Forspiring, en disiplin jeg egentlig ikke er vild med

 

 

 

Jeg gør det troligt hvert år. I større eller mindre grad. Forspirer. Dog kan jeg godt afsløre, at jeg slet ikke synes det er så skide morsomt, som jeg ellers tidligere syntes. Måske det skyldes, at dengang jeg kun havde altan, var alt jeg kunne få til at blive grønt bare lykken, fordi jeg netop IKKE havde mere at gøre mine havedrømme godt med, end ganske få kvm. Siden jeg er blevet den glade lejer af en have, får jeg dækket behovet for jord under neglene året rundt, og så er ambitionerne jo helt naturligt steget. De små gnallinger jeg kan producere irriterer mig oftere end noget andet, simpelthen fordi jeg til stadighed kæmper mod lys og temperaturer.

 

 

Jeg kan sgu ikke hitte ud af det. Noget skal stå varmere end andet, men alle kræver store mængder lys. Så er der det der med, at frølingerne bliver lange og ranglede. Osv osv.

 

Nu er det jo heldigvis også sådan, at jeg ikke kan lade være at forsøge, og hvert år er der meget som lykkedes hver gang. Ærteblomsterne er altid villige, omend de også bliver ranglede, men der gør jeg sgu bare som sidste år. De røg ud i april og blev pakket ind i fiberdug. BUM og sådan. I begyndelsen var de en ynk at se til, men de indhentede villigt det tabte inden sommeren var omme.

Anderledes besværligt er det med bønner, græskar, agurker og tomater. De er bare SÅ sarte overfor kulde er de, og jeg må være tålmodig med at holde dem i live inde i huset. Her gælder at jeg ikke kan gennemskue, hvornår de kan klare at komme i drivhuset?  Sådan et har jeg ikke, men jeg har mine hjemmelavede af slagsen, i form af de store plastikkasser med låg fra ikea. I dem står der allerede løg og tallerkensmækkere, og de har de fint.

På de varme dage ser man skøre havedame med den  manglende tand, flintre først ud i solen med alle babyerne, og når det så bliver aften ses hun forsigtigt bære de kære små ind i huset igen. Jojo, ingen skal komme og sige at frølinger ikke er som at nurse en hel børnehave med forskellige behov.

 

Og hvorfor, når det er så irriterende, GØR du det kan man med rette spørge?

 

Jamen det er jo naturligvis fordi jeg er utålmodig. Haven har en del brune bare stykker jord, og skulle jeg vente til det er tid at så ude, ja skulle jeg jo gå og glo på noget brunt og bart det halve af sommeren.

 

Logik for burhøns.

 

 

I mandagens skønne solskin fik jeg lavet de fire ud af seks Storm P klatrestativer jeg har brug for. De er gratis, men måske knapt så fine og lige i kanterne som dem man kan købe, og de tjener deres formål. Planterne har noget at klynge sig til, og så bliver de alligevel skjult af løv og blomster til sidst.

 

 

I dag regner det. Ikke helt galt med tanke på mine pivtomme og knastørre regnvandstønder. Med de mange nyplantede bede, har jeg brugt hver en deciliter vand på lager, for de kræver nu engang mere vanding end ældre planter, som har rødderne længere nede i mulden. Kan godt ske jeg alligevel bevæger mig ud for at kigge lidt på tingene, men med regnen tror jeg at jeg vil tage det, som et tegn til lige at skåne kroppen lidt.