I begyndelsen af august flyttede jeg alle pelargonier fra gårdhaven. Udsigten til stillads langs huset fik mig til at rydde gården, så ikke planterne skulle komme til skade. Siden da har de stået her tæt i flok, og det har sådan set været en fin løsning. Og så alligevel ikke helt.
Nedenunder stod nemlig tallerkensmækkere, kraftigt belagt med kålorme og de bredte sig hurtigt til overboerne, med huller og øv til følge. Jeg har regelmæssigt gennemgået dem og forsøgt at få kontrol over tingene, men har ikke helt haft overskuddet til at tage dem fra en ende af. At stilladset så stadig ikke er sat op og taget endnu ikke repareret vil jeg ikke kommentere på her, kun vil jeg sige at det har ærgret mig en smule, at jeg nedlagde muligheden for at benytte gården. Som bekendt blev august og september jo vidunderlige, men pyt nu med det.
I går var vejret og mit humør enige om, at det var nu det skulle gøres. De kunne godt have stået lidt endnu, men ikke kun frost og kulde afgør den slags opgaver, det gør også min daglige energistatus såå…
Systematisk og en for en, blev alle gennemgået, rippet for grimheder og skyllet godt. De små blev simpelthen dyppet med hovedet nedad i en balje med vand, andre bruset over. Det gave pote og ikke få orme måtte lade livet på den konto.
Det er efterhånden sin sag at få sat planterne i vinterhi indendøre, hvis de skal stå under optimale forhold, men det lykkedes fordi jeg har gode muligheder her i “mit” elskede hus. Ude i gangen står der en del og de største af dem. Der er køligt og lyst. Og her er plads til denne ordenlige krabat, som jeg ikke helt ved, hvordan gik hen og blev så voldsom:
Jeg har arvet sådan en lav blomsterkummetingest, og deri står den nu. En meter hvor den er bredest og ganske imponerende.
Det tog hele formiddagen og derefter var søndagen tilegnet strik og serier på tv.
Jeg kom alt for sent i seng, igen!
Lidt for få timer senere blev jeg vækket af Herman. Havde glemt at lukke døren til stuen, og derfor var der en hoppende kat i sengen ved halv syv-tiden. Udsigten fra soveværelsesvinduet så sådan her ud, da jeg endeligt fik taget mig sammen til at stå op.
Havgus helt op til naboen.
På med tøjet,og med en kat der ivrigt spæner foran mig nedad trapperne og ja..
Jeg måtte lige tænde lys, for at se om jeg var vågen eller det mon skulle være et mareridt jeg var midt i.
Den var god nok. Overalt omkring min siddeplads lå en solsort. Ih guder hvor sådan en stakkel har mange fjer at give af!
Og nej Herman, det nytter IKKE at gemme sig under mors skørter, for du ER altså en bandit. Tror du virkelig jeg gider støvsuge fra morgenstunden af da? Hva?
Og sådan gik det til, at mandagen kom igang på den mest effektive facon. Tak for det Herman. Hmm…
Det er med dyr som med børn, de skal nok holde en i gang...
SvarSletDet er både sikkert og vist :-)
Slet