Duer og morgensol

I aftes fik jeg en uventet gæst. Bedst, som jeg gik og tog vasketøj ned, landede der en dueunge på mit hoved.

En kærlig, opsøgende og meget sulten en af slagsen.

Den fulgte mig uden at vige en meter, rundt som jeg gik og rodede derude, og gudskelov var Herman på dette tidspunkt omme i haven. Min nabo og jeg undrede os over at den havde ringe på, men ingen numre eller andet der kunne forklare, hvor den hørte til. Efter lidt ringen rundt endte det med, at jeg aftalte med 1812 at den nok hellere måtte hentes, men i mellemtiden var Herman på banen så duen blev løftet over hegnet og sat i skjul hos naboen. På det tidspunkt var Hermans mundvand blevet til en mindre sø…

Her til formiddag landede den endnu engang på mit hoved, og som aftalt blev den forsigtigt sat ind i kattekasssen, udenfor farefulde fjenders kløer, og en fugleven fra Våbensted Vildtfuglereservat har nu hentet den, så den kan lære at overleve i naturen.

Det viser sig, at baby Ejnar som jeg har døbt den, har været sommerunderholdning et eller andet sted her i nærheden!  Han fortalte, at han allerede havde hørt om den nogle dage tidligere andetsteds fra, og at det er en familie med børn, der har fodret den i en periode. Fodret den og givet den neglelak på! Da ungen på et tidspunkt bliver større og mere selskabelig og krævende har de simpelthen sat den ud, og overladt den til sig selv..

Jeg FATTER det ikke i min hjerne.

Den var tydeligvis tryg ved mig, og vant til at være i hænder. Den gik på jorden bag mig samtidigt med at jeg vandede bede, og den nægtede pure at forlade min hånd da jeg forsøgte at gå ind i huset. Sådan en fugl har ikke en chance i naturen. Her er der jo feks dræber Herman, som egenhændigt har set det som sin fremmeste opgave, at nedlægge tre par solsorte OG indholdet i TRE reder. Seks store og tolv små solsorte er det blevet til på et par mdr. Foruden jo selvfølgelig et utal af mus, natsværmere, gråspurve, musvitter og blåmejser. En million spyfluer og en hær af græshopper har han også ædt sig igennem denne sommer. I går morges trådte jeg feks på hovedet af en lille mus da jeg stod op..  Det eneste der var tilbage af nattens fangst var lagt ligeså fint ved siden af mine sutsko.

En tam due ville have været dødsens her.

Nu har den den godt og trygt i Våbensted, og NOJ hvor er jeg bare glad for det.

Min tirsdag startede forresten tidligt, for efter min beretning herinde om store vidder og smukt hav besluttede jeg, at jeg ville se solen stå op ude ved vandet. Vækkeuret ringede klokken fem, og kvart i seks var jeg på pletten med min kaffekop. Desværre var der mildt sagt blæsende derude, og jeg måtte opgive planerne om et par timer med ro, strikketøj, natur og højt til himlen. Jeg nød dog turen alligevel og jeg VIL bare tag mig sammen til at gøre det noget oftere. Jeg bor jo for faen kun ti km derfra!

Her ville jeg så have lagt et link til jer. Et link til et indlæg fra 2013, og dengang jeg fik besøg af frække Frederik på Alsøvej. Det var andrikkebabyen, som gik så vidt som til at gå med mig i bad!  Desværre nytter det ikke en hujende fis for ALLE mine billeder er væk!!!!!  Hvad fanden sker der?  Hvordan kan mine billeder fra gamle år bare forsvinde?  Jeg er virkelig sur over det.

ØV.

Heldigvis er der billeder i mine egne arkiver så her er Frederik:

Frække Frederik kom pludselig en søndag spænende gennem hækken. Slog sig ned, og hyggede sig gevaldigt med at hjælpe mig med at luge bede. Trissede rundt nogle timer, og endte med at vralte med hele vejen ind gennem huset og ud under bruseren, da jeg måtte have et bad efter en lang hed sommerdag. Kort efter forsvandt han igen. Lige så hurtigt som han dukkede op.

ÅH jeg elsker bare at bo på landet. Og jeg elsker dyr. Ret praktisk faktisk.

Når man nu har slået sig ned hvor man har slået sig ned.

Om lidt forsvinder årets august, og med den.. de lyse nætter

Efteråret er fantastisk på vores breddegrader. Ja, det er sikkert fantastisk over hele kloden, men hvad ved jeg. Jeg har ikke rejst særligt meget, men er der eet sted jeg virkelig er trist over, ikke at få set når det er efterår, må det være Vermont. I det hele taget den del af Stephen King’s USA, hvor bjerge og træer i tusindvis viser sig fra den smukkeste brændende side på så store arealer, at Dyrehaven bare kan gå hjem og lægge sig. DET gad jeg bare godt.

Store arealer (i mindre målestok) med smukhed kan lille Lolland heldigvis også tilbyde, jeg skal bare stikke hovedet udenfor egen matrikel, og køre/gå/cykle i ti minutter. Inden længe brænder naturen også her i lokalområdet, og så er jeg den der skynder mig at suge til mig af farver og former. Det er slet ikke at kimse af. Overhovedet ikke.

Hver af mine fire haver har haft sine fordele, og den fordel jeg savner mest ved Vestergade, er så absolut det areal jeg var ved at indrette til skovhave med indbygget efterårsplads. DEN kan ikke genskabes her. Og så alligevel måske..

Her på Kirke Alle er der nemlig et stykke med nåletræer, buske og ahorn. Et stykke,der med lidt fantasi og snilde sagtens kan få sig en fremtid, som havens efterårsspot. Et stykke, som mestendels skal passe sig selv fra januar til september. Vi får se om jeg kan trylle noget frem.

Nu om lidt, når august forlader os, er det også slut med de lyse nætter. INTET efterår i verden, noget sted på kloden, kan dog kompensere for den nedtur det er for mig, hver gang det igen bliver bælgmørkt om natten. Og om aftenen. Og eftermiddagen!  Jeg hader det, og de af jeg der har læst med længe vil også huske, at jeg hvert evigt eneste år beklager og begræder mørket der venter. For helvede jeg hader det. Dog.. man kan ikke få det ene uden også at acceptere det andet. Når man altså bor på vores breddegrader, og stearinlys er heldigvis en stor trøst når den tid kommer.

Først for nylig er det nemlig sevet ind på min lystavle, at lyse aftener og nætter bestemt ikke er noget, man finder overalt på kloden. Jeg vidste det vel egentlig godt et eller andet sted, hvor skolelærdommen har gemt sig, men det har jeg bare slet ikke tænkt på. Jeg har taget for givet at sommer er lig med lyse nætter. Overalt. Jeg KAN godt love jer for, at lige siden den dag, det gik op for mig hvor priviligerede vi er her i skandinavien, har jeg hver eneste lyse aften takket for den. Jeg har kigget på den inden jeg lukkede mine øjne, for ikke at gå glip af en eneste. Det er så kort en periode det varer, så det gælder om at få det hele med. Og det vil jeg mene jeg har fået i år. Ligeså helvedes mørkt her er i månedsvis, ligeså lyst er her om sommeren. Og jeg vil ikke være en eneste årstid foruden. Trods alt.

Her sidst i august er jeg med lyset der langsomt forsvinder, også ganske som jeg plejer, pivtræt af haveliv. Jeg nyder haven jojo. Jeg udnytter hvert muligt minut til at opholde mig i haven eller på terassen, igen for at få det hele med, men jeg er sååååå træt af det nu. Jeg gider næsten ikke engang at plukke flere blomster! Jeg er mæt og har allermest lyst til at flå hele herligheden op og lukke ned, men bare rolig jeg gør det selvfølgelig ikke. Naboerne ville jo få sig et chok. HA! Især i weekenden dropper både kendte og ukendte ansigter ind for at kigge og beundre, og det gør mig jo så glad og stolt, at det ville være synd at ødelægge al frodigheden. Så jeg gør det i det små. Pakker sammen, og klipper væk. Rydder op og samler frø. Bare så stille og roligt uden at nogen opdager noget.

Forresten har jeg da også været ved vandet i sidste uge. For første gang i to år! Det er så vanvittigt at jeg, der bor så tæt på og som elsker havet, ikke har været forbi meget oftere. Jeg går og putter mig her og glemmer at tage ud, men da en bil med fører alligevel skulle ad Kramnitze til, skyndte jeg mig at hægte mig på, og sådan gik det til at jeg så vandet og nød udsigten, imens der blev slået græs andetsteds i nærheden. Jeg øver nemlig også mine færdigheder i at være udadvendt, så den tur var perfekt. Og smuk.

Inden jeg smutter, kan jeg også lige tilføje at jeg er begyndt at cykle igen. For alvor. Det er jo i virkeligheden skønt at komme frem på den facon, og jeg er et skarn med en laber cykel, der stadig er nærmest ny efter fem år! Jeg har et eller andet med, at det er synd at bruge og slide på nye sager, så jeg har ikke nænnet at bruge den. Ganske som jeg ikke nænner, at bruge de færdige stykker strik jeg har. Jeg går med forrige års modeller, og lader ømskindet de nyeste ligge. TÆNK hvis de blev slidt. Jeg er en sær tåbe, og jeg forsøger at ændre på den åndssvage ide, ved nu at reelt bruge min cykel. Det næste store skridt bliver rent faktisk at gå med mine nye sweatre og sjaler.

GULP!