En mørk december nat

Det er natten til min røgfri dag nummer seks, og jeg sover ikke. Faktisk har der lige været et par nætter med uro, men det er forventeligt, så jeg står bare op når jeg ikke kan ligge under dynerne længere. Kunsten lige nu er, at jeg normalt ville ryge på mine søvnløse nætter, og den går jo netop ikke nu. I nat er det heldigvis lettere end det var forrige nat, og den var nemmere at komme igennem end natten før den. Og sådan er det heldigvis gået siden jeg lørdag morgen skoddede min sidste cigaret.

Nætterne er mørke i december, men jeg hygger mig gevaldigt når nu jeg ikke kan sove. Jeg lytter til en podcast som falder lige i min smag. En julekalender om Händels Messias i 24 afsnit (naturligvis), og oplæst af Katrine Nyland Sørensen. Hun har en totalt behagelig stemme, som egner sig så perfekt til netop at fortælle. Hvert afsnit er på omkring fem minutter, så jeg lytter forfra og om igen. Efter jul håber jeg at kunne høre alle 24 afsnit i eet hug.

Selve rygestoppet er i det hele taget gået, som man kan læse om flere steder, og selvom jeg vil gentage at jeg ikke har været blind for konsekvenserne af at ryge, så ER jeg alligevel en smule forbløffet over at opleve positive forandringer allerede i det første døgn! Jeg skoddede den sidste omkring kl otte lørdag morgen, og da jeg gik i seng samme aften ( altså ca 14 timer senere), lugtede mit ellers rene og nyvaskede sengetøj af røg!!!!  DET kom bag på mig. Altså at jeg kunne lugte det, til forskel fra alle de andre mange aftener jeg er gået i seng. Og sådan er det gået slag i slag hver dag siden. Jeg har mere eller mindre fulgt de faser jeg har kunnet læse om.

Efter ca 14 timer kunne jeg selv lugte røgen.

Søndag fik jeg diarre og jeg lugtede kemisk det meste af dagen. Jeg fik en lettere snurren i kroppen og blev også svimmel, men ikke noget der er værd at ofre mere tid på end i en bisætning.

Mandag morgen kunne jeg uden at blive svimmel, inhalere min astmamedicin OG holde vejret som anbefalet. Den gik ikke så sent som bare aftenen forinden.

Tirsdag tudbrølede jeg det meste af dagen! Over alt muligt ligegyldigt, og det var som om jeg nærmest skyllede gift ud gennem tårekanalerne. Jeg er totalt overbevist om, at det har været et eller andet kemisk, der fik mig til at gå sådan i spåner.

Og så kom onsdag. Dagen i går. Min femte uden røg. Allerede her gik det hele meget nemmere, og som en lille ekstra hjælp til mig selv, var jeg henne for at få nåle i ørene til, at sætte ekstra gang i rensningen af min krop og mine organer, men tag endelig ikke fejl af min begejstring og optimisme.. jeg har været totalt hysterisk i perioder, og febrilske vandreture har været inde over for at styre abstinenserne. Det har været og ER sindssygt svært, men jeg er overrasket over at det ikke er værre alligevel. Jeg mener, jeg har jo forsøgt flere gange før. Denne gang er jeg bare i stand til at holde fokus og blikket stift rettet mod min ambition. Det lyder virkelig fromt og en smule trættende, men jeg kan simpelthen SE mig selv som ikkeryger, hvilket er en kæmpe forskel fra tidligere. Det har også hjulpet, at jeg hen imod afslutningen af rygerlivet har været enormt træt af smagen af cigaretterne. Jeg gaaad næsten ikke tænde den næste. Eller den efter. Halvdelen har været pr. automatik, og jeg har ikke nydt dem i samme grad som jeg plejede. Og det er DET jeg hele tiden minder mig selv om, når jeg rammer de situationer, hvor en cigaret i hånden er såååå fristende.

Som nu feks. Jeg har elsket at skrive og ryge og drikke kaffe. Når jeg var søvnløs. Eller at strikke og ryge og drikke kaffe.

Nu er der ikke længere en pakke med cigaretter ved siden af mig, og jeg kan helt ærligt sige at i nat, efter fem hele døgn mangler jeg ikke den pakke. Jeg er ikke konstant bevidst om, hvor mange jeg har på lager og jeg er ikke længere tvunget til at gå ud i al slags vejr fordi jeg er løbet tør. Hvilken lettelse er det ikke lige.. Jeg er sikker på, at jeg kommer ud på den anden side til et liv som eksryger, men indtil det sker vil jeg bestemt ikke være kålhøgen, og erklære mig røgfri og det gik da strygende med den afvænning. Det hedder een dag ad gangen en tid fremover, men hver af de ene dage er kæmpe sejre. Og hver af de ene dage er et skridt tættere på målet om at leve sundere, få mere overskud, slippe af med gener og bøvl og fremfor noget andet, er de med til at frigøre mig fra en last, der uden tvivl har styret mit liv på sin helt egen insisterende måde.

Det er en fed fornemmelse.

I det hele taget har hele 2017 været een lang fed fornemmelse. I store træk.

Efter syv lange år, hvor jeg hvert år til nytår har tænkt at NU måtte næste år da bare blive bedre, så kan jeg endelige af et ærligt hjerte skrive i historiebøgerne, at dette år blev vendepunktet for mig. 2017 blev året, hvor jeg uafbrudt har haft oplevelsen af bare, at blive stærkere og stærkere, og mere og mere selvkørende. At være mere og mere fri. Eneste jeg reelt mangler nu, er stadig at blive repareret der inde i det mørke dyb, hvor besynderlige mekanismer holder mig fast i et jerngreb. Så at sige. Lige på det punkt oplever jeg nemlig på ingen måde, at være frigjort og velfungerende. Lige på det punkt har jeg ikke rykket mig en meter. Når det kommer til det sociale, og til at være alle andre steder end hjemme, er jeg i allerhøjeste grad stadig ufri.

Rom blev ikke bygget på een dag..