Ikke uventet sidder jeg i dag bare lidt. Migræne og ondt i maven stopper al videre færd ud i solen, men det er sådan set helt iorden, for jeg har brug for at sunde mig en stund.
Jeg ved at alt bliver bedre i samme takt som vejret, men al sol i verden, al varme og en million spirer i haven kan ikke hele eller reparere mit indre. Jeg kan finde glæden ved natur og dyr og strik, men det hjælper ikke på de sociale kompetencer. Jeg kan udemærket arrangere fine kander med blomster og nusse rundt i garnbunkerne, men det bringer mig ikke ud af isolationen. Jeg kan få besøg af to fine og søde sjæle, men de får betaling for at komme her. Det er deres arbejde og der kan aldrig knyttes forbindelser udover den illusion de kan give af, at vi gør ting sammen på lige fod med “almindelige” mennesker. De ved alt om mig, men jeg aner et minumum om dem. Det private er deres og det gør hele forskellen.
Jeg VED, at jeg har et kæmpe netværk og rigtig mange som kerer sig om mig. Det har stor betydning og gør en forskel, men alene er jeg. Det ar som har lukket sig om hjertet er så tykt, at det har lagt en hård skal af mistro uden på det sted, hvorfra al lyst til at være åben for nyt kommer. Dag for dag bliver det hårdere og tykkere, og dag for dag bliver det en smule mere umuligt at finde det bløde punkt, så der kan åbnes for følelser og tillid igen. Som tiden går ender jeg med helt at forstene.
Jeg er allerede godt på vej.
Det gør så ondt indeni mig at læse de sidste to skriv.
SvarSletDer burde klages over den psykiater!
Det kan godt være, han/hun har ret i at afslutte dig - men aldrig, aldrig, ALDRIG på grund af økonomiske overvejelser. Og ABSOLUT SLET IKKE ved at gribe til "deskideflygtninge"-kortet.
Det er uforskammet, uetisk og (vistnok) i strid med lægeløftet.
Du har min fulde sympati og får mange tanker herfra.
Knus :-)
SletVar der ikke noget med at Josefine skulle komme og være hos dig en stund?
SvarSletDet ville da være godt for jer begge.
Man kan også være ensom selv blandt mange.
Knus fra Lisbeth
Det bliver dejligt Lisbeth :-)
SletDet unævnelige, som du mener har traumatiseret dig, var ikke i overensstemmelse med en psykiaters brug af ordet "traumatiseret". Som eksempel på traumatiserede mennesker nævner hun flygtninge. Mennesker, der har set krig og ødelæggelse af deres hjem, drab, voldtægt og tortur af deres kære. Det er det, de flygter fra.Hun ramte vist lige ind i din indre svinehund, som du er begyndt at lufte her på bloggen.
SvarSletDet undrer mig, at du ikke er tilbudt DAT-behandling igen. Det er den bedste terapiform til Borderline, der giver redskaber til at takle livet her og nu.
Men du har jo tidligere takket nej, fordi du mente dig for sårbar.
Samtaler med psykolog om gamle oplevelser og unævnelige ting er ikke nødvendigvis vejen frem til heling. Man bliver ført lige direkte tilbage til gamle følelser og erindringer, der kan være ubærlige og svære at takle, når døren står pivåbent ind til et skrøbeligt sind.
Det er derfor, at terapi og samtaler skal bygge på at støtte det skøbelige jeg her og nu.
Hvis du gerne vil ud af din isolation, er der kun en vej frem. Du skal bryde den og gøre ting, du ikke har lyst til/er bange for. Det kan du bruge Socialpsykiatrien til. Måske skal du hentes eller følges på vej 30 gange indtil du selv er klar.
Held og lykke.
Det er netop DET som er problemet Helle.. Spørgsmålet er om du kan få et voldtægtsoffer feks, til at nedtone effekten af sådan en oplevelse, ved at få samme til, at glæde sig over ikke at være offer for krig? Sådan hænger tingene ikke sammen.
SletJeg er enig med den "gamle krage". Det gør ondt indeni, hver gang der bliver sparket til mennesker, der ligger ned i forvejen! Sender dig kram og varme tanker. ����
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SletKnus Vibeke
SletJeg sidder her og tænker, hvad med en besøgsven i gennem røde kors. Jeg kender flere som har haft stor glæde af det og det gælder begge veje
SvarSletDet lyder som en fin ide Merete :-) Jeg taler med Lizette om det..
SletHelle Storch, jeg ventede på din kommentar og jeg er meget enig. Godt, at du siger det, alt sammen faktisk. Hvis man vil ud af noget, så er kognitiv terapi vejen frem og viljen til at arbejde med sig selv, så hårdt det end er. Resten med den indre svinehund er jeg også meget enig i. Men det sker jo for mange lige nu. Der bliver strammet og så sparker man løs. Alt det bedste til dig Henriette. Du har både styrke og muligheder, selv om det kan være svært at se lige nu. Det er absolut forståeligt. Kh. fra en trofast følger.
SvarSletDet er i orden at være uenig, jeg vil bare ikke sammenlignes med krigsofre. Det kan ingen simpelthen være tjent med, da krig er ultimativt stygt. Jeg mener her, psykiateren har overskredet en professionel grænse, men sådan er vi så forskellige
SletHelle Storch har, som før, skrevet fornuftige ting til dig. Prøv evt. at læse igen hvad hun skriver.
SletKæreste Henriette, jeg tænker på dig <3 Mayer
SvarSletJeg holder fast i, at flygtninge ikke er årsag til dit afslag. Der er og har altid været tusinder af mennesker i DK, der har oplevet voldsomme og grænseoverskridende ting. Incest, voldtægt, vold mm. De bliver ikke alle behandlet i psykiatrien. Nogle må selv betale for psykolog eller gruppeterapi, hvilket er meget bekosteligt. Uanset behandling går sådanne oplevelser ikke væk. De bliver en del af den bagage, vi må slås med hele livet. Jeg selv blev misbrugt seksuelt, som stor pige af en lærer. Jeg kan derfor ikke mærke mine grænser og sætte dem i tide. Uanset hvor meget behandling, jeg har været igennem, er det stadig mit største problem og jeg holder mig derfor fra situationer og mennesker, jeg ikke stoler på. For at klare livet, har jeg indrettet mig, så jeg oplever størst mulig tryghed. Fortiden kan jeg ikke ændre.
SvarSlet