Så kom en anden rolle lige forbi

 

 

 

 

Alt er godt her i det lille dukkehus. Ok, inde i huset er der mere beskidt end man tror muligt, men der må prioriteres, og der har været vigtigere ting at bruge kræfter på. De sidste par uger har jeg været optaget af en helt ny rolle, og derfor har også min virtuelle verden været skubbet i baggrunden. Det er som det skal være. Når livet rammer.

 

 

Jeg har blogget i årevis om min tilværelse, med dens tilsnigelser af godt og ondt. De “onde”/svære tilsnigelser har trukket tænder ud, men er der een ting jeg med streg under kan sige, så er det at jeg er blevet hjulpet SÅ meget på vej, fordi der har været kærlige og gode mennesker om mig. Det er en gave at opleve den slags, og ikke en af den slags man bare kan tage for givet. Alt dette fine til trods så er det modsat, hvad nogen måske tror, IKKE let at være i en situation, hvor man kun kan tage imod. Det lyder let nok. Og fedt ik..  At nogen kommer og gør ting for en. At modtage kontanter og ting for at kunne klare sig, og det ER det også i det øjeblik for den form for hjælp har været nødvendig, men det er alt andet lige SÅ meget mere rart, at kunne klare sig selv.

 

 

Nå, men jeg har efterhånden lært at tage imod uden skyld eller skam, og jeg er hver dag bevidst om, hvor heldig jeg er med al den varme, der omgiver mig. Jeg tager det ikke for givet og bliver altid lykkelig og benovet over det, som gives mig. Jeg er også ofte bevidst om, at jeg ikke er i stand til at give tilbage…

 

 

Forleden røg denne besked afsted til mig:

 

Og ja, jeg har en tid været i en situation, hvor jeg stik mod alle odds har kunnet hjælpe, og det har glædet mig enormt. Jeg er træt ja, men ikke så træt at jeg trækker mig, og heller ikke så svagelig, at jeg stopper med at være støttestativ. Der er brug for mig og jeg har gjort en forskel simpelthen fordi, det gør anstændige mennesker. Hjælper hvis det er muligt.

 

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg har været vidne til et menneskes langsomme og sikre opløsning, og til sidst gik jeg ganske enkelt ind og besluttede nogle ting. Nu er der lys for enden af den mørke tunnel igen, og for at være helt ærlig er jeg så lykkelig på min nabos vegne, at det ikke kan beskrives. Faneme om jeg bare kan sidde passivt og se til. Måske især fordi hendes situation i uhyggelig grad er en kopi af min egen for fem år siden, og DET har været det værste faktisk. Et uhyggeligt og smertefuldt deja vu på visse punkter.

 

I øjeblikket deler jeg alt, hvad jeg har med hende, indtil hun igen er på fode. Jeg har kontaktet de mennesker, der skal kontaktes. Har hjulpet med eletroniske mysterier og slået fast at jeg er her, og at jeg ingen vegne går. Tryghed og sikkerhed fremfor alt.

Når jeg sådan fortæller dette her, så er det ikke så meget fordi jeg angler efter ros og ihh hvor er du bare fantastisk, nej det her skriver jeg fordi jeg faktisk er vanvittigt stolt af, at jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg KAN det her. Det er MIN sejr, efter hårde år. Tænk engang.. jeg har menneskeligt overskud igen. Måske ikke i samme grad som ønsket og som før, men jeg er sgu da så meget bedre til sinds end for bare et par år siden.

 

HEP!

 

 

Og ikke et øjeblik er jeg i tvivl om, at det ene og alene skyldes at jeg selv endeligt har fundet en base, hvor jeg er tryg og nu føler jeg kan blive. Jeg har lang vej endnu, og netop i dag har jeg været til den indledende samtale på psyk i Maribo. Jeg har taget et skridt mere, hen mod mere frihed fra sindets mørke krinkelkroge. Jeg forsøgte godt nok på alle mulige måder at undslippe i morges. Havde en halv millard gode undskyldninger for, hvorfor det ikke skulle være lige nu alligevel. Annelise var bare hård som granit. Så vi kom afsted. Det er nemlig min støtte i hverdagen. At jeg har Lizette og Annelise, som holder øje med mig. Og sådan går det til, at jeg nu kan give min tryghed videre og være den, der holder øje med et andet menneske.

 

 

Det er en ganske dejlig fornemmelse.