Den ide kan jeg da bare godt droppe!

 

 

 

 

Mandag endte med at give anledning til så meget optur og afklaring, at min ide om at gå tidligt i seng nu er droppet. Jeg gik i seng ved halv elleve tiden, men efter en times speedtænkning og uden at have hørt eet ord af, hvad Bent Otto læste op for mig, gad jeg ikke det fis mere.

 

Nu sidder jeg så her og tømmer hjernen. Det er det eneste, som jeg ved med sikkerhed virker, når nu jeg ikke har nogen at tale med. Eller overhælde med ord i en lind strøm. Når først ordene er formuleret på skrift, bliver der stille derinde igen.

 

Så altså..

 

 

Mandag forløb virkelig interessant, og lige nu er jeg faktisk både lettet og tilfreds, afklaret og tryg igen. Og det er en udvikling, jeg absolut ikke i min vildeste fantasi forudså, da jeg sad der i min stol og stortudede af chok. Det er også uden at det var min plan, gået hen og blevet sådan, fordi det nu engang pludseligt skete, og fordi man nogle gange skal slå til. OG allermest fordi jeg i de sidste tre uger der er gået, er blevet mere og mere bevidst om, at jeg bare ikke orker at bo her et helt år mere. Eller hvor mange måneder det så måtte have endt med at tage når nytåret var overstået. Uanset hvad, er selve det ikke at vide hvad jeg har i vente, nok til at jeg ikke vil have den afgørende ro inden i. Det er uhyre stressende for mig, at være i limbo. Det er ikke godt for mig, og så kan det være nok så fint med et helt år at løbe på.. Det vil være et helt år med underliggende uro, og en konstant tanke på om dette eller hint nu vil kunne betale sig at bruge tid på i haven, fordi jeg ikke ved hvornår eller hvordan. Sådan er det bare. Også selvom jeg er fast besluttet på ikke at lægge mig ned, og på at jeg ikke vil have ødelagt den kommende tid af spekulationer.

 

Det får jeg så heller ikke. Nu.

 

Jeg begyndte formiddagen med at begynde at ringe rundt til de, som skal blandes ind i mine affærer, og bagefter kørte jeg til Fuglse, fordi jeg ved halv elleve tiden fik et tip om et hus. Da det var beset, kørte jeg hjem og fortsatte med at telefonere. Kl 13 havde jeg en aftale med bostøtten, og da hun en times tid senere kørte videre, troede jeg at en lur var på skemaet. Jeg kunne bare ikke sove. Da klokken var tre ringede ejendomsmægleren, og så var jeg igen lige nødt til at gribe knoglen med lidt praktisk. Først ved femtiden var der “ro” på, så jeg gik en runde ude i haven med kattene i hælene, og derefter har jeg “bare” strikket mig igennem aftenen.

 

Og nu sidder jeg så her.

 

To ting har haft afgørende betydning for mig idag.  For det første har min kloge far stillet et spørgsmål, hvor mit svar kom så prompte at jeg ikke længere følte usikkerhed eller tvivl, og for det andet havde besøget i Fuglse samme afgørende effekt. De to hændelser lagt sammen med mine egne overvejelser divideret med en samtale med bostøtten ganget op med den fremtid jeg har mest brug for er lig med, at jeg i morgen skal mødes med mægleren for at få styr på det praktiske.

 

Og det har jeg det rigtig godt med. Nu.

 

Min far stillede mig det spørgsmål, at hvis jeg da jeg sad i Vestergade for et år siden, ikke havde fået Søndergade som en mulighed, men omvendt var blevet tilbudt Kirke Alle, hvad ville jeg så have tænkt om huset og haven?

 

Mit svar var helt uden tvivl, at så ville jeg ikke have blinket et sekund, men klappet begejstret i hænderne, og takket ja. Omvendt vil jeg ikke klappe begejstret over, at skulle ind i flere huse, hvor der er en masse at tage fat på, hvilket nok er en realitet med de fleste bygninger jeg ville kunne betale. Feks var huset i Fuglse en gru og haven uden sidestykke den mest fysisk krævende jeg endnu har set, MEN udsigten og beliggenheden var gudeskøn. Det kan bare ikke nytte noget, for det vil være alt for hårdt i længden at bo sådan, hvis jeg skal tage hensyn til min krops formåen. Og det skal jeg simpelthen. Jeg har også i dag talt med de af godserne jeg har set som muligheder, men her er virkeligheden ( ikke overraskende for mig), at alene indskuddet er en stopklods for yderligere at tænke på det. Derefter kommer huslejen.. Jeg har desværre måtte skyde en hvid pil efter at blive minigodslejer. And so be it.

 

Jeg har lige nu set huset på Kirke Alle fire gange. Fredag aften, lørdag formiddag og igen søndag hvor jeg lige gik en tur derhen, og så i dag. På vejen tilbage fra Fuglse slog jeg et smut forbi, og da jeg satte mig i bilen havde jeg i mit hoved allerede en plantegning klar over, hvordan den have skal se ud med mig som bestyrer. Ja faktisk kunne jeg også allerede der sætte tjektegn ved, hvor de fleste af mine møbler skal stå.

 

Summa summarum er, at jeg nu har afgjort at jeg ikke gider fokusere på køkkenet, som er den kedeligste del. Der er en masse andre fine detaljer jeg er vild med, man kan ikke få det hele og ja.. der er muligheder i matriklen. Feks er baghaven genial til at huse flere seriøse højbede. Der er også et sted, hvor jeg kan have plantebørnehave til en start, indtil jeg får snuset mig ind på, hvad der vokser i bedene rundt omkring. For mig er det en fordel at huset ligger tilbagetrukket, og også at der er forholdsvis åbent ud til vejen, for så er der mulighed for at få hilst på flere nye mennesker. Netop det er en af grundende til at jeg har fravalgt et hus på en mark drømmen. Uanset hvad, så ER det bare bedre for mig, at jeg bliver et sted hvor jeg er ved at være godt stedkendt, og hvor jeg har fået en fint lille netværk. Det er også afgørende, at jeg bor centralt, for der kommer med sikkerhed en dag, hvor jeg er billøs. Den dag er det praktisk at jeg har både apotek, tandlæge, læge og forretninger lige uden for døren.

 

De mange samtaler har nu resulteret i, at jeg ikke kommer i klemme omkring indskuddet. Det har bekymret en del nemlig. Det er nu slået fast, at jeg kan få mit indskud overført til den nye udlejer så snart jeg beder om det. Den nye udlejer har omvendt gjort det muligt for mig at flytte langsomt. Så snart han modtager indskuddet, har jeg råderet over huset, men jeg skal ikke betale husleje før jeg reelt flytter ind. Det betyder at jeg dybest set kan bruge det næste år på at flytte, selvom det selvfølgelig ikke bliver sådan. Jeg kan i stedet se frem til at kunne flytte som jeg nu har overskud til, og så have tid til at alle de ting jeg selv kan håndtere, kan komme på plads. Jeg kan undgå den værste form for flytning, hvor det flyder med flyttekasser og alskens oppakning overalt i huset. Jeg kan sidst men ikke mindst, få haven med mig uden at jeg går helt kold. Eneste jeg synes er svært at overskue er faktisk alle de sk.. løg jeg lige har lagt så systematisk. Over hele haven. Det var ikke en succes  i år, at jeg havde flyttet dem nedgravet i potter og kummer og kasser. De fleste gad ikke rigtig blomstre. Jeg synes omvendt heller ikke at jeg vil efterlade dem, men at lade dem stå til de i juni er færdige, vil også ærgre mig enormt. Den nye have, er så meget en have der bærer præg af, at den har været passet, at jeg ikke vil begynde at grave i den. Og dermed kan jeg ikke grave alle mine egne løg ned på må og få. Store problemer små problemer…

 

Den går jeg nu og tygger lidt på.

 

Nye udlejer er mere eller mindre afkrævet en skriftlig aftale om, at det ikke går ud over mig hvis han skal skilles. Det grinede han ret meget over, for den var sgu ny for ham. Men jeg forklarede ham, at jeg bare ikke vil opleve flere af den slags uforudsete ting. Han har beroliget mig med, at han jo som mægler nok ikke ville behøve, at kræve lige netop mit hus tilbage. Der er ingen restriktioner i haven og jeg har fået dispensation til Holger og Herman. Egentlig må man ikke have husdyr der, fordi huset er helt nyistandsat. Her kunne jeg så berolige ham med, at jeg ikke har et eneste kradsmærke i mine møbler eller på træværket. Den slags gør mine katte sig ikke i da!  Næ nej, de bruger træerne, min skinneben og kradsetræet gør de.

 

Det der driver mig lige nu er også tanken om, at jeg som en bonus vil have noget, der tvinger mit vinterjeg til, at foretage mig noget fornuftigt hver dag. Der er noget at gøre og jeg kan få rørt mig lidt. Og kan jeg intet gør det ikke en hujende fis, fordi jeg ER sikret.

 

 

Det bliver en skøn jul, stuen bliver der nemlig ikke rørt ved før bagefter.