Alt er relativt, eller hvordan en psykiater kan få en patient ned med nakken

 

 

 

Hvad er mest smertefuldt, tandpine eller migræne?

Gør det mere ondt at have nyresten end veer? Eller hvad med den her: Hvad er værst, at miste synet eller sin førlighed?

Gør det mere ondt at støde lilletåen end at skære sig på et stykke papir? hvad giver flest smerter, at få hevet en visdomstand uden bedøvelse eller en bristet hæmmoride??

 

 

 

Jeg kunne blive ved i timevis med lignende eksempler, men fælles for dem alle er, at alt er relativt og afhænger af den enkelte. Hvad der gør ondt på dig, gør ikke nødvendigvis ondt på mig. Osv osv.

 

Jeg har været et smut i psykiatrien i dag. Det er første gang siden september, og jeg har set frem til at få sat lys på et par punkter, men sådan skulle det slet slet ikke gå, og nu efter timers eftertanke er jeg klar til at dele DEN lille oplevelse med jer..

 

 

Aftalen var, at Lizette skulle med som støtte og ektra ører, men allerede i forhallen kiksede den del af planen da jeg blev hentet ind før tid, og før hun var ankommet til adressen. Der sad vi så, to damer og jeg. Den ene kendte jeg ikke og den anden har jeg mødt een gang tidligere. Jeg kom med en siden-sidst opdatering, og fortalte om flytningen blandet andet. Dernæst tog vi fat på at tale medicinering og jeg blev orienteret om, at hensigten var at få mig afsluttet!

 

Det kom i nogen grad bag på mig, eftersom jeg jo slet ikke har været i nogen form for behandling endnu. Jeg studsede, men lod dame nummer 1 tale ud, og begyndte så at forklare at hele hensigten med min start derinde sidste år handlede om, at jeg går rundt og efterhånden er så invalideret i mit liv, at jeg har indset der må hjælp til. Jeg har ting i baggagen, som jeg er nødt til at adressere for at kunne komme videre og leve igen. Nu er en samtale sådan et sted jo en privat sag, og selvom jeg deler mere end de fleste med mine læsere, så ER der altså noget som absolut ikke bliver fortalt. Dette noget forbliver usagt her, men samme er altså slemt nok til at jeg er gået i stykker indvendigt, hvilket især mine to bostøtter kan bevidne efter et par år at have forsøgt at samle mig op.

 

Jeg spørger om vi ikke lige kunne se om Lizette mon var ankommet, og hun bliver derefter hentet ind. Hun har på sin side stået og ikke kunnet forstå hvor jeg blev af, og hun er da også en smule træt af at der er påbegyndt en samtale, som hun skulle have støttet mig i. Jeg kan kun give hende ret, men nok om det.

 

Jeg forklarer lidt om de forventninger jeg har haft til samtalen og hele forløbet, men bliver stoppet på halvvejen, da dame nummer 2 forklarer at det slet ikke har været meningen fra starten, at jeg skulle i behandling eller have samtaler iøvrigt derfra. Min forvirring er total. Igen forsøger jeg at få sat ord på, hvorfor jeg i sin tid blev henvist fra lægen, og dame nummer 1 spørger:

 

“ hvad er det du synes du har brug for da? hvad er så slemt at du mener du har brug for hjælp?”

 

Igen går jeg igang med at fortælle, men starter dog med at sige at jeg kan fornemme tiden er ved at løbe fra os, så det vil svært at gå i dybden, men kommer med et par eksempler og slutter med at gentage dignosen fra 2010. Jeg har været igennem nogle traumatiske oplevelser, som er endt med at invalidere mig. Her er det så at dame nummer 1 standser mig ( og jeg er SÅ glad for at Lizette også var der, så vi er to der hørte det samme) med en løftet hånd.

 

Jeg kan under ingen omstændigheder kalde mine oplevelser traumatiske. Jeg er jo ikke ligefrem syrisk flygtning vel..!!!

 

Der knækkede filmen fuldstændigt for mig. Hvad helvede bilder kvindemennesket sig egentlig ind? Her er vi tilbage ved begyndelsen, for hvem kan afgøre hvordan en oplevelse tages ind? er det værre at få konstateret kræft eller Alzheimers? Det er hver for sig en styg en, at skulle forholde sig til, men ingen kan da tillade sig at sige til den kommende Alzheimer, at det ikke er noget at tude over, for det ville jo være værre at få kræft. Forstå mig ret, kræft er til alle tider en af verdens ondeste sygdomme, men ALT er relativt.

 

Føromtalte kvinde fortsatte så med at forklare, at det ikke var noget de kunne hjælpe mig med, men at hun ville anbefale Lizette at finde alternativer i kommunalt regi.

 

Med andre ord, tørrede hun mig og mit behov for hjælp til at komme videre, af på kommunen. Dumme dumme mig, som gik og troede at det var psykiatrien, der var stedet at henvende sig når man har ar på sjælen. HUGE mistake..

 

Jeg gik afsluttet, tudende og lettere opgivende derfra.

 

Det er ikke for sjov det her. Jeg går ikke rundt i en boble af ensomhed og isolation fordi jeg bare ikke gider verden mere. Der er lissom en årsag. En grund, som bare gnaver et større og større hul i kroppen på mig, og som forhindrer mig i at leve det liv jeg er nødt til, så godt som muligt. Allerværst er det, at hun faktisk fik slået fast at, medmindre man er på flugt fra krig og fattigdom, så er man ikke berettiget til assistance, hvilket ikke ligefrem gør min tolerance større. Jeg er nu afsluttet, der er sendt et referat til egen læge, som skal være den der kører mig igennem en udtrapning af medicinen, OG så vil det være godt for mig at gå nogle ture..

 

 

Jeg ved sgu ikke. Kun een gang tidligere helt tilbage i ‘99, er jeg blevet mødt af en så monumentær mur af afvisning. Jeg HAR hørt fra andre “lidelsesfæller”, at det kan være mere end svært at få hjælp, hvis først man har fået hæftet diagnosen borderliner på sig, men det har jeg bare aldrig selv oplevet før nu. De to damer brugte en del tid på at forsøge at fatte, at det her IKKE har noget som helst med den diagnose at gøre, og at man altså KAN opleve ting, som påvirker sideløbende med andre “issues”. Der var ikke megen forståelse for det argument. Jeg har hørt om tilfælde, hvor det fra læger er blevet slået fast, at borderlinere ikke KAN hjælpes, så derfor er det spild af tid at forsøge. “Vi” er så at sige håbløse tilfælde, hysterikere og utilbøjelige til at høre efter. Måske en sandhed, men er det så lig med at jeg ikke har ret til at få hjælp til ANDRE psykiske skader? Skal jeg bare give op? Jeg har ikke bedt om det her, og jeg synes ikke det er en skid sjovt, at hver dag er en kamp.

 

Det eneste lyspunkt lige nu, er at Lizette var der, at hun hørte det samme som jeg, og at også hun var noget pikeret over den måde de talte til mig på. Det allerværste ved at være psykiatripatient er nemlig, at uanset hvordan man reagerer, så er det een selv der tager fejl. IKKE “eksperterne”. Det er MIG der er overfølsom, alt for nærtagende, mig som reagerer lige lovligt heftigt, OG som i dag hvor jeg tog bladet fra munden og forsøgte at sige imod og fra, blev irettesat og bedt om at tage mig sammen og være tålmodig. Og om at lytte.

 

I morgen er der en ny dag. I morgen vil jeg forsøge at komme ind til Kirsebærhuset for at få ler mellem fingerene. I morgen vil jeg i det hele taget bare se om det nytter at stå op.

 

 

 

Jeg lover ikke noget.