Når det er sagt..

 

 

Forleden skrev jeg lidt om læger, og nu har jeg så taget næste skridt til at besøge en igen. Der er ingen vej udenom, selvom jeg godt nok ikke har lyst til det. Et sådant besøg vil helt sikkert være begyndelsen på en ørkenvandring rundt til diverse undersøgelser, som i værste fald betyder lange udflugter til fjerne dele af landet Lolland/Falster. Jeg gider bare ikke!

 

Mine to hænder er nu lavet, og de virker begge igen. Det er en fornøjelse, og derfor motiverer det mig til også at få gjort noget ved andre skavanker, der i høj grad påvirker min hverdag. Hver dag.. Venstre knæ gør stadig pivende ondt efter kun kort tid på benene, og jeg er derhenne hvor jeg ikke længere kan gå uden smerter. Konsekvensen er jo, at min frihed er totalt begrænset, hvilket trods alt ikke er til at acceptere.

 

 

I går fik jeg lyst til at bygge mig en reol ude i gården, og umiddelbart er det en hurtig opgave, som oveni også er hyggelig og fyldt med fornemmelser om det snarlige forår. Allerede første tur fra skuret, og rundt om huset hen til carporten med trillebøren sætter gang i smerterne, så det er ren stædighed der får mig til at insistere på at kunne det her. Jeg nægter simpelthen ikke at kunne lave noget som helst udenfor, men det betyder også at efter halvanden times leg, må jeg stoppe. Resten af dagen kan jeg bare sidde og sidde.

 

Den går bare ikke. Nu er jeg endeligt ved at være der, hvor jeg kan se lyset for enden af tunnelen og hvor min tilværelse kan begynde at være sjov, og så er jeg reelt henvist til bare at kigge på. Fanme nej.

 

Så jeg må til lægen. For jeg har planer.

 

Reolen er kun begyndelsen.