Intervaltræning skulle være så sundt siges det

 

 

 

Lillemis sover i sin kasse, så nu er der lidt tid til at opdatere her. Alt går godt, der er kommet en vis orden på mine dage, hvilket reelt har manglet i årevis, så på den måde lærer jeg noget nyt her. At planlægge forud, og at gøre ting på fastlagte tidspunkter. På andendagen kører det nogenlunde sådan her:

 

Jeg står op og Herman er topklar til nye oplevelser

Iøvrigt tror jeg han er ældre end antaget, bare meget lille af sin alder. Hans adfærd er uhyggeligt lig den de fire killinger, jeg passede forrige sommer havde, og de var otte uger. Han vakler ikke halvblindt rundt, men spæner i fuldt firspring ud over stepperne. Han er frygtløs og hopper ned alle vegne fra! Han har IKKE nok i sin killingemælk, men æder løs af Holgers mad, hvis ikke jeg stopper ham. En flue, et par krummer og en enkelt frynse fra et tæppe ryger også ned på vejen til og fra.

Herman har derfor fået egen tallerken, og minimad er indkøbt her til formiddag.

 

 

Da lille Herman ingen mor har til at vise og lære ham ting, gør jeg det i stedet så godt jeg kan, og derfor har han nu lært at gå i kattebakken. Jeg begyndte med at sætte ham op i den, og skrabe rundt i gruset med en ske. Ikke længe efter begyndte han at tisse i den og skrabe med poterne. I dag har jeg nogenlunde styr på, hvornår han vil på toilettet, og så sætter vi os og venter til han bliver helt fokuseret med stift blik… Der er bonus og alle klapper.

 

Herman har heller ingen mor til at vaske ham så jeg gør det, at jeg tager ham op og “slikker” hans pels og poter med en fugtig vaskeklud. DET synes han er sååå kedsommeligt, langt sjovere er det hvis han kan få samme tur af Holger. Så leger man nemlig så godt imens:

HOV! hvor skal du hen?

 

Og så er der Holger. Søde tålmodige Holgerbasse. Han har været ungkarl så længe, at han ikke helt har styr på det der med små killinger. Som med mennesker tager det tid for rigtige mænd, at vænne sig til et andet tempo og andre rytmer, men på kun to dage har min store hankat ikke kun accepteret Hermans tilstedeværelse, han ved også at han stadig er numero uno.

 

Nu det her med intervaltræning som jeg nævner, er nemlig også til Holgers fordel. Når lillemissen sover, hvilket han gør sådan ca med halvanden times mellemrum og i et par timer, så har vi vores egen tid, Holger og jeg. I sovetimen sørger jeg for enten selv at slumre, være huslig eller gå i haven. På denne tid af året gider Holger ikke være ret meget inde, så hans dag er ikke lige nu særligt præget af forandringer. Jeg står op og fodrer de to pelse. Så er der legestue og Holger forsvinder ud i gården, som han altid har gjort iøvrigt. Når det er naptime, tager jeg træskoene på og så går han og jeg vores sædvanlige morgenrunde for at klippe snegle, nusse på maven, finde græsstrå at lege med, rette på blomsterne, og hvad vi ellers kan finde på. Når jeg går ind i huset igen lægger han sig til at sove..

Sådan er dagen allerede nu tilrettelagt i intervaller. Babytid. Mortid. Have og Holgertid. Han er ikke glemt nikkenej. Når jeg sidder udenfor kommer han og lægger sig til rette på skødet, og vi sludrer som altid om fluer og mus. Han adfærd over for den lille er som forventet både nølende og forsigtig, men også når de er sammen både bestemt og omsorgsfuld. Han vasker Hermans pels, holder ham fast når han begynder at spæne, han lader ham rode og regere ved sig, men nægter at blive trukket i halen. At de to allerede har mødtes skyldes ene og alene, at det er sommer og døren står åben. Storemis kommer efter mad, og lillemis skal liiiiige se, hvad der sker over dørtrinnet.

 

Alt nyt koster omstilling, men ingen bliver forfordelt og dagene bliver hurtigt velkendte igen. I modsætning til menneskebabyer, vokser killinger hurtigere op, og dermed bliver denne fastlagte døgnrytme igen mere løs. Herman skal også være fortrolig med haven og dens væsen, det ville være skørt andet når nu vi bor som vi gør, på landet.

 

 

“Jeg kan da heldigvis bare følge efter dig” ..