Op på hesten igen og så derudaf

 

 

 

Jeps! der er jeg nu. Fredag er godt nok endnu mere fysisk smadret end torsdag, men hovedet og jeg er enige om, at den voldsomme episode faneme ikke skal knække mig. Ikke på vilkår om jeg også vil være mærket på psyken af den, der er lissom nok at tage af, af fortid og “krigstraumer” på lageret, der kan lægge mig ned. NU må det bare være nok. Punktum.

 

Den lille familie er lige nu samlet her i sofaen, der er ild i ovnen og vi har været et smut i haven. Det sidste er det, som stadig er sværest at tage ind. Det ER sørgeligt, at der kommer en dag, hvor gåture i egen have vil begrænses, men heldigvis ved kun jeg det. Jeg skal nok få indrettet og kreeret nye legepladser til dem et andet sted, så derfor flytter jeg i videst muligt omfang, alt det jeg overhovedet magter med af byggematrialerne, som jeg har fået samlet sammen her. Pokker tage mig om jeg vil efterlade noget. EEn ting er økonomien(energien) i at skulle samle nyt, en anden er at selvom jeg skal forfra og om igen, så nægter jeg at begynde fra bunden, når nu jeg allerede har et lager af sjov og ballade at bruge af. Det er jo det rene haveguld. Brændestabel, træstubbe, grene til at lave buer af, sækkevis af næringsrig kompost, paller, stolper, sten, fliser og alt muligt andet hejs. Nogle vil mene det er forrykt og underligt, at det betyder noget for mig, andre vil udemærket forstå.

 

Jeg rykker hele lortet gør jeg. Og hjælp er jeg allerede nu garanteret fra forskellige kanter.

 

Det hele handler om at se med de briller på, som kan tilpasse sig den størrelsesorden der leves i. I eventyrhaven har jeg skullet tænke i store linier og brede bede, en i mindre have skal der tænkes i højden og med forskellige niveauer af stenbede og indretninger. Hvis nogen vil se, hvad der kan gøres på endnu mindre plads end den jeg måske får, så kig bare ind i Esthers have. Tror reelt ikke min havevendinde kender til begrebet “det kan ikke lade sig gøre”!  Den er nærmest vanvittig i sine løsninger..  på den gode måde. Man tror ikke sine egne øjne, hvad der er på de kvm hun har til rådighed. Derfor tror jeg, at jeg får det totalt sjovt i en mindre have. Når bare jeg har alt, der skal bruges til det ved hånden.

 

Den dag jeg med sikkerhed kender min nye adresse, griber jeg handskerne og går i gang. Det bliver et større og længerevarende arbejde, at afmontere en hel kæmpe have, og med både dårlige arme og en øm ryg in mente, er det bare at gå i gang fra en ende af. Stille og roligt. Det bliver noget med at fylde gårdhaven op, så alt er lige til at tage og læsse, når det bliver tid.  (Og sende hestebud i forvejen til de som skal hjælpe, så de ikke går i koma når de møder op. Hehe)

 

Som det er nu, er eneste forhindring mod det gule hus, de tre mdrs indskud/forudbetalt husleje. Haven er frigivet til brug, og kattene må også gerne komme med, så nu er det faktisk kommunedamen, som holder min fremtid i sine hænder. Hun har fået status af god fe eller ond heks, alt efter udfaldet..

 

Sikken magt hun har hva!