Blandede dage i januar

 

 

 

Januardagene kravler i sneglefart, og de svinger fra det ene yderpunkt til det andet. Ganske som januar plejer at gøre, men det er som om at for hvert år der går, bliver det en smule sværere at håndtere de korte dage og de mange mørke timer. Normalt er jeg bevidst og sparsommelig, men den går ikke i januar, så jeg frådser i tændte lamper. I huset her, er der heldigvis højt til loftet og åbne arealer, og det hjælper faktisk at kunne gå rundt og frem og tilbage og op og ned, så jeg kan få følelsen af forandring dagen igennem. Det hjæper også at kunne gribe knoglen og tale med nogen, efter de nætter, hvor jeg bare har tudet uden helt at vide hvorfor. Den slags nætter, hvor jeg bare ikke KAN finde fornuftige grunde til at gå videre. Det er så mørkt på det sted, at et elendigt helbred, ensomhed og evig kamp IKKE virker særligt motiverende for livslysten.

 

Omvendt er der så de modsatte dage, hvor jeg får kigget kærligt op mod solen og finder energi til at gå videre. DE dage giver mig lidt på pluskontoen.

 

Ikke kun jeg er ved at gå ud af mit gode skind, for Holger og måske især Herman er ved at få fnidder over at være inde. Vi ER begyndt i det små at gå lidt ture, og de får hver dag lov at komme ud når de sidder foran døren og stirrer på den, men jeg skal da lige love for at ingen gider have så meget som spidsen af et knurhår ud i kulden. Så vi hænger alle lidt i gardinerne for tiden. At restituere og tage det roligt er lidt af en øvelse, samtidigt med at man har en teenager på speed. Flere tricks er taget i brug, men summen er og bliver det samme, det ER hårdt for os alle tre at vi ikke kan være ude og få brændt lidt krudt af.

 

 

Jeg har fået taget røngten i dag, og turen ud var smuk som bare pokker. I ti minutter.. Tyve over otte blev jeg hentet, og da jeg åbende døren så det sådan her ud:

En himmel med en helt utrolig kulør.

 

Tre minutter senere og godt ud af landevejen, fik jeg chaufføren til at standse bilen så jeg kunne få indfanget øjeblikket, og så stod vi der. To fremmede i tavs beundring over det sjældne syn. Det var lidt magisk, og jeg er glad for at have fået mine billeder, for blot fem minutter senere var enhvert spor af rød, gul og orange pist væk og alt var bare gråt og brun/hvidt igen.

Jeg synes det var både skønt og friskt af flexchaufføren, at han ikke tøvede med at standse på en ellers pivkold og rutinefyldt tirsdag morgen.