Den stille lørdag bekommer mig vel

 

 

 

 

 

Migræne fra morgenstunden klares bare bedre når hele verden er snestille. Jeg har nydt at se lyset dukke frem over tagene, og at alt bare er SÅ fredeligt når det er lørdag på landet. Intet andet sted i verden vil jeg bo. Så meget er sikkert.

 

 

 

 

De sidste dage er brugt på praktiske ting og især det, at jeg har fået min vaskemaskine sluttet til igen, har været fantastisk. Et punkt mindre på stressskalaen er nu tjekket af. Efter næsten fire uger uden, tog jeg beslutsomt fat i onsdags og ville slutte bæstet til selv. Tænkte, at det skulle jeg sgu da nok kunne finde ud af, og drevet af lige dele desperation / hysteri gik jeg til stålet ude i bryggerset, kun for at opdage at vandhanen bare ikke ville som jeg. Jeg gik i nærmeste byggemarked, indkøbte et par forlængerdimser med gevind i rette størrelse og var tilbage fuld af kampgejst..

 

Skidtet VILLE bare ikke holde tæt!

Enden på den operation blev, at udlejer kom til undsætning med en ny vandhane uden slitage, og jeg opdagede at han er et af den slags mennesker, som bare ikke helmer før tingene fungerer, så i løbet af nogle timer var en bordplade savet over, et rør etableret til skyllevandet OG maskinen sluttet til stationært på sin plads. Personligt ville jeg have været tilfreds, hvis bare maskinen var sluttet til på skrømt foran skabene i bryggerset og med slanger og strøm dinglende tilfældigt omkring. Som det er endt, er det kun forlængerledningen til strømmen, som mangler at blive hæftet ordentligt langs loftet og hen til kontakten på den anden side. Jeg kan ikke beskrive hvor herligt det var at tænde for den første ( af vel omkring seks ) omgange vask. Og nå ja.. nu kan jeg l u k k e  en dør så jeg ikke kan høre den!  Arhmen hvilken lykke ..

I det hele taget er det ihvertfald ti  år siden jeg sidst har boet så rart, pænt, rummeligt og rent, og for hver dag der går bliver her en lille smule mere ryddeligt. Langsomt går jeg rundt og lader huset fortælle mig, hvor mine ting og sager vil tage sig bedst ud. Denne gang handler det ikke om at få smidt på plads i en fart for overhovedet at kunne holde ud at være her, og det i sig selv er den vildeste luksusfornemmelse man kan forestille sig.

 

 

Denne morgen ligger sneen som en mild dyne over hele gaden, og det føles næsten varmt efter de sidste (men skønne) frostklare uger. For mig gælder det om at nyde den, for der varsles mildere vinde om lidt. De to banditter har hver især været ude og inde ad vinduet adskillige gange, og da jeg gik igang med at rydde fortorvet var de naturligvis på pletten. Det sjove er bare, at Herman som jo er frygtløs og nysgerrig på grænsen til det dumdristige, IKKE skal nyde noget når Holger og jeg forlader matriklen bag carporten. Ikke på vilkår om han vil med, så han ligger og gemmer sig under bilen, imens Holger og jeg lister rundt i sneen. Mærkelig lille fætter ham Herman!

 

 

 

 

 

Nu sidder jeg her. Har ryddet en plads på det bord jeg købte forleden i Folkekirkens Nødhjælp for en slik. Det skal være mit arbejdsbord, og når vejret bliver lidt mildere slæber jeg det udenfor og sliber det rent. Tror det ender med at blive rigtig flot, for egentlig er jeg ikke vild med farven, men omvendt er det lige som jeg vil have sådan et bord skal være. Det står solidt på stolpeben og kan tåle lidt af hvert fordi det ikke er nyt.  Sammen med bordet købte jeg også et par ekstra lænestole. Den ene fordi den bare MÅTTE med mig hjem, og den anden bare fordi jeg kunne. Her skal ikke proppes med møbler, men en ekstra lænestol er altid rar at have, og så kan jeg jo pludseligt vælge hvor jeg vil sidde! Igen.. totaaaaalt luksus.

 

Husets nu absolut stjernestol:

Jeg er fuldstændigt syg med farverne og mønstret. At mosters puf så lige passede til er kun en bonus, og inden længe så skal jeg naturrrligvis have hæklet mig et tæppe i matchende kulører. Fik jeg sagt at den kun kostede 125kr? OG fik jeg sagt at man sidder super godt i den??

 

 

Reolerne har jeg puslet en masse med. Det bliver flyttet rundt og byttet om, til det hele står lige som jeg synes det skal. Jeg føler mig lidt som en maler, der bliver ved med at ændre på motivet og farverne indtil billedet er perfekt. Og jeg hygger mig enormt med det. Faktisk begynder jeg at kunne føle noget igen. Bare en lille bitte smule, men jo.. der ER et eller andet som rører på sig derinde. I mit forstenede hjerte.