Jeg har hentet Holger hjem

Jeg har været ret udmattet efter lørdagens hurlumhej, så indtil i dag har jeg egentlig bare siddet og siddet. Og strikket selvfølgelig. Herman er 100% i mit fokus, så jeg benytter alle lejligheder til at nusse og kramme og lege med ham, det er dog ikke så meget endda for den lille raket er ikke just en homie. Han har sine hvilepauser, men de er udpræget korte for søvn er spild af spænetid, så det meste af døgnet er han på farten udenfor. Jeg går og vænner mig så småt til livet som solomoster, hvilket uden tvivl har sine fordele, helst ville jeg dog have Holger ved min side.

Indtil jeg får kræfter til at grave et hul, så har jeg ham i vindueskarmen i æsken. Den er sober nok, så det er ikke såååå bizart endda.

Jeg er ikke færdig med at mindes Holger herinde, så det må I finde jer i. Han har fyldt så meget, at jeg gerne vil trække nogle af de skønneste billeder frem igen.

Dette billede illustrerer så fantastisk godt, hvordan Herman bare siden dag eet har elsket sin storebror. Holgers måde at takle verden på betød blandt andet, at han har været en rigtig stabil og kærlig opdrager af Herman. Jeg vidste at han havde det i sig, men var alligevel så stolt af ham, da jeg så hvordan han greb sit sin nye status som storebror/onkel an.

Det første år eller mere, var han hele tiden lige i hælene på raketten, hvor han sørgede for at der ikke skete uheld, at pelsen blev vasket OG, at der blev leget under trygge forhold. Efter den tid kom der så meget fart og eventyrlyst på Herman, at Holger igen begyndte at læne sig tilbage og tage den mere med ro.

Inden længe kommer han til at hvile i evig ro ude ved terassen, tæt på  mig ganske som han foretrak det.