Om en uge kaster jeg mig ud i det

 

 

 

 

Jeg var lige inde i Maribo i dag for, at se på faciliterne og hilse på de, som er knyttet til stedet. Med andre ord.. næste tirsdag tager jeg mig sammen, og bevæger mig ud i den store verden for at gribe leret.

 

Stedet, hvor jeg skal til at være den nye Alev Siesbye, hedder Kirsebærhuset og det er simpelthen det vildeste kommunale tilbud, jeg nogensinde har været i! Et helt hus af den palæagtige slags, er sat i stand og indrettet så lækkert og indbydende, at jeg lige tabte næsen et sekund. Jeg har været flere af den slags steder i København, og lad mig sige det sådan.. DER bruger man ikke penge på faciliteter af den art. Så er det sagt.

 

Ok,  den enorme nyindrettede gård, som er til fri afbenyttelse, ligger klods op og ned af et fængsel (som jeg iøvrigt slet ikke anede eksisterede her på øen), men det glemmer man lissom når man går rundt på de tre etager og ser sig omkring. Her er tv-stue med gigatv og computerspil af enhver art, her er et billardrum af de større, her er moderne køkken og flere grovkøkkener, her er det kreative værksted, hvor der kan fremstilles keramik/betongejl og malerier, her er en enorm spisetue, et mindfulnessrum med massagestole og hvad har vi, man kan få zoneterapi/nadabehandling og rygestop, OG så husker jeg simpelthen ikke mere. Det hele er indrettet fint og smagfuldt, med lækre møbler, kunst på væggene, planter og smukke farver, og i det hele taget emmer stedet af en ledelse, som har æstetik på programmet. Vi er ude i noget med, at fordi brugerne er samfundets allernederste, behøver de altså ikke henvises til at benytte faciliteter der ligner det hedengangne ungdomshus, og den holdning er ret så sympatisk synes jeg.

 

 

Som jeg gik der var min eneste tanke, at man skulle være et skarn, hvis ikke man af al kraft ville forsøge at benytte sig af det tilbud.

 

Nå ja, og så var der en længe hengemt begejstring, som begyndte at røre på sig da jeg så lokalet med ler og ovn. Jeg har siden jeg var ung altid været tiltrukket af den ro og tankefuldhed, som kunsthåndværk udstråler. Det er ikke til at sætte ord på, men det er noget med tålmodighed, farver, lys, langsommelighed, men også indesluttethed i eget univers. Et univers jeg ikke har været i siden jeg blev voksen. Jeg er helt syg med “made in Denmark” programmerne på DR, og netop der fik jeg jo pludselig den tanke, at jeg igen måtte prøve at kreere i ler. At male egner jeg mig ikke til, der kommer ikke noget af penslen når jeg griber den så at sige, så nu skal der sgu fremstilles trædefliser til haven, måske en figur eller to og så en masse krukker og fade. Og et fuglebad.

 

Der mangler sådan set kun to ting.

 

At min ene arm/albue kommer på plads igen og ti ekstra timer i døgnet, for haven og strikketøjet skal jo også have opmærksomhed, sammen med de to her: