Jeg kan ikke lide dem. Forandringerne

 

 

 

Er det et tegn på begyndende gammelhed, at jeg ikke længere bryder mig om forandringer?

 

 

Uanset hvad det skyldes, så kan jeg ikke lide dem. Forandringerne. Der er bare visse ting, som SKAL være bestandige og for evigt. Jeg ved jo godt at det er umuligt, men alligevel. Min morfar, i daglig tale kaldet oldefar siden børnene var små, har nu besluttet at han vil på plejehjem! Han vil ikke være en byrde for sine børn, og så er der ikke meget mere at gøre. Jeg kan jo også sagtens sidde her og være øv over det, for det er ikke mig der passer ham, det gør bla andet hans ene datter på firs, og så to andre og lidt “yngre” børn.

 

Faktisk.. bare det at tænke på, at min ene moster har nået den alder, giver mig ondt i maven. Tiden går, jeg går går med, og på denne grå tirsdag er det hele lidt for meget. Med oldefars beslutning følger nemlig også den realitet, at han fraflytter en  lejlighed som han og oldemor har bebeoet i mere end 60 år. Mine forældre har boet i lejligheden ovenover i 40, og min ene moster oppe på fjerde, næsten ligeså længe. Hele min mors side af familien har mere eller mindre boet i samme kvarter ALTID. Det er så underligt at vide, at jeg fremover skal gå ind i opgangen og FORBI den lejlighed, hvor der inden længe vil bo nye og fremmede mennesker. Jeg kan ikke lide det. Det kan jeg altså ikke..

 

På sin vis er oldefar den sidste bastion der falder.

 

Han har været forposten for familien, og han har altid været der. Sej og høj og rank. Da oldemor døde for ni år siden troede vi vist alle, at han så også ville falde fra, men næh nej. I årevis derefter fortsatte han med sine daglige cykleture, og der blev pyntet op til jul på præcis den samme måde, som på pldemors tid.

En vigtig del af mit liv, er ved at være forbi. Jeg er heldigere end så mange andre, for jeg har endnu kun i en alder af niogfyrre, oplevet eet dødsfald og dermed een begravelse, af nær familie. Det er langt mere end så mange andre og jeg er bevidst om det privilegie det er og har været, men det gør det ikke mindre trist. Min mormor og morfar har altid været der, og det har været en tryghed i sig selv om, at noget her i livet dog var stationært, i et liv der har været rykket rundt på mange gange.

 

Måske den får en ekstra tand på melankolikken nu, fordi jeg i det hele taget er igang med mit indre og en masse fortid spankulerer forbi mit indre øje generelt. Jeg ved det ikke, men..

 

 

… jeg KAN bare ikke lide forandringer. Længere.