Snapshots fra ugen der er gået

 

 

 

 

Alt er stadig godt, jeg går bare og trisser rundt og lader mig selv være slap i koderne. Det går heldigvis fremad hos naboen, selvom hun oplever præcis den samme rigide opførsel fra de instanser, som egentlig burde være hende til hjælp, - som jeg selv gjorde i sin tid, men så er det omvendt SÅ skønt at opleve, hvordan hun også oplever præcis samme effektive og altfavnende assistance fra de mennesker, som har hjulpet mig hernede.

Jeg kan kun slå alle næser til blods, som sidder i ansigtet på de mennesker, som tænker og taler dårligt om Lolland. Jojo, det kommunale personale rummer fatalt fejcastede eksemplarer, men sådanne sidder der allevegne, her ER bare også mere rummelighed. Dog er det sgu trist, at det er nødvendigt med en hjælper til at tage de kampe, der bare slet ikke skulle opstå. Et fuldstændigt oprørende eksempel ser sådan her ud:

 

 

Et borger henvender sig til borgerservice. Af grunde, som for den ansatte er irrelevante og uvedkommende, står borgeren nu en desperat situation. Foruden andre nødvendigheder der er fjernet, er der nu ingen telefonforbindelse og intet internet. Der kan modtages beskeder, og via andres net kan der læses mails. Så langt så godt. Der opstår nu de to problemer, at meddelser fra det offentlige og a-kasse i vore dage lander elektronisk i E-boks….  og en misforståelse fra banken har låst nem-id koderne……..

 

Med andre ord, kan denne borger nu hverken læse eller besvare vigtige beskeder, så eneste mulighed er at møde op hos   B O R G E R S E R V I C E  , for at få dem til at hjælpe med de praktiske ting i forbindelse med den elektroniske post. Uanset om man fatter den ubehagelige og også ydmygende situation eller ej, så er det virkelighed for mange danskere, og her sker der så det. at damen i borgerservice i første, anden, tredje OG fjerde omgang nægter at hjælpe. Hun bliver på den mest nedrige facon ved med at påpege, at det i dag er borgerens egen opgave at kontakte diverse instanser via omputer. I mellemtiden når borgeren der allerede er lagt ned menneskeligt, næsten at miste fatningen.

 

En lang historie kort..

 

Først efter en opringning fra en nu personlig bostøtte, begynder det at rykke. Og så har jeg slet ikke nævnt lovede penge fra A-kassen som alligevel ikke kommer, og en ansat på jobcenter, der nægter at tro på at en jobsamtale er aftalt på en fastlagt dato inden for nærmeste uge. Et forslag om selv at ringe op og tjekke om det har sin rigtighed bliver afvist.

 

Man bliver så træt.

 

Og da jeg selv har været der, ved jeg HVOR træt.

 

Min bekymring er lige nu allermest, om helbred og hjerne kommer igennem uden mén. Og det er ikke mig jeg mener..  Indtil videre fortsætter kampen, i morgen er det hverdag igen og med den kommer personalet igen og besøger de to skøre damer i Vestergade, og i dag har jeg søreme jensme og guddødemig lavet pizza til os to. Naboen og jeg.

En halvdel til os hver..

 

 

Meget andet kunne jeg berette om stort og småt, men dybest set sker her ikke det store. Jeg tager mine runder i haven morgen og aften. Det gror derude. Holger er fortsat noget af et særtilfælde, og så har jeg også stadig morderligt ondt i arme og skuldre. Alt er som det plejer og som det skal være og ve I hva…

 

Noget siger mig det alligevel går bedre en længe, for forleden på psyk fik jeg taget mit blodtryk og sygedamen var himmelfalden over det. Jeg har nemlig så normalt og sundt et blodtryk, at det virker helt forkert i lyset af, hvad der foregår inde i mig og rundt omkring mig.

 

 

HEP!  siger jeg bare og nøjes med billeder for resten:

 

Her sidder jeg på mine træstammer og kigger på:

 

Og så er der jo det her:

 

Nogen smider sig alle de steder man ikke må:

 

 

Og..  i morges sad jeg her:

 

- kiggede på den her oven over min køkkendør

- strikkede videre på det her:

 

- for nu er det her nemlig færdigt:

 

 

Som I ser er alt som det plejer og skal være. Heldigvis. Og til de af jer, der er med helt herned til bunden af indlægget, TAK. Fordi I følger med og er derude.