Den første frost i haven

Vi har december nu, og i dag har min have fået den første dosis af frost. Det svinger jo rigtig meget lokalt om der er frost som bebudet, og her hos mig blev det altså i dag, jeg kunne stå op til smukke hvide kanter på husløgene. Sådan en chance vil jeg ikke lade gå fra mig, så før alt andet, selv kaffen .., smuttede jeg i nattøj og røjser ud med kameraet. Solen stod højt på himlen og det var kun et spørgsmål om tid før den hvide glasering igen forsvandt for denne gang.

På sådan en tur mærker jeg savnet efter Holger, selvom Herman og jeg har fundet os selv i en ny hverdag nu. Holger er stadig så meget en del af mit haveliv, at det især er når jeg går rundt derude, at jeg mærker min lille vens fravær. Herman er mere på farten end Holger nogensinde var, så mine timer i haven er mere “ensomme” nu. Herman ER med og han har helt styr på, hvornår jeg er udenfor, men hold nu op det er som at forsøge at fange vinden, når jeg vil have et foto af ham! Holger fulgte mig nysgerrigt rundt, og holdt sig som oftest lige i nærheden når noget aktivt skete, Herman.. ja han er absolut også nysgerrig, meeeeen her er vi mere ovre i noget med at spunse rundt i en nyindsamlet bunke blade, eller determineret opgravning af en plante jeg lige har sat i jorden.

Det er forresten sjovt så forskellige de to’s adfærd er/har været. Holger var stille men royalt insisterende, hvorimod Herman “råber” op når han mener jeg ikke giver ham nok opmærksomhed. På min tur rundt i dag, tog han sig allernådigst lige tid til at følge lidt med rundt, men så snart jeg standser op går det bare for langsomt, og han styrter igennem hækken og tilbage til sin private legeplads på den anden side. Han er væk, dukker op og kalder, er væk igen, kalder, spæner, kalder osv osv osv.

Lad mig sige det sådan.. Herman har ingen problemer med at holde vægten! Hans nye vinterpels har givet ham den skønneste halskrave, men han er i fin form.

Min have er jo ikke, som den feks var i Vestergade, hvor jeg decideret kunne gå tur fra den ene ende til den anden fordi den var så lang, men gå tur gør jeg nu alligevel. Nu er det bare mere noget med at gå rundt og rundt, og jeg kan dvæle længe ved en eller anden detalje som fanger mit øje. Den luksus har jeg nemlig. Og jeg er meget bevidst om, at jeg endelig er et sted og på en plet, hvor jeg kan sige at stress ikke længere fylder mig op konstant. Det er lidt sjovt, at med det lille og forholdsvis kedelige liv uden matrielt overforbrug jeg lever…

… så lever jeg til overflod med vore dages mest eftertragtede luksus.  Jeg har tid. Tid til at dvæle. Tid til at lave det jeg har lyst til og til at hvile så meget som jeg behøver. Kunsten for mig er så ikke at bruge for meget af den tid på, at spekulere og tænke mig selv til døde over alt det jeg ikke kan ændre eller forstå.

Har jeg har spekulationer eller uro, kræver det kun at jeg klæder mig på efter vejret og går i haven. Jeg mærker den indre ro overtage allerede inden mine fødder rammer gummistøvlerne. I øjeblikket er der ikke lige noget som overvælder hjernen, men roen i haven mærkes ekstra meget på en frostklar og stille lørdag morgen:

En lille halv time brugte jeg derude i dag. Ville gerne mere, men det er trods alt for koldt, og så er det da fantastisk, at jeg med den tid jeg har og som er min helt alene, kan beslutte at resten af dagen skal bruges henslængt på sofaneseren. Med julefilm i flimmeren og lidt uld mellem hænderne.