Den første lille forberedelse til blomsteråret i haven

I dag prøver jeg forsigtigt at genoptage bloglivet. Igen. Jeg er megaglad over at få bekræftet at det ikke kun er mig, der er træt af påståelige og stædige læsere, så tusind tak alle sammen, for lige at hjælpe mig videre.

Det er jo allerede lige på falderebet til februar, og endnu har der ikke her i mit lokalområde været synderligt meget vinter. Det kunne ellers være virkelig sundt og godt, hvis vi fik en måned med reel kulde, for især rotter og andre skadedyr trivedes lige et nummer for godt efterhånden. Som det er nu netop i disse dage, er det mildt og gråt. Faktisk så mildt og så gråt og så vindstille, at vejret har været perfekt til at få spredt mine valmuefrø i bedene. Jeg har, foruden alle dem jeg selv har produceret og høstet sidste sommer, også investeret i lidt nye farver og faconer. Især de sarte pasteller fra Sarah Raven glæder jeg mig til at se irl, men jeg går også og venter på at modtage en sending af vidunderlige frø fra Floret i USA. Jeg har fulgt dem et par år på Instagram og min betagelse af deres blomster er nærmest umålbar, så da de sidste år begyndte at sælge frø også til EU i større stil, var jeg på pletten, men der blev udsolgt vildt hurtigt. I år lykkedes det mig at få hamstret til hobe heldigvis.

I det hele taget er det lige netop nu, at havemennesker lægger store planer over det ganske land. Alle er vi allerede nu i fuld sving med at planlægge den nært forestående nye sæson udenfor, og der sorteres frø, organiseres i farver og højder, tegnes og fantaseres, gennemlæses bøger, magasiner og internet. Havesæsonen er muligvis på stand by, men ikke helt. Faktisk er jan/feb og marts tre virkeligt hyggelige havemåneder, hvilket jeg i år får rigtigt lov at mærke, fordi jeg for en gangs skyld ikke er optaget af at flytte.

Hurra hvor er det bare herligt.

PS: jeg har nu status af eksryger og røgfri og det går fint med det. Jeg savner mine smøger i visse situationer, men generelt er det værste overstået og jeg kan se frem til en havesæson uden røgpauser, men bare kaffepauser. Det er så skønt altså, og jeg har selvfølgelig store planer for de millioner af formuer jeg nu sparer op haha. Indtil videre er første bunke brugt på garn og strikkebøger, men hvis jeg ellers kan holde mig fra “købknappen” i uldland, så skal næste portion kroner lægges i jord. Så at sige.

Om den skrøbelige vilje

Egentlig ville jeg gerne på skrift komme med en længere udredning om mine bevæggrunde for dette og hint, men ved I hvad.. jeg er SÅ træt lige pludselig. Een enkelt læser insisterer hårdnakket på, at fastholde mig i det der hidtil har været motivet til at blogge, og selvom jeg af alle kræfter forsøger at formidle mere lyse og optimistske tanker herinde, så ER jeg stadig borderliner og har som sådan STADIG de samme mekanismer inde i mig selv. Mekanismer som betyder at der ikke skal mere end EET enkelt menneskes påvirkning til for, at jeg komplet mister lyst og gnist til at dele mit liv med nogen som helst.. Ord er lige netop det eneste der skal til for at nedbryde det jeg så gerne vil forsøge at bygge op for mig selv. Et liv med optimisme og livslyst.

Det gik op for mig efter min beslutning om at stoppe, at jeg ikke kunne undvære skriveriet, men også at jeg måtte skifte spor for at kunne fortsætte. For at det gav mening. FOR MIG! 

Hende her mener tydeligvis ikke at det er iorden, at jeg nu fokuserer på andre aspekter af det liv jeg har. Jeg orker ikke at gengive her, men hendes kommentarer står at læse frit for alle, og også frit for alle til at have en mening om. Der er ganske givet masser af holdninger til hvordan hendes ord skal opfattes, men sådan som JEG læser dem og sådan som de påvirker MIG, har det den effekt at jeg nu igen slet slet ikke ved hvilken måde jeg skal gribe mit skriveri an på. Jeg har mistet lysten. Igen.

Jeg har forsøgt på mange måder. Med venlig diplomati. Med mere skarpe vendinger. Intet virker. Det eneste jeg har tilbage er lysten til at råbe   SÅ STOP DOG MENNESKE. Lad mig for helvede gå den vej der er bedst for mig. Og fri mig for skyld over at “svigte” alle de der stadig kæmper. Jeg er en privat person der har delt af mig selv, og som sådan står det mig frit for at vælge hvad jeg vil formidle.

Jeg må lige træde et skridt tilbage.

Igen.

Desværre.

Januarfarvet #2

Heldigvis har januar mere at byde på, end den farve jeg beskrev i sidste indlæg. Januar har så meget mere at byde på, at jeg uden at ryste på hånden vil skrive under på, at når jeg vågner til en mandag som i dag, så tilgiver jeg glad og gerne den våde grå og forplumrede udgave vi måtte igennem forleden.

Det er mørkt aften igen nu. En smuk smuk solrig og frostklar dag er blevet afløst af bundløst sort mørke, men med lys i stuen og skiskydning på tv emmer huset af vinterro. Jeg holder virkelig meget af at se vintersport. Der er en helt særlig dæmpet lyd i snesportsprogrammer, og når jeg ikke kan få min vilje med sne i rå mængder her til lands, er vintersport bare fedt at lytte til. Og se på. Med det sagt, kan det nok ikke overraske at jeg ser frem til februar, hvor vinter OL skal afvikles. Masser af sne og skøjter og ski og bobslæder skal flimre forbi mig og mit strikketøj. Jeg foretrækker så absolut vintersport med sne fremfor feks håndbold, som er et af de mest larmende og stressende sportsprogrammer der findes. I min verden altså.

I dag har jeg suget til mig af hvidt i mit eget lille vinterlandskab. På vej til lægen og tandlægen måtte jeg lige standse for at indfange øjeblikket, fordi intet som bekendt varer evigt og slet slet ikke de hvide vinterdage. Ved lægen fik jeg lige fjernet nogle pletter, der skal testes. Jeg har for mange år siden fået fjernet hudkræft på min ene arm, og for lige at være på den sikre side bliver pletterne sendt til analyse. Ved tandlægen handlede det bare om lige at få tjekket gummerne efter mit rygestop. Igen.. bare lige for at være på forkant.

Den 2. uge i 2018 er godt i gang nu, og jeg hilser den velkommen.

Iøvrigt er det ikke ofte at det er så koldt, at jeg må skrabe is af bilen.. INDVENDIGT!!

Når alt er farvet i januar

En have i Danmark i januar kan være en mudret affære, og i dag er haverne hernede sydpå helt pludret til i januarfarve.

Januarfarvet. Ordet kom lige til mig, da jeg stod op i morges. Det er en ganske særlig farve, hvis lige ikke findes i andre måneder af året. Det er en farve så mættet med tunghed og fugt og dagsmørke, at den eneste måde at redde hjernen fra helt at mugne er, at sylte dagen ind i klare regnbuefarver, der er investeret i til formålet. Den metode har jeg anvendt i mange år efterhånden, at hente regnebuen frem i januar, men denne vinter er alligevel anderledes på eet afgørende punkt. Vinteren 17/18 har vist sig at blive endnu et vendepunkt for mig, et mere i den lange række af opture jeg har haft i det sidste år. Denne vinter har jeg nemlig hygget mig i mørket!!!  

Det er en tilstand jeg bare ikke har magtet at være i, i de sidste syv år!!

Det har været en ubrydelig cirkel af tristesse, træthed, nedture, og til tider gråd, at komme igennem de lange vintre for mig, som regel har jeg kørt hulebjørnsmetoden og er simpelthen gået i seng allerede ved 21.-21.30 tiden. Jeg har bare ikke orket, at være vågen i de uendeligt mange og lange timer i mørke hver eneste dag, så jeg taklet dem ved at sove mig igennem dem.

Indtil videre.. ikke dette efterår eller denne vinter!

Jeg har nærmest transformeret mit sind tilbage til dengang, hvor jeg evnede at hygge igennem og jeg har genoplevet glæden ved stearinlys, og rarheden i at putte med tæpper og tv i timevis. Hvor jeg før har følt mig desperat og kvalt i mørket, føler jeg mig nu tilpas. Ja jeg føler det tilmed tiltrængt med nogle måneders hvil.

Det seneste år er det som om Henriette langsomt er ved at dukke op igen. Hende jeg kender og som jeg har savnet. Hende der var før alt dramaet og før bloggen kom til. Eller.. helt den samme bliver jeg jo aldrig, og det ville også være både spooky, uønskværdigt og unaturligt, men elementer af min sjæl kan man vel sige, begynder at dukke frem igen. I stedet for at være fastlåst og fastholdt, af både indre og ydre omstændigheder, i et skidt mønster og en ond cirkel er jeg åbenbart ved at bryde igennem og befri mig selv af fortiden. Som en fugl i et æg har jeg fået hul på skallen, er kravlet ud og er ved at lære at flyve. Efter syv år må jeg så også lige sige på godt dansk..

DET VAR FANDEN GALME OGSÅ PÅ TIDE!  NÅ!

Det falder godt i tråd med det løfte jeg har givet mig selv om, at vende ryggen til alt det og alle dem der insisterer på, at jeg bliver stående på stedet. Insisterer på, at udvikling og fremskridt ikke er for mig. Bliver ved med at minde mig om at det, jeg har arbejdet og arbejder så hårdt på at komme videre fra og over, ikke KAN lade sig gøre. Det gør mig rasende og umådeligt ked af det. Alle ved, at det sundeste man kan gøre for sig selv er, at slippe fortiden og skynde sig at være i nuet. VÆRE i nuet. SE nuet. OPLEVE nuet. Det mest konstruktive man kan gøre for at trives, gro og udvikle sig til en kraftfuld eksistens, er at nære nuet og holde op med at forgifte med fortiden. Nøjagtigt som med både prydplanter og ukrudt. Næring eller forgiftning. Det er ikke altid et valg man selv kan tage, men man kan omvendt godt aktivt tage et valg om at ville kæmpe i stedet for at lægge sig ned. Man kan vælge regnbuen fremfor farven januar..

Man kan feks vælge at pudse sine vinduer på en januarfarvet dag. Man kan sætte regnbuen frem i vinduet, og kigge regnbuefarvede frø til haven hos frøleverandøren. Man kan spise regnbuefarvet mad og man kan tage regnbuen i sine hænder og lave blomster i friske kulører.

I det hele taget kan man vælge, at ville have hele regnbuen at kigge på i januar. Det behøver ikke være hele huset, der bliver malet om eller nyindrettet, mindre kan sagtens gøre det. For at få havens kulører ind kan man med et lille enkelt trick, hente regnbuen ned fra himlen og på den måde fortrænge farven januar. I min stue har jeg lavet min regnbuemotivationsplads foran vinduet:

Resten af huset ligner sig selv, og der er ikke ændret på noget. Her dominerer som altid de mere neddæmpede nuancer, som vinteren også indbyder til. Kun eet sted er der eksploderet en farvebombe, og dette ene sted liver hele min dag op. Hele min vinter. Ligeså snart foråret begynder at levere farver og regnbuer i mine bede, kan jeg igen nedtone og som med julen, pakke noget af alt det kulørte væk igen.

Nu jeg tænker over det..

Jeg pakker julen ned og pynter til forår.. Det sgu da det jeg gør :- )

Velkommen til den første side her i min “havebog” årgang 2018

At jeg har ændret mit fokus på bloggen til at handle om haven er helt bevidst, men jeg føler mig vældig åndet over det, fordi jeg bare ikke KAN hitte ud af kun, at skrive grønne tekster! Der kommer alt muligt andet i vejen derinde på de snørklede gangstier, som min hjerne er bygget af. Den består også af enormt mange skyggesteder, gemte hjørner, glemte bunker og tilvoksede stier, hvor ord om alt andet end jord og vækster hober sig op. Det viser sig, at det er sværere end som så, at ændre blogger identitet! Ikke fordi jeg på nogen måde vil af med min bloggerfortid. Jeg er enormt stolt af, hvad det har ført med sig for mig, at jeg har været ærligblogger og problemblogger. Uden bloggen var mit liv i sandhed blevet et helt andet efter 2010 dramaet. At en blog reelt kan ændre forløb og begivenheder i et liv, var ikke noget jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig, da jeg trykkede på det første bogstav dengang i 2009.

Så jeg er glad for min plads i bloggeruniverset, glad for det jeg har formået at formidle om psykiske problematikker, dog kunne jeg bare så godt tænke mig at mine issues kom lidt i baggrunden, og at håb/optimisme/livsglæde og tilpashed blev dagligdag herinde. Det skal nu nok komme tror jeg. Alt ting tager sin tid og det har også taget tid at etablere mig som blogger da jeg begyndte. Jeg har helt bevidst ikke villet hive læsere i land med giveaways og andet af den slags kneb, jeg har satset på at vinde læsere på at være skribent om et liv. Intet andet. Da bloggen var på sit højeste og jeg var mest aktiv med flere skriv hver dag, var der selvsagt enormt mange der kiggede forbi, men man er kun så læst som man er aktiv så at sige, og lige nu er der droslet så meget ned for aktiviteterne herinde, at jeg næppe tror jeg vælter nogen statistik.

Med mit ændrede fokus går jeg nye veje, men det er allermest for min egen skyld, at jeg vil berette om min(e) have(r). Det hjælper mig til at huske mine oplevelser i det grønne. Havebloggersegmentet for nu at bruge et labert ord, er i de senere år eksploderet, og jeg ved at jeg på ingen måde kan gøre mig håb om, at kunne markere mig iblandt den hårde kerne af grønne tanker. Jeg er simpelthen ikke interessant eller ambitiøs nok. Har aldrig været ambitiøs omkring noget som helst generelt, det ligger ikke i mig simpelthen. Har heller aldrig været et konkurrencemenneske, nu vi er ved karaktéregenskaber.  For at markere skal man ud og networke, og her kommer jeg helt til kort. ( Lægger I lige mærke til, hvor mange fancy ord jeg kan?)   Ikke kun af mangel på drive. Jeg er desværre ude af stand til at deltage i messer, markeder, åbne haver, udstillinger og plantebyttedage. Jeg ville ellers gerne, det ved alle der har fulgt bare lidt med herinde. Åhh hvor jeg bare gerne ville. Tænk sig at kunne møde ligesindede og endnu bedre.. at kunne tale med andre om en interesse. I timevis. For mig er min begrænsning ikke kun grøn, den er også ulden. Det er ikke kun haveinteressen, jeg så gerne ville kunne tale med andre om, det er også strikkeriet og garnet jo, men det er en helt anden historie. Mit liv er indrettet så jeg fungerer bedst muligt, men det er bare ikke det liv jeg drømmer om, eller det liv jeg er gladest for at være i. Inde bag smil og begejstring, skaberglæde og hittepåsomhed, fokus på de små ting i tilværelsen og livets smukke gaver og bla bla bla, sidder mit ægte jeg og græder over isolationen. Græder over manglen på knus og kram, smil og latter og over, at selve lyden af stemmer kan gøre mig så træt så træt. Nu jeg tænker over det… måske et forhold til en stum er løsningen! 

ANYways..

Som haveblogger har jeg ikke det store at komme med. Jeg ved godt, at jeg gør tingene på min egen måde, og at det kan inspirere og interessere, men som sådan mangler haveblogland ikke det jeg kan bidrage med, så hvorfor i det hele taget insistere på at ville..

   ..  fordi jeg elsker mit haveliv så højt, at jeg bare MÅ dele det med nogen, og kan jeg ikke gøre det irl, kan jeg i det mindste gøre det virtuelt. Jeg lader alle de andre om at konkurrere på viden, nyeste drivhus, største havedam, bedste terasse, fleste arter, fedeste ildsted, smarteste tools og trendi’este farvekoordinerede bede. Jeg lader de andre om, at kloge sig på nørdeniveau omkring jordtemperaturer, vækstbetingelser, latinske betegnelser, og mest korrekte måde at anlægge stier på. Alt det er ikke det jeg har at byde på herinde.Tværtom.

Her byder jeg på et haveliv bygget op af det forhåndenværende søms princip. Jeg byder på selve muligheden for, at bygge en have for selv de mindst bemidlede, hvis bare man tænker alternativt og ikke er bange for, at efterlyse starthjælp i form af plantedeling og aflæggere. Det var den måde jeg byggede mig en fire haver på, og det kan alle andre også gøre. Hvis altså man har et stykke med jord til sin rådighed. Det kræver ikke networking og vidensdeling på universitetsniveau. Alt det kræver er lyst, google, knofedt og en god kiropraktor.

Velkommen til Genbrugshaven og 2018.