05 april 2015

Det er simpelthen for latterligt Henriette!

 

 

 

 

Acceptér din skæbne. Din situation. Tingenes tilstand. BLAH!

 

 

 

Det siger jeg til mig selv ret tit, og mange har sagt det gennem tiden. Det bliver også sagt til alle andre, hvis liv ændres makant og uigenkaldeligt. Det tager sin tid skulle jeg hilse at sige, og noget er lettere at acceptere end andet. Jeg har accepteret en masse siden ‘99, men een ting er simpelthen SÅ åndssvagt, at jeg bare ikke har kontrol over de følelser der dukker op, når noget kikser. Jeg bliver frustreret, rasende, og evigt træt af mig selv.

 

IMG_4552IMG_4554

 

Forleden mødte jeg Majbritt på fortorvet. Det viste sig at vi begge havde tænkt samme tanke. Om at mødes i påsken til en lille bitte frokost. Bare hygge, slappe af, sladre og få en æggemad. Enkelt og ligetil. Åbenbart ikke skulle det vise sig. Søndag blev dagen, og her til morgen aftalte vi at tre-tiden var et fint tidspunkt. Jeg bagte kage og kogte æg til salat i formiddags, af indkøbte varer hentet i løbet af ugen. Helt afslappet og ret hyggeligt faktisk, og næsten som i gamle dage, tussede jeg rundt i køkken og have til ved et-tiden. Da begyndte jeg at mærke trætheden, så jeg pakkede sammen, og gik ind for at hvile mig lidt. Ringede og forberedte hende på, at jeg lige måtte sove lidt, og at tidspunktet nok blev en smule forrykket. Ingen ko på isen med det.

 

Klokken fire vågnede jeg op. FULDSTÆNDIGT smadret. Efter en søvn fyldt med det vildeste mareridt om stress, ikke at kunne nå i bad, om at blive forstyrret af mennesker, der hele tiden gik ind og ud af mit hus, om tøj der var væk og smerter alle vegne. Smerterne trak jeg med mig ud af drømmen, og jeg måtte ringe for at fortælle at jeg havde sovet for længe, og at jeg var helt forvirret. Majbritt med det allerede fint dækkede frokostbord, foreslog at vi udskød til i morgen, og jeg måtte sige ja med både dårlig samvittghed og en undren over mig selv. Hvad pokker er det her for noget? Nu sidder jeg i min sofa med endnu mere ondt i kravebenet, hovedpine og udmattelse. Og fatter ikke at noget så simpelt kan være så svært. Et stykke mad med mennesker jeg ser nærmest dagligt! På ære, jeg har virkelig ikke hverken stresset eller bekymret mig om vores aftale. Overhovedet. På overfladen åbenbart.

 

Iøvrigt..

 

Jeg har afleveret halvdelen af kagen til dem. Jeg tør ikke være alene med den..

IMG_4588

Resten nyder vi sammen i morgen. Den bliver kun bedre af at stå. Dog synes jeg ikke de skulle snydes for en godbid i dag.

 

 

 

Som efterskrift kan jeg bare indskærpe til alle derude i verden. LAD VÆRE MED AT LEVE ET LIV MED NEGATIV STRESS. Går det først galt kan det få livslange og kedelige konsekvenser. Det er ikke løgn når der skrives om stress og effekt. Hvilken baggrund, der er årsag til stress er uden betydning, det “færdige” resultat bliver det samme. Hvis ikke man stopper i tide. Nu er det efterhånden mere end 15 år siden, jeg første gang fik hæftet stress på mit visitkort. De efterfølgende år passede jeg ikke på. Lyttede ikke efter. Ignorerede tegn og signaler fra krop og sjæl. Af praktiske grunde, af frygt for forandring, og i tvivl over egne evner.

 

Som et spøgelse svæver konsekvenserne evig og altid bag mig. Gør alle dage uforudsigelige trods det, at jeg har bedst af det modsatte. Og inden nogen skulle få den impuls, at springe til tasterne og skælde mig ud for at være selvmedlidende og trættende at høre på, så NEJ.. jeg skriver ikke dette fordi jeg har ondt at mig selv. Det har jeg ikke. Men jeg er godt gal i skralden. Fordi jeg ikke hørte efter i timen dengang. Fordi jeg ikke troede på de erfarne. Jeg er frustreret når jeg mærker, hvor urimeligt lidt i social sammenhæng jeg nu kan.

 

 

For det ER urimeligt lidt.

 

 

Det er rent ud sagt latterligt.

 

IMG_4556

5 kommentarer:

  1. Jeg forstår fra bunden af mit hjerte hvordan du har det - og jeg ved hvor frustrende det er, at blive stresset over at naboen kommer og ringer på.......
    Men du er åben omkring det, og tror din Nabo er helt med på, hvad der sker med dig.
    Sender lige et stort kram herfra <3
    Lene

    SvarSlet
  2. Du kæmper dine kampe i et godt netværk p.t. Er sikker på at Maibrit ikke syntes at det er latterligt. Du dukker nok op igen i morgen, med stolte Holger ved din side. Kram og kærlig hilsen Mayer

    SvarSlet
  3. Hvor godt at du deler. Tak for vinket med vognstang! God aften og den kage ser lækker ud!

    SvarSlet
  4. Kære Henriette.
    Jeg ved lige hvordan du har det! Er selv ramt af alvorlig stress og svær depression, efter at have været i 2 jobs med det mest afskyelige arbejdsmiljø. Skrækkelige chefer og kolleger som var totalt kuet. Det knækkede mig totalt . Er dog begyndt at deltage i en lille smule socialt. Ikke for tit og ikke mange timer af gangen. Når jeg har været ude, er jeg helt ødelagt bagefter. Tænker hele tiden på om jeg nu kom til at sige noget forkert, og var jeg nu pænt nok klædt på osv. Faktisk siger jeg nærmest ingenting af frygt for at dumme mig, eller sige noget forkert. Kan heller ikke tale med om rejser til alle mulige spændende steder ( alle andre mennesker rejser tilsyneladende HELE tiden?) min pengepung er meget slunken, får sygedagpenge, og det bliver man altså ikke rig af! Så der er ingen rejser, biografture, restaurantbesøg på mit budget. Så der er heller ikke så meget at snakke med om, når jeg er ude blandt andre. Ingen gider høre om depression og stress, og om hvor syg man i grunden bliver, når det rammer. Og det er ikke noget jeg har lyst til at tale om. Når jeg en sjælden gang har været social, sover jeg rædsomt , vågner med mareridt og er fyldt med mindreværd og angst.
    Det er noget rigtigt øv. Før i tiden var jeg en total festabe, sjov og glad, og var ligeglad med hvad andres mening om mig var. Det blev fuldstændigt smadret af tåbelige og psykopatiske chefer. Men jeg kæmper og håber på at tingene bliver lettere med tiden. Og håbet er lysegrønt!
    Fortsat god påske

    SvarSlet
  5. Jeg har lyst til at sige her, at der er stor forskel på mennesker og diagnoser. Stress er noget helt andet end Borderline og skal som sådan også tages meget alvorligt. Når du, Henriette, føler dig stresset og føler ubehag, er det ikke det samme som stressramte og stresssyge mennesker oplever. Jeg tror, at det er vigtigt at skille tingene ad, for at finde en god lindring og behandling. Det er hårdt og belastende at have Borderline, men vejen frem er at lære strategier til at udholde svære følelser og overkomme dem. Stress kræver helt andre strategier.

    SvarSlet