Lidt mere om den nye status

 

 

 

 

Det kræver ikke den udvidede ledvogtereksamen at tænke sig til, HVOR fyldt med forhindringer og udfordringer det er, at være kæreste med mig (og for mig at lukke sådan en ind). Det siger sgu sig selv, at jeg er yderst forsigtig og påpasseligt om min egen “sikkerhed”. Jeg kan ikke være andet, og netop derfor er jeg nødt til at gribe sådan en omvæltning helt anderledes an end de fleste er nødt til, og også noget mere restriktivt set fra kærestens stol. HAN har allerede måttet æde flere dusin store skeer fyldt med påbud, forbud og regelsæt:

 

****

“    - jeg kan KUN klare dit selskab i to timer ad gangen

- Du må ikke tale i munden på mig, så bliver jeg stresset

- jeg orker ikke at høre fra dig 50 gange om dagen

- du må ikke sidde og kigge forelsket på mig, for det gør mig nervøs

- når jeg beder dig gå fordi jeg er blevet træt, så skal du skrubbe af NU, og ikke først snige dig til tre fire hundrede ekstra kys

- jeg orker ikke længere udflugter eller oplevelser mere end max een eller to gange, hver fjortende dag

- og iøvrigt kan jeg for det meste slet ikke mærke mine følelser, og derfor kan jeg fremstå som kølig og upåvirket i din nærhed. Sådan er DET bare, men jo jo jeg ER skam forelsket i dig. Kan bare ikke hele tiden vise det.

- PS: jeg bliver midlertidigt sindssyg omkring menstruation, så der må du absolut helt holde dig væk, ellers kan jeg komme til at slå…   “

****

 

Det er logik for burhøns, at når man er himlende forelsket er det sin sag, at måtte lægge næsten helt låg på den iver som følger med, fordi kvindemennesket ikke kan rumme ret meget.

 

Det er måden han har håndteret alle disse mere eller mindre urimelige og vanvittige krav fra mig, der har fået mig til at lukke ham ind. Holder han til det allerede inden for de første måneder så ER der faktisk håb i, at han også kan holde til en vintersæson med mig. Og en vinter kommer der jo igen. Så sikkert som mandag efter søndag.

 

 

Hidtil er jeg blevet ret hurtigt afvist, så snart det mindste tegn på blandt andet trætheden har vist sig på efterårshimlen, og af samme grund har jeg haft den sagesløse herre grundigt i skole fra begyndelsen af. Han er pænt og sødt blevet belært om, hvad der følger med af besværligheder i et liv med mig, og han er også blevet krydsforhørt vel nærmest om, hvorvidt alle disse forbehold er feset ind på lystavlen. Det har uden tvivl været super svært for ham, at skulle forholde sig til midt i hans forestilling om at jeg er totalt skøn, men jeg er bare nødt til selv at føle mig tryg ved at forlader han mig feks, så bliver det IKKE fordi det kommer bag på ham, at jeg er en grøntsag tre måneder om året. Sån cirkus. Der kan ingen garantier gives, men jeg vil IKKE give slip på mig selv, vil IKKE begynde at engagere mig, hvis han allerede nu kender sig selv så godt, at han ved han ikke magter sådan noget. OM han gør er heller ikke til at vide endnu, men han er fanme godt forberedt.

 

Og han er ikke løbet skrigende væk.

 

DERFOR har jeg måttet give det her en chance. DERFOR giver jeg nu mig selv lov til at se, hvad det fører med sig, og DERFOR vil jeg nu se om jeg kan forholde mig til at sofaen ikke længere kan fyldes med garn og strikketøj, fordi der også lige skal være en (lille) plads til ham.

 

Når alt dette praktiske så er klaret, og de betingelser er lagt klart ud, så kan jeg sådan set bare godt indrømme, at jeg synes han er ret så dejlig. Sød og rar, medgørlig (hehe) og fuld af omsorg. Han har en skøn familie og er ikke videre indviklet selv, hvilket er en klar fordel for mig. HA! Han kan holde på både en skovl og vist nok også en hammer, han kan være min chauffør og han er rigtig god at tale med med. Rolig og noget mere laisse faire end jeg selv er. Alt i alt ser det ud til, at jeg er blevet introduceret til en mand, som ligner lige ham der passer til mig.

 

Hvem havde så lige set DEN komme..