The Walking dead… på Lolland!

 

 

 

Det er en mørk og stormfuld nat. Kattedyrene sover. Byen ligeså. Eneste lyd er fra mit tv, hvor der kører endnu mørkere underholdning, end selv en nat i Rødby kan præstere. OG så DOG!

 

Jeg bor jo som bekendt i en af de mere aehm.. festlige egne af landet. Det kan udemærket være, at de som ikke bor her mener, at det må være det noget nær mest elendige og kedelige sted overhovedet at befinde sig, men jeg kan så godt slå den opfattelse til jorden med et kort og hurtigt hug. Sschwush siger det, når de eliminerer zombier på tv, og sschwush sschwussh siger det, når jeg med præcis hånd klasker fluer, snegle og en enkelt edderkop. Der er dog visse elementer, som muuuhhhhligvis kræver mere end et hug..

 

Så var det jo, at jeg sad der ing, mutters alein og med den sidste dråbe te iskold i bunden af koppen. Kun en krumme af en gammel småkage et sted i sofaen, OG så altså et par snorkende pelsdyr i hvert sit hjørne af det lille hus. I tråd med tiden, er der kun en enkelt blinkende pære til at oplyse den stue, hvorfra lyden af sprøjtende blod og hæse skrig lyder. Alt ånder fred og ingen fare med andre ord, lige indtil en lyd af noget som skraber, skærer højt og klart igennem natten ( eller den kulsorte aften skal vi være helt nøjagtige). Jeg siger det bare. Mit blod frøs til is i mine årer, mit hjerte slog ca 80 slag over, og jeg var sekunder fra at tisse en lille smule i bukserne. Jeg har hørt mange lyde efterhånden, i mit nu knapt så nye liv hernede på landet, men DEN her lyd var ny. Og den var konstant. Og den var insisterende. FULDstændigt kuldegysende tæt på. Sådan en lyd man bare ikke vil høre på sådan en aften, eller nogen aften i det hele taget.

 

Mig op og i sutskoene, ud i køkkenet, hvor lyden kommer fra og stadigt kan høres knivskarpt. Ikke en kat i sigte, så mor her griber den lommelygte hun er udstyret med, og som kan lyse selv helvedet op til en solrig dag. Intet kan ses og ingen bevægelse er at spore. Kun lyden af noget, som helt klart er ved at grave sig op gennem gulvet, og ind gennem murene. Ihukommende tv’ets fortælling om levende døde, er det så virkeligt som aldrig før, så jeg griber knoglen og ringer til naboen. Hun er selvfølgelig ikke hjemme, men min stemme og lyset fra lygten måske, har fået de døde til at fortrække sig, så jeg sætter mig igen foran tv’et, nu med lys OVERALT og øjet på uret. Om lidt er Majbritt hjemme nemlig, og så kommer hun lige ind forbi har hun lovet. Alt er naturligvis stille da hun ankommer, og det kan være svært at forestille sig, at noget skulle være galt, men alligevel..

 

.. i dag og om lidt bliver der sendt sådan en her afsted:

Jov jov, her sker altid noget, og ved siden af aftenens forsøg på husovertagelse fra firbenede, kan jeg så supplere op med, at der samtidigt med dramaet i mit køkken, ovre på den anden side af baghaven, tæt ved skolens ene bygning, listede ubudne gæster rundt med lommelygter. Det lys kunne også ses stryge henover landskabet i aftes. Frem og tilbage og oppe og nede. Ingen tvivl om, at nogen var ude i ulovlige ærinder.. Majbritt og jeg så begge tydeligt at noget var under opsejling, hvilket ikke er første gang, men det passer med årstiden siger min erfaring mig nu. Mørket får alle mulige uønskede gæster frem fra deres skjul gør det. Og så har jeg slet ikke nævnt den brand, som måtte slukkes øvre i Nørregade..

 

Man kan næsten blive helt stakåndet af alle de begivenheder, som finder sted hernede i nærdøde Rødby!