag, at i det mindste prøve at se positivt på tingene. Prøver at elske de små glæder. I dag er jeg nærmest nået dertil, hvor jeg spørger mig selv om jeg nu også har brug for at strikke længere.. Jeg mangler jo ikke. Jeg er i den grad forandret. Til et menneske jeg ikke kender, og jeg fortvivles over det til tider. Og jeg spørger mig selv, hvor længe skal man gide tage en dag mere som det er? Nå, men det var egentlig ikke det jeg ville, jeg ville såmænd bare give Helle ret. Ku man få lidt mere infor at gå efter? Det ville være rart, hvis det var konkrete erfaringer der kunne bruges til noget. Mvh :-)
SletHva' sku' det hjælpe, at Anonyme ovenfor i detaljer lukkede jer ind i sin (syge)historie? Det, du kan bruge til noget, Henriette, har hun jo allerede 'sagt', nemlig at det hjælper at krænge sin offerrolle af sig. Faktisk er vi flere, som i flere overgange mere eller mindre tydeligt sagt har foreslået det samme; men du læser det ikke, Henriette. Det er ellers et probat middel til at få det bedre - ikke perfekt, for et liv uden problemer findes ikke, hvis livet bliver langt nok.
SletNår jeg har været herinde at kommentere dine indlæg har jeg hidtil diplomatisk, synes jeg, prøvet at skubbe lidt til dig, men forgæves. Som Anonyme anfører findes der mange mennesker med problemer større end dine, og om man får et godt liv eller ikke med sygdom og andre udfordringer afhænger af, hvordan man i det lange løb forholder sig til dem. Derfor siger jeg i aften lige ud, at nu hænger jeg ikke på mere og siger derfor farvel samtidig med, at jeg selvfølgelig håber inderligt for dig, at du snart får det skub, som virker.
Med kærlig hilsen
Jytte
www.danishknitdesign.com
Det er helt fint Jytte. Ofte føler jeg heller ikke at jeg bliver "læst", så det er sikkert et godt tidspunkt du hægter dig af på. Her skal man ikke komme, hvis man kun vil det nemme. Det sørgelige er nok mest, at jeg ikke formår at formidle at jeg IKKE føler mig som offer! Det er slet ikke en følelse jeg går rundt med. Alligevel er det åbenbart sådan jeg fremstår for nogle læsere, hvilket er forbandet. Der er forskel på at have perioder med træthed og tanker om formål, og så på at være et offer. I min verden er et offer en, som giver andre skylden for alle elendigheder og som ikke tager ansvar for sig selv. Jeg tager alt det ansvar jeg kan, for det liv jeg nu er i, og er gået videre efter det som ikke lige var mine egne valg, MEN... jeg KAN ikke tage ansvar for min hjerne. Jeg kan med rette og god samvittighed sige at DEN kan jeg ikke gøre for. Det er IKKE min skyld, at jeg er udstyret med de funktioner den har. Og DET fortvivles jeg over. Ikke hver dag, men med jævne mellemrum. Og ærligt talt.. det vil jeg ikke hverken undskylde eller skamme mig over. Jeg har arbejdet med den i årevis og har taget store skridt frem,men endnu orker jeg ikke at gå videre med det.
SletAlt vel
Henriette
Det her beskriver meget godt forbandelsen ved Borderline. Umiddelbart kan Henriette virke stærk, velformuleret, klog mm, men skrøbeligheden ligger lige under overfladen. Det giver forventninger til os med lidelsen, vi ikke kan indfri på længere sigt og ofte bliver vi svigtet og forladt af samme grund.
SletMed årene kan de mange tab føre til isolation og manglende tillid til andre mennesker.