Den personlige sejr

 

 

 

 

I lørdags fik jeg hentet nogle halmballer, så mine planter kunne blive pakket ind og beskyttet mod den frost, vi blev forberedt på ville ramme om tirsdagen. I betragtning af bilens noget sørgelige tilstand var det ikke den store katastrofe, at transportere de  tre baller i bilen, men ok.. nu ligner bilen ikke kun en trillebør indvendigt, men også en kostald!  Den er med andre ord totalt “smadret”, og trænger i den grad til en kærlig omgang med støvsuger og sæbe, men den er min. Og den kan køre, og den har virkelig været min tro følgesvend igennem firetusindfemhundredeotteoghalvtreds flytninger.

 

Søndag blev så dagen, hvor det aller aller sidste fra Søndergade blev flyttet. Det var de tungeste og mest uhåndtérbare sager og planter der manglede, og alene stædighed og vilje og assistance fra udlejer gjorde, at jeg nu bare kan ånde lettet op.  Jeg har siden december været lidt i gang så ofte som vejret har tilladt det i min nye have med, at få stillet på plads og flyttet væk så her ikke ligner en losseplads, men lige nu er det lige hvordan her ser ud. Hillemænd hvor kan halm bare svine helt vildt meget..

På den anden side er mine planter nu godt beskyttet, og så må der bare fejes til foråret. 

 

 

Ham her.. HAN er godt nok kommet sig lige lovligt hurtigt, og min plan om lidt ro på med alle drengestregerne blev nærmest nedstemt før den blev tænkt. Det er som om de tre dages invaliditet har sat en lavine igang med ALT det der kan give sjov i gaden, og senest i dag røg der et par potter med pelargonier, da utysket mente sig i stand til at liste bagom i en vindueskarm. Han er virkelig ikke til sinds at gå glip af noget som helst! Så snart jeg sætter mig med stof og en saks er han PÅ. Lyden af saksen gør ham helt balstyrisk og da den er skarp som et barberblad, bliver det ikke til meget jeg får klippet når han er vågen.

 

 

Omvendt er min elskede fredelige Holger noget mere håndtérbar, selvom også han lige pludseligt har slugt en forårskådhedstablet. Han spurter gennem hus og have med en iver han sjældent gider svinge sig op til, og allervigtigst er det at tumle med minikatten OVENPÅ mor med dyne på i sengen. Tager jeg en lur, SKAL de to partout ligge der på samme tid, men det ender konsekvent med kluddermor og så tager de en løbetur mere gennem huset. De er så sjove sammen, og jeg er lykkelig for at de har hinanden. De sørger for at soignere hinandens pels og ører og snuder og nakker, de “kysser” når de mødes i vindueskarmen og de deles fint om alt legetøjet.

Iøvrigt har det været lidt af en udfordring at finde en gangbar metode til at få de små lyserøde bitre piller ned i Hermans mave. ALT bliver afvist på et sekund, også de små kugler med leverpostej omviklet i tyndt kyllingekød!  Pillen blev pulveriseret til ukendelighed, rullet ind i midten af en lille kugle af postej, men pokker tage mig om han ville spise den. Skide sur vendte han ryggen til og nægtede, men jeg har sejret har jeg for kattemalt er åbenbart så kraftigt i smag og duft, at det kan camouflere kemien, så nu slubrer han glad og fro den seje karamelagtige masse i sig to gange om dagen. HA!  Mor bestemmer. Lader han mig tro..

 

I virkeligheden er det kong Holger og prins Herman der kører løbet her. Og de ved det.