Regn ingen hindring

 

 

 

 

Jeg stod op til silende regn i dag, men med det rette kluns er en smule vand ingen hindring mod at gennemføre en plan. Nemlig.

 

En hurtig kop kaffe til at vågne på, og så var jeg klar til at tage en tur tilbage i tiden.

 

Først var der lige lidt indkøb, der skulle overstås og bagefter smed jeg bilen et sted tæt på, så jeg trods alt ikke skulle gå alt for langt. Målet for turen var træerne i kanten ved fodboldbanerne, omme bag ved min gamle have. Her langs marker og grøft gik jeg for at komme op til det sted, hvor jeg ville hen.

 

 

Jeg er ikke så stedkendt endnu overalt på Lolland, at jeg kunne tage til en skov, men jeg ved et træ med lige de små dimser, som er smukke på en krans og i dekorationer, og det var dette træ som var målet for dagens lille tur.

Jeg fik hvad jeg kom efter og lidt til, fordi en indskydelse fik mig til at hente lidt pil ved kiropraktoren.

 

Når det sådan er efterårsferie er her heldigvis ret stille og mennesketomt, og især også fordi det netop regnede, kunne jeg få lov at gå i fred og uden at nogen undrede sig over min lille indsamling. Ikke at det er ulovligt eller noget, men jeg tror bare ikke mange her i omegnen render rundt og samler natur lige netop der, hvor jeg var. Nogen ville måske undres, for slet ikke af tale om hvad der ville blive tænkt, da jeg forsigtigt hev mit kamera frem, for at skyde lidt billeder fra baghavesiden, af min gamle have.

 

“Underlig dame er set stående i silende regn og fotografere ind i fremmede folks haver”!   Ej vel.. den går sgu ikke. Kun, hvis man kan snige sig til at gøre det uset.

 

(Her er lidt billeder fra sidste år):

 

Siden jeg flyttede ud af huset i Vestergade, har der boet to forskellige lejere allerede. Først en fyr, som efter nogle måneder stak af i nattens mulm og mørke. I mellemtiden havde han nået at fjerne det jordække af en presenning, jeg havde lagt for at forhindre meterhøjt ukrudt i at overtage. Ydermere havde han en hund i str. hest, som fik lov at bruge haven som toilet og legeplads..

Sidenhen stod huset tomt nogle måneder og så flyttede en kvinde med to børn ind. Efter to mdr forsvandt også de. Nu er huset endnu engang forladt så vidt jeg kan se, men at gå ind i haven turde jeg alligevel ikke, så jeg har bare taget nogle billeder fra ydersiden.

 

Det er næsten ikke til at forstå, at for bare eet år siden var det en oase, med miniskov, bålplads, små rum, trimmede træer, bede og naturhegn:

 

Uskarpt, men alligevel til at se, står det bed med georginer jeg lavede forsøg med sidste efterår. Som I kan se har de klaret sidste vinter under dække rigtigt fint, især når man tænker på at deres “dyne” af halm og plast blev fjernet af første lejer efter mig, og at der absolut intet er gjort for at passe dem sidenhen. I tørkeperioden (maj-juni) blev de med garanti ikke vandet, for man har sikkert ikke engang vidst at det var planter, som “var” mere end ukrudt og på den måde kan man da slå fast, at en knold vil overleve mere end man tror man kan byde den.

Ikke fordi jeg egentlig ved, hvad jeg skal tænke om det, eller fordi jeg har de store følelser tilbage efterhånden for haven, men alligevel synes jeg det er synd og skam.

 

Og sådan er der så meget man kan spilde tanker og energi på, men det gider jeg ikke længere. Ejheller gider jeg at hidse mig yderligere op over, at jeg nu igen skal forlade en højtelsket matrikel. Det nytter simpelthen ikke noget som helst. I stedet mærker jeg tydeligt at jeg er så afklaret allerede, at jeg mentalt er begyndt at tage afsked med mulighederne her. Jeg ER her, nyder hver dag og udnytter til fulde at jeg kan, men jeg ser fremad mod det næste. Og glæder mig forsigtigt en smule nu, fordi jeg måske hvis heldet er med mig, igen en dag kan stå op et sted hvor udsigten er længere og bredere, og allermest vigtigt..

 

… til at jeg kan gå ture med mine katte.

Det var nemlig en underlig følelse i dag at gå den rute alene, hvor jeg plejede at have to vrangvillige, men alligevel nysgerrige katte i hælene.