Det parallelle univers

 

 

 

Husker I den dersens film, hvor en vejrreporter vågner op til den samme dag igen og igen? 

 

 

… 

 

 

Man får hård hud på hjernebarken af november, når man lever i mit univers. Jeg siger det bare, og det er sgu et under at jeg ikke allerede i oktober bestiller tid til en sengeplads på den lukkede!

Nu jeg tænker over det, så FIK jeg jo rent faktisk sådan en plads, da hele dette hjul af halloweenske novembre begyndte at rulle.

 

November 2010:

Hvis nogen nu skulle have glemt det, så det sådan her ud for seks år siden. Efter det ophold, flyttede jeg så videre til et krisecenter på Østerbro. Der boede jeg og Rasmus i ni måneder. I alle de måneder var mine ejendele spredt ud over det meste af storkøbenhavn, men de fleste fyldte Karinas legehus og veranda. Siden blev hun så træt af mit bøvlede liv, at hun valgte at trække sig. Sådan kan det gå, og det er i orden at ikke alle magter mig. Men det gør ondt alligevel.

 

Næste gang jeg stod i kasser til halsen i november var i 2013.

Turen gik til Vestergade som bekendt.

 

 

SÅ blev det november 2015, og jeg tog efter overfaldet beslutningen om endnu en gang at rykke.

Ikke kun af den årsag, men ikke desto mindre blev det til en november og december med bunker af kasser. Igen!

Og denne gang også med en seriøs planteskole i flyttelæsset.

 

 

Ikke et helt år er gået, men nu er det så november endnu engang. OG faneme om jeg ikke gentager festen! Jeg har her ikke opremset de par gange, hvor en flytning er foretaget i maj og august, men de var naturligvis ligeså trættende.

 

Jeg kan ved at kigge tilbage godt indrømme, at de mange flytninger har haft den positive sideeffekt, at jeg har fået ryddet grundigt op i mit matrielle liv. Det er ikke ringe, men når det er sagt, så ER der effekter jeg er ked af er røget på den konto. Sådan er det bare, men det er nok derfor jeg efterhånden har en smule svært ved at efterlade noget. Sikkert er det også, at den megen rykken rundt har sat sine spor i min krop. Både fysisk, men nok sværest at komme af med, psykisk.

 

Uanset hvor meget andre og jeg selv gentager at det nok skal gå, at det nok skal lykkedes og at der kommer en løsning også denne gang, så har jeg svejset fast på min rygrad at jeg er igang med at miste. En urimelig angst for ikke at at “nå” at få det jeg har tilbage/ har fået genetableret med mig, styrer alle mine vågner timer. Og mine drømme. Det er ikke rationelt, men det er virkelighed. Jeg er pivangst for at miste. Om og om igen kører der lister i mit hoved, hvor jeg hele tiden gentager en remse af det, som skal hjælpe mig godt videre. Jeg skal uafbrudt liste de mennesker op, som har tilbudt dette eller hint. En lang række af datoer eller ugenumre, bliver konstant memoreret. Alt dette og jeg er alligevel inderst inde fuldstændigt overbevist om, at noget går galt. At jeg ikke får mit liv med mig. En voldsom følelse af uro har igen taget bo i min krop.

 

Denne gyselige og kontrollerende følelse ramte mig som et slag, den dag i november 2010. Og den har fulgt mig siden. Det kan snildt være, at kloge psykiaterdame i Maribo har ret i, at jeg ikke er at betragte som traumatiseret, eftersom jeg jo ikke er på flugt fra ødelæggelse og krig, men et eller andet sted er jeg altså ramt af noget. Og hvis det ikke kan kaldes et traume, så har det sikkert et andet navn, men faktum er at jeg ikke har fået det rystet af mig endnu. Jeg har jo forsøgt at få hjæp til at få det bearbejdet, men igen.. jeg er ikke på flugt.  Faktisk bliver det en lille smule værre for hver gang jeg må slå en flyttekasse ud igen, det lyder sikkert som en værre røverhistorie, men jeg er derhenne hvor jeg får kvalme så snart jeg bare ser en.

 

Ingen bryder sig det mindste om at miste. At lide tab. På den ene eller anden måde. Er man borderliner har man det ligesådan, men desværre er netop håndtering af tab og det at miste, så fundamental en problematik (og en afgørende faktor for diagnosen), at det har voldsomme og værre konsekvenser end hos “normalt”fungerende, gentagende gange at stå ansigt til ansigt med lige netop det.. Og her taler vi ikke om at tabe en pung eller miste sit sygesikringsbevis. Det er tab af fundament og mistede relationer der får en bordeliner til at gå helt i baglås.

 

For at slutte hvor jeg begyndte har det givet mig hård hud på hjernbarken efterhånden, og jeg synes selv at jeg bliver bedre og bedre til at miste. Fordi det er sket så mange gange. Jeg bliver bedre til det udadtil…

 

Inde i mig selv går jeg lige meget i stykker hver evig eneste gang.