22 oktober 2016

En tur i skoven

 

 

 

Er møgtræt og en smule sløj, men jeg har alligevel været en tur i skoven. Her er ophold i  regnen, så det har været en dejlig formiddag, men NU vil jeg heller ikke mere i dag.

 

catscats4

2016-10-22 10.16.162016-10-22 10.17.362016-10-22 10.18.192016-10-22 10.18.362016-10-22 10.21.152016-10-22 10.22.10

2016-10-22 10.24.542016-10-22 10.34.542016-10-22 10.42.312016-10-22 10.42.402016-10-22 10.42.54

cats2

2016-10-22 10.47.17

I den enorme have, som hører til huset har Helle lavet skønne naturskulpturer og jeg kunne snildt have brugt en hel filmrulle ( nå nej, det hedder det jo ikke mere!), på at fotografere dem alle. Ovenfor er blot et par af dem.

 

Hun blev glad for dekorationen jeg lavede til hendes trappesten, og jeg er glad fordi hun blev glad. OG fordi jeg måtte besøge skoven, hvor jeg i samme hug fik en ordentlig bunke matrialer med mig hjem.

 

Alle er glade.

 

 

2016-10-22 10.18.07

15 kommentarer:

  1. Fantastiske efterårsbilleder.

    SvarSlet
  2. Ja man bliver i helt godt humør. Er ved at gøre rent i div. Skabe og det er sk.. Ikke sjovt eller hyggeligt. Men tiltrængt. Skulle måske tage i skoven i morgen.😄

    SvarSlet
  3. Tak for at dele dine billeder med os :)

    SvarSlet
  4. Lidt tanker her fra mig: Når du har det svært og søger hjælp og oplever, at du ikke får den, beskriver du gerne din frustration. Det undrer mig, at du sjældent fortæller om den hjælp, du modtager på hverdagsbasis, de samtaler og praktisk hjælp, der giver dig fundamentet til at klare, de udfordringer som livet giver dig. Skyldes det stolthed eller Skam? Det virker nogle gange paradoksalt på mig, da du jo gerne vil beskrive livet med Borderline ærligt for dine læsere. Er du selv bevidst om, at du skelner sådan mellem, hvad du klarer med og uden hjælp?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg aner simpelthen ikke hvordan du kan skrive sådan Helle! Jeg genkender slet ikke det du skriver her, og allermest oplever du åbenbart mine skriverier fuldstændigt på hovedet. Jeg bestiller ikke andet end at fortælle om hvor glad og taknemmelig jeg er for de som hjælper!! Hvis det er lægestanden du tænker på, så ER jeg ikke hjulpet af den og DET finder jeg umådeligt frustererende. Jeg ved ikke om du har misset et eller andet, men jeg er faktisk på egen hånd med det meste efterhånden. Klarer min hverdag uden hjælp udefra. Får kun besøg en gang hver 14 dag til en samtale, eller når der er krise af en bostøtte. Jeg handler selv ind og gør også selv rent når overskuddet er til det. Jeg håndterer selv at skrive og ringe rundt efter ny bolig feks, og er alene afsted når der skal kigges. Har faktisk allerede set på to steder, men jeg har været for træt til at fortælle om det her endnu. Praktisk hjælp.. jeg ved ikke hvad du tænker på, for den slags er jo barberet ned til et minimum, og det eneste jeg får af den karakter, er den kommunen yder mig med at styre økonomien. Jeg skammer mig på ingen måde, og har de seneste fem år lært både at bede om og modtage hjælp når det er nødvendigt. Og det fortæller jeg sgu da også beredvilligt om herinde. Jeg fatter simpelthen ikke hvad det er der foregår i dit hoved?? Jeg er overbærende fordi jeg ved at du som jeg har borderline, og derfor er lovligt undskyldt, hvis det jeg skriver bliver opfattet og tolket helt omvendt, men alligevel kan jeg ikke forstå en brik af hvad du taler om. Jeg er helt målløs faktisk

      Slet
    2. Beklager Henriette. Undskyld, men nu ved jeg så, at du kun modtager sparsom støtte. Ofte er det kun i sidebemærkninger du nævner din bostøtte. Nej, du har intet at skamme dig over - tværtimod. Du klarer den her situation fantastisk. Så igen UNDSKYLD.

      Slet
    3. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

      Slet
    4. Kære Helle, så glemmer vi det. Det er ikke værd at tænke mere over, så tak for det og håber du kommer godt ind i den nye uge.
      Kh

      Slet
  5. Kære Helle Storch,

    Nu vil jeg ikke starte en krig her på Henriette's blog, men jeg har efterhånden læst med i et par år og jeg kan slet ikke genkende det du skriver, tværtimod....

    Henriette har da flere gange beskrevet sit venskab med div. naboer, sidst da hun for et par uger siden fik sin opsigelse af huset. Personligt, synes jeg det er både stærkt og flot, at beskrive sine følelser på den måde, samt at hun var mere rolig da hun igen var tilbage i eget hus.

    Jeg tager virkelig også hatten af for Henriette for hendes gå på mod og for, at samle sig selv sammen hver gang hun har flyttet. Her tænker jeg nye nabovenskaber, have, strik osv. som der ikke er mange med psykiske lidelser der formår eller har overskud til, her taler jeg af erfaring...

    Så hatten af for Henriette og husk det her skriv er ikke ment som starten på en diskussion, for vi læser og opfatter aller forskelligt.

    Ha en god dag, nu vil jeg sætte en ny slange på min cykel, så den kan køre mig til stationen i morgen tidlig.

    CQ

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er selv ret uforstående overfor den beskrivelse/opfattelse Heller kommer med! Tak fordi du satte dig til tastaturet og lige bekræfter mig i, at jeg ikke er helt ved siden af i min selvopfattelse.

      Slet
    2. Du har fuldstændig ret. Jeg beklager mit negative skriv. Jeg er pt ret ustabil og vred på alt og alle. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over Henriette

      Slet
    3. Du har fuldstændig ret. Jeg beklager mit negative skriv. Jeg er pt ret ustabil og vred på alt og alle. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over Henriette

      Slet
    4. Det er jeg faktisk ret ked af at høre Helle. Håber ikke det vil vare ved for længe.

      Slet
  6. Er vildt fascineret af dine billeder.
    Du kan (og har altid kunnet) bare noget med det fotograferen. Du ser motiverne i det dagligdags og gør dem til små kunstværker.
    Bliv endelig ved med det!

    SvarSlet