En hemmelighed afsløres.. ja en bombe eksploderer vel nærmest lidt her i dag

 

 

 

 

Da jeg besluttede at tage springet endnu en gang, at sige ja til tilbuddet om en bedre bolig, var det umuligt at forudsige, HVOR meget godt det har ført med sig. Jeg mener.. nu har jeg jo lissom pakket ned og pakket ud ikke så få gange efterhånden, og indtil videre har det kun været delvise forbedringer jeg har opnået ved de anstrengelser. Her, i dette hus, med denne have og under disse sunde smukke og dejlige forhold, oplever jeg en ny følelse af tryghed og ro.

 

Med denne ro kommer også mindre hovedpine og færre smerter set over en bred kam. Jeg har dem stadig, når det brænder sammen derinde i knolden på mig, men det sker med længere og længere mellemrum. Jeg fik feks en genopfriskning af hvor “forslået” jeg er indvendigt, da jeg blev afvist af “kompetent” læge dengang i vinter. Da hun ikke mente at vide, at jeg kunne være traumatiseret, DA gik jeg hjem og fik ondt. Overalt. Men i det store hele synes jeg selv, at det går så meget bedre. Nu kan det jo være, at min indre forbedring hænger sammen med sæsonen, og jeg er vældig spændt på at se, hvordan næste vinter forløber. Jeg tænker selv, at uanset om jeg går ned som jeg plejer i løbet af januar eller ej, så vil det være lettere at have det elendigt i et hus man er glad for at være inde i. Det MÅ det sgu da være..

 

 

At jeg har fået det bedre, at jeg klarer flere og flere ting selv i hverdagen har blandt andet medført, at jeg ikke længere er mandsopdækket af to bostøtter flere gange om ugen. Jeg har ikke brug for det mere simpelthen. Om nogle uger går jeg fra to til een. Efter behov og som udgangspunkt et par gange om måneden. Så ser vi hvad der sker til vinter, og om det igen bliver nødvendigt med en optrapning. Jeg er tilfreds med udviklingen selvfølgelig, men det er ingen hemmelighed, at jeg kommer til at savne hende. som jeg nu tager afsked med. Det bliver kedeligt ikke at få hende på besøg mere. Hun har jo været stand in for den veninde jeg mangler i mit liv hernede, så hvem skal jeg nu sludre med feks. Hun er også den, som har hjulpet med at holde skidtet fra døren så at sige, men det klarer jeg jo fint selv nu, og jeg har jo også Josefine som hjælper sååå…

 

 

2016 har i det hele taget indtil nu vist sig at være et af de gode af slagsen. Omsider, hvis jeg må have lov at sige det. Hver nytår siden gud ved hvornår, har jeg tænkt om det nu var året hvor alting vendte jeg tog hul på, men igen og igen har jeg ved næste juletid kunnet se tilbage og konstatere, at det var det så ikke. Heller ikke..

 

 

Tidligere i år skrev jeg om, hvordan jeg faktisk slet ikke helt kan rumme al det gode som er fulgt med flytningen. DET har også givet mig smerter! Og hvordan takler man i det hele taget gode ting? Efter år med krisehåndtering, akutte “brandslukninger”, kortsigtede panikløsninger og konstante uforudsete dramaer er det DET, kroppen og sindet kender til. DET som er hverdag og normalt. At tingene bare kører og at det går som håbet, er slet ikke noget jeg har rutine i, og det mærker jeg selvfølgelig stadig hver dag. Det er samme sandhed som den med de langtidssyge, der kan blive helt utrygge ved udsigten til en raskmelding, men det har jeg jo også skrevet om fornylig.

 

SÅ, altså.. her sidder jeg og skribler ord ned i en lind strøm. (Hånden har det bedre igen, skal jeg måske lige tilføje, efter at den i går nev som ind i helvede i stingene. Tror sgu tråden er ved at vokse fast, og jeg glææææder mig til at de skal ud i morgen formiddag.) Jeg skriver linie efter linie uden at komme til sagen, for hvordan faen fortæller jeg nu det jeg har på hjerte??

Efter i årevis at have delt kilometervis af linier om nedture og elendighed, er det nærmest ikke til at finde de rigtige bogstaver og ord, når noget godt skal formidles. Hvor er det åndsvagt ik!

 

 

Nå, men noget tyder nu på at jeg har fået raget en kæreste til mig.

 

Hehe.

 

Sådan en af den slags, som er mere end bare lidt sjov sommerunderholdning.

 

 

I sagens natur har det IKKE været i mine kort, at det nogensinde ville ske igen, for jeg har simpelthen været 1000% lukket helt ned i den retning. Jeg har været så “forslået” indvendigt og så ikkerepareret, at jeg uden at overdrive har oplevet regulær kvalme, hver gang jeg så meget som tænkte på, at en mand skulle kigge i min retning. Ikke at det har været aktuelt må jeg så sige, for jeg har ganske givet heller ikke sendt signaler, som har været indbydende. Tværtom.. der har stået med store usynlige bogstaver, at skulle man få den tanke at nærme sig mig, ville det koste som minimum et par spark lige i kuglerne. Sagt pænt..

 

 

Ham her har jeg så pænt undladt at kastrere.

 

 

 

Så jeg har altså viklet mig ind i noget, der er mig så ukendt og “farligt”, at jeg ikke helt ved hvordan den lige skal skæres. I de mellemliggende år har jeg for det første glemt, hvordan man opfører sig to sammen, jeg har også indrettet mig vældigt meget, som en udpræget fastlåst kælling med sære vaner, og hang til IKKE at kunne overskue, at ændre på de vaner. Tanken feks om, at dele min nattesøvn med et andet menneske gør mig nærmest en smule småsur for tænk nu, hvis jeg skal til at pakke mine tendenser til at sove med to dyner og fire hovedpuder ALENE, sammen. Nu ligger det jo ikke lige inden for nærmeste fremtid overhovedet, at nogen som helst får noget som helst at skulle have sagt i MIT hus, men alligevel. Fremmede tanker i den retning og mere om tosomhed er begyndt at spøge, og om det kan I høre mere i morgen. For nu vil jeg bare afslutte med at sige, at JA jeg er vandret lige ind i en forelskelse som bliver gengældt, og DET er totalt angstprovokerende.

 

- og nå ja, omtalte herre er ovenikøbet skaffet til huse på foranledning af min nye udlejer!!!

 

 

Jov jov. Den er god nok. Og dermed er ringen sluttet, når jeg her har berettet lidt om, hvad der er hændt af godheder efter jeg flyttede.