Vi bed tænderne sammen og hentede det sidste i går

 

 

 

Jeps! det gjorde vi nemlig. Naboerne og jeg. Eller… ret beset var det dem der hentede, for jeg stod nærmest bare og gned hænder og bed negle fordi det sidste var så tungt og uhåndtérligt, og fordi mine hænder ikke selv kunne tage så tunge løft, OG fordi jeg havde det enormt dårligt over at de skulle tage slæbet.

 

De tog det pænt. Også da sovesofaen efter et historisk besværligt flyt, nåede min nye plæne og derefter gik i stykker. Alt det mas og alle de løft og så ender det med at den blev dømt ude, inden den nåede ind!  Kæft jeg synes det var pinligt, men sådan går det og sådan går det hver gang jeg flytter. Der er altid noget som må efterlades, og noget som går i stykker eller får slag der skæmmer. Intet at det jeg har med mig er efterhånden intakt, men skide nu være med det. Jeg har da heldigvis stadig min luftmadras og DEN er heldigvis uden huller. Endnu. Jeg ville have brugt sovesofaen som permanent seng i soveværelset, men da jeg ikke har haft en seng i årevis, er det ikke noget jeg kommer til at savne mere end jeg allerede gør.

 

Nu står sofaen så, som et styrtet fly ude i haven og venter på at storskrald kommer og henter den. Allerede inden flytningen havde jeg besluttet, at i stuen skulle den ikke stå. Den har aldrig helt været mig, mest fordi den er så hamrende ubekvem at sidde på, og fordi jeg synes to sofaer er lige i overkanten her. Min gamle arvede sag er nu dronning i gemakkerne. Jeg har givet den en kjole på, så farven er mere spiselig.

 

Jeg har min stue hos mig igen, og faktisk er den endnu mere fantastisk end jeg troede den kunne blive, og endnu bedre end den jeg er flyttet fra. Den havde jeg så ikke set komme, den dag jeg blev sagt op. Det gik som det gik, og ærligt talt er jeg slet ikke færdig med at holde armene over hovedet endnu. At ulykke er vendt til held er et lille mirakel synes jeg. Kattedyrene er totalt vilde med alle de store vinduer, som de bruger meget tid på at sidde og kigge ud ad. Først det ene og så det andet og så tager vi lige det ude i køkkenet, og så spæner vi hen og kigger ud i haven gennem terassedøren.

 

Og nu det med at kigge ud i haven..

 

.. det er de ikke enen om at synes er helt vildt fantastisk.

 

 

 

 

Og nu det med vinduerne.

 

Her er overdrevet lyst når solen skinner!  Ikke at det er en slem ting, godt lys er vigtigt og for mig helt nyt i hussammenhæng, men faktisk er her så lyst når solen skinner, at jeg bliver helt sneblind altså.. Det er mange år siden jeg sidst havde hvide gardiner og een ting er sikkert, de tager udsynet men absolut ikke lyset.

Nu står solen jo lavt på himlen og måske det bliver knapt så blændende til sommer.

 

I det hele taget er her bare pænt nu. Jeg har stadig migræne dagligt, men her er pænt. Jeg har heller ikke sovet igennem i to uger nu, men her ER pænt.

 

I dag er det 1. søndag i advent og jeg har lavet en krans. Ikke så kunstnerisk overskudsagtigt som først planlagt, men den er lavet og den er lavet billigt. Fandt en stage til en ti’er i genbrugen, fire røde æbler, grønne rankler fra haven, mos fra plænen og lidt nipsenåle og glimmer. BANG! og det var det.

14 dages jubilæum

 

 

 

 

 

Tiden bare flyver, og i aften er det præcis 14 dage siden, at jeg sad her den første aften i huset. Jeg har det godt her. Andet kan jeg vel ikke sige til hele balladen, og når nu det ikke kunne være anderledes, er jeg faktisk i DEN grad totalt begejstret og rigtig glad. Det er fjerde hus, men det første hvor jeg kan sidde i min stue og samtidigt have den skønneste udsigt til haven. I det hele taget er her skønt at skue ud af alle vinduerne, hvilket man jo stods alt ikke just kan påstå tilfældet er i Søndergade. Her var udsigten et nedrivningsparat hus og en lukket gård. Kun fra bagkøkkenet kunne jeg se haven..

 

Nu ser det sådan ud:

 

 

Fotoet med alle lysene udenfor er taget fra mit nye yndlingshjørne:

 

I morgen henter vi de allersidste møbler, og så kan jeg for alvor lukke døren til Søndergade. Det er jeg glad for nu, og endnu mere glad bliver jeg selvfølgelig den dag jeg kan sige det samme omkring haven. I dag kom de første to ladninger hertil, og jeg har med stor interesse fra begge katte sat tingene rundt omkring.

Forleden ryddede jeg højbedet her, og kan jeg skaffe noget jord, så bliver det her jeg lægger alle de løg jeg skal have gravet op igen.

Jeg er gået direkte og stædigt efter hurtigt at få “mit hjem” tilbage, og det har jeg fået. I nye rammer, men helt klart mit hjem. Jeg har sovet virkelig meget, men i de fleste vågne stunder har jeg været effektiv, og så gør det jo også en forskel at jeg har gjort det her så mange gange efterhånden.

 

Fik jeg sagt at jeg er totalt glad. Igen. .. ?

 

 

 

Begge katte er i den grad også ved at vænne sig til det nye liv her, og der er flere favoritsteder både ude og inde. OG der er en terassedør med vindue i..

Nu sidder jeg lige her og ser lidende ud.. så kommer mor nemlig farende for at lukke stakkels mig ind igen.

 

Æv bæv der blev du narret, for jeg vil nemlig slet ikke ind alligevel. HA!

Hov! nu gik hun. Nå, men så kan det da også bare være det samme. Så sidder jeg da bare her og lader som om jeg slet ikke er her.

Der mangler kun 20% nu

 

 

 

Her kommer en kort hilsen. Eller.. så kort, som den kan blive når der også er en masse billeder. Alt er godt, er næsten på plads, kattene er ovre den første krise ligesom jeg selv, og jeg kan se en ende på tingene. Der mangler stadig en lille bitte smule møbler fra Søndergade, men chaufføren er ramt af sygdom så de må bare vente. Ikke at det gør mig noget nu, for jeg har haft tid til at få ting på plads, hvilket er det absolut vigtigste for mig. De resterende møbler kan kan ikke putte noget i, så derfor står de endnu som rosinen i pølseenden. Jeg har prioriteret stue, køkken og bryggers som det første. De andre rum er uden betydning for min daglige trivsel, dog har jeg et lille bitte problem i soveværelset.

 

Min ellers rigtig gode ide med en luftmadras, er her i det nye soveværelse totalt kikset. Den er så bred at den blokerer for døren, og DET har været lidt af en prøvelse i kombination med en hyper Herman.

 

Og nu jeg er ved kattene. Det er røvsygt at flytte, men det er endnu mere røvsygt, at holde udekatte inde over længere tid.

 

Holger er som altid en superskøn hankat. Han har været ude flere gange dagligt fra dag to. Han er hvor jeg er, og så er den ikke længere. Ikke på vilkår om han skal nyde noget af at jeg forsvinder, men han vil alligevel gerne lige gå en runde eller to udenfor. Han har stor gavn af det beroligende jeg fik tilsendt, og han har ikke slikket mere pels af sig. Fik nogle naturplastre fra en følger på Instragram, men dem fik begge katte på mystisk vis fjernet, og ved gud om jeg kan finde hvor de har efterladt dem! De sad ellers og så fjollede ud lige midt mellem deres ører og uden for rækkevidde. I teorien altså!  Også en rest af nogle kapsler med beroligende fik jeg sendt i min retning af Sifka. DE virker, men var hurtigt brugt. Talte med dyrlægen i mandags, og hun anbefalede at jeg fortsatte i op til en måned, men det bliver der altså ikke tale om, for jeg var på apoteket efter en ny bøtte, og ca 30 styks koster 199 kr!  Jeg døde en smule, for Holger får to og Herman een, hvilket hurtigt kan ende som en bekostelig affære. Jeg købte een bøtte og så holder jeg når den er tom.

 

Herman. Lille topstædige Herman. Han tog jo en smuttur dagen efter flytningen, og siden har han ikke været i nærheden af dørene her i huset. Ret hurtigt accepterede han, at Holger gerne måtte komme ud, men at han skulle blive hjemme med mig. Ikke noget der, men nætterne har han brugt på at terrorisere mig, som grusom hævn. Mere og mere træt er jeg blevet, og da jeg nåede til natten til fredag fik jeg nok. Da det blev lyst lukkede jeg ham ud og tænkte, at det måtte være en test for os begge. Efter fire timer udenfor i udmærket vejr om formiddagen, gik jeg ud efter ham. Vidste præcis hvor jeg skulle kigge, i den forladte have midt i mellem de to adresser, og ganske rigtigt kom han spænende da han hørte mig kalde. Men en knitrende pose ynglingsmad lokkede jeg ham med tilbage uden problemer. Lørdag gentog jeg, og der var han også ude hele formiddagen indtil jeg igen hentede ham hjem.

I går var han ude og kom hjem af sig selv.

I morges lukkede jeg ham ud et par timer inden det blev lyst, og der hørte jeg ham møde en fremmed kat. DET fik ham til at indse, at hjemme hos mor er bedst HA!  Han kom hjem ret hurtigt og siden har han nægtet af forlade huset. Lige inden det blev mørkt i dag, tog jeg begge katte med på en runde i haven, og tæt på mig gik han med. Jeg er ret sikker på, at næste trin er at de lærer den nye have at kende, og dertil skal jeg bruge nogle af mine egne haveting og planter. Tror det er afgørende, at de kan genkende det de møder når de er udenfor her, og i dag til formiddag var jeg lige ovre nogle timer for at fylde et par lånte trailere. De bliver ikke kørt herhen med det samme, men nu er de klar til chaufføren er rask igen. Jeg har også fyldt bilen med alskens småt og stort, og i morgen bruger jeg så lidt tid på at pusle her i vores nye have. Så kan de se at vi hører til her for alvor.

 

Jeg har ikke tænkt mig at fortsætte med samme intensitet med flytningen af haven, men er nødt til at begynde i det små et sted. Jeg KAN heller ikke så meget som sidste gang jeg flyttede den. Det bliver noget med 2x2 timer om ugen, og det bliver vejret som styrer frekvensen af anstrengelserne. Som i dag med det perfekte vejr. Det skal jo på denne årstid udnyttes, og iøvrigt har jeg ikke været uden for en dør i en uge, så jeg var tæt på at gå helt amok. Jeg måtte bare ud i dag.

 

Her er en blandet bunke af sidste uges indtryk, men jeg beklager her mangler fotos af kattene. Dem har jeg simpelthen helt glemt. Undskyld.. ;- )

 

I onsdags kom Esther og Carsten og gentog deres redningsaktion, som de også foretog i januar. Der blev hængt op og arbejdet på at jeg kunne komme videre.