Smil og arbejde og glæde.

 

 

 

Jeg havde det ikke helt godt i morges da jeg stod op. Udmattet og med let hovedpine begyndte dagen ret så langsomt. Jeg er blød som smør og har en rygrad som en regnorm, så da jeg i aftes kom ind og så de to englebasser ligge så uskyldigt og sove, ja da nænnede jeg jo ikke at jage dem på porten. Et svagt øjeblik glemte jeg at djævle kan bære pels..

 

Jeg fik viklet mig selv ned under dynerne i håbet om,at de to ikke blev alt for vågne. Tænkte at det da var helt hyggeligt, men jeg er så nem at narre og midt på natten gik festen igang efter, at jeg havde måtte kæmpe for i det hele taget at få lov at ligge under mine egne dyner!  De to altså.. Torsdag var næsten samme forestilling, men der nåede de selv at blive så ivrige da jeg tændte lyset, at jeg forviste begge lømler fra soveværelset. De nåede en mindre slåskamp over hvem der skulle ligge hvor, og Herman opdagede desværre en ny ledning, som det var tvingende nødvendigt at undersøge med tænderne. UD blev der sagt!

Og ja, jeg fandt søreme et varmetæppe i Aldi i denne uge. Nedsat til 60 kroner!  Det har jeg ønsket mig siden jeg ikke længere har et badekar, og noooooj hvor er det godt at komme ind udefra, få lidt at spise og derefter krybe ned i en brandvarm seng. Jeg fryser sjældent, men huden er alligevel kold når jeg kommer ind og knoglerne stive.

 

I det hele taget kommer der mere og mere normalitet og rarhed tilbage i min tilværelse i øjeblikket. Jeg har fået mig en rigtig seng. Mit køkken er et rart sted at være, og der mangler efterhånden ikke så meget før, at det også fungerer som i alle andre familier. En brødrister der ikke brænder, og en håndmixer er ved at være de sidste el-ting jeg mangler, og de kommer også en dag.

Hverdagen fungerer med andre ord mere og mere som normalt. Så normalt, som det nu kan lade sig gøre i min situation. Jeg er gået fra at have manglet nærmest ALT til nu kun at mangle småting. Et strygebræt og en brødrister er trods alt kun det ekstra der er bekvemt, men ikke afgørende. Det har så også lige taget seks år, men jeg er på vej. På vej til det gode liv jeg synes jeg fortjener, og som jeg drømmer om. Det gode liv, som i mange andres øjne er håbløst småt, eftersom jeg ikke kan arbejde og svælge i ferier og nye sko feks. Det, der er det gode liv for mig, er ganske enkelt at have så få udfordringer som muligt, så meget ensartethed som muligt, så mange gode øjeblikke som muligt, så meget daglig glæde som muligt, så lidt smerte som muligt, så mange smil som muligt og så meget udadvendthed som muligt.

 

Jeg er godt på vej.

 

 

I dag var sådan en dag. En hvor jeg har smilet så meget som muligt. Arbejdet så meget som muligt, nydt så meget som muligt og takket i mit stille sind så meget som muligt. Fordi jeg er hvor jeg er.

 

Smil og arbejde og nydelse. Hvordan kan en lørdag i marts være meget bedre?

 

Smil og arbejde og nydelse. Et regulært kinderæg, som betyder at jeg i dag fik hjælp til at flytte alle stenene fra Søndergade. Smil over kattene.  Arbejde sammen med min forrige udlejer, og nydelse med en kop kaffen på terrassen efter et tiltrængt hvil midt i det hele. Deraf følger ægte glæde.

 

Glimt fra lørdagen:

 

Foruden alle de tunge sten, fik jeg også et par ekstra hortensiaer med mig. De blev lige gravet op i en ruf, sammen med glemte bregner og liljer. En syrisk rose og en lille aflægger af en kristjørn fra mine forældres have var også glemt, men nu husket og hjembragt.

 

Tak for en dejlig lørdag.