Så kan man tilgive meget

 

 

 

Når man vågner til en klar blå himmel og høj sol i februar, bliver det pludselig meget lettere at tilgive tilværelsens urimeligheder.

 

 

 

Her midt i den sidste kalendervintermåned, gør det mig ikke så meget at frosten stadig flår om natten. Naturen har brug for sin cyklus er jeg overbevist om. De grå dage der lige har været kan næsten slet ikke erindres, når jeg sidder her med åben terassedør og lader den friske luft rense stuen. Udenfor har nogen smidt en gråspurvebombe i min hæk, og deres kvidren er faktisk det der dominerer alle de andre lyde, som præger en onsdag. Skraldebilens besøg, en bil og livet lidt fjernere derude, overskygges simpelthen af mine allernærmeste omgivelser.

 

 

Jeg er blevet ret god til at lukke alt det ude, som jeg i drømme helst ville være helt foruden, og derfor kan jeg i dag sidde her og bare frydes over, hvor glad jeg er for at bo her. At det snart er fire år siden jeg kom hertil er næsten ikke til at fatte. Jeg savner intet (uden min søn og mine forældre) fra den store by. Absolut intet. Jeg savner som oftest kun mig selv, men det er en helt anden historie, og den kan slet ikke fylde mig i dag, dertil er vejret simpelthen for godt. Senere når dagen er blevet varmet op, vil jeg gå ud og tømme mit baggagerum for årets nok aller herligste handel. Sølle 25 kr måtte jeg betale for en sækfuld krukker og potter til haven. Så er det man bare siger TOP og slår til..

Der er røget reeet mange lerpotter i de mange flytninger, og min samling er blevet systematisk mindre og mindre. Det ærger mig ikke så lidt selvom det ikke er til at undgå, for een ting er de planter jeg bruger dem til, en anden er den plan jeg har haft i mit hoved siden dag eet jeg flyttede på landet. Jeg har et billede i mit hoved jeg ikke helt kan slippe, og en dag skal det nok lykkedes mig at skabe noget der ligner. Lerpotter er hundedyre og lerkrukker er nærmest ubetalelige, så jeg er konstant på udkig efter de der er billigt til salg, og hvis nogen vil af med potter er det hos mig de kan aflevere dem haha.

 

 

Indtil videre, og så længe det er for koldt til at lege udenfor, vil jeg forsøge om jeg kan få lavet mig mit eget haveforklæde. De findes i mange og smarte udgaver flere steder på nettet, men de er vanvittigt kostbare så jeg har med hård hånd klippet alle de 15 par gamle jeans op, som jeg har flyttet rundt på fra hus til hus i årevis. I år har jeg forliget mig med, at jeg ikke gider forsøge at tvinge mig selv ned i størrelse 36 og 38 og 40 og 42 og 44 .. igen. Fanme om jeg gider blive ved med at se tilbage. NUL! Hele bunken af kluns må videre og væk fra mit liv. 

 

Noget bliver givet til genbrug, andet bliver genbrugt af mig. I en anden form. Skjorterne klipper jeg til strimler og så kan de blive hæklet op til en kurv. Det der er mønstret bliver genbrugt til små projekttasker og det strikkede syr jeg sammen til et tæppe, der kan ligge udenfor. Der er muligheder nok, men det bliver ikke med det samme jeg får det gjort, for syning er ikke min stærke side længere. I første omgang bliver det forklædet, som kan tjene mig i haven.