Dagen efter dagen

 

 

 

 

Fredag kom og gik, men i timerne fra jeg stod op til jeg gik i seng igen, var jeg igennem både mavekramper, hovedpine og diffuse smerter. Og en sjælden fornemmelse af ikke at kunne få luft. Den slags udmatter og tager pusten fra mig.

 

Fredag var også en trøst på sin vis.

 

Bag ved min adresse ligger der et stribe huse, hvori der blandt andet bor et ældre ægtepar. De har fra starten været ualmindeligt søde til at byde mig velkommen i kvarteret, og det er blandt andet dem, som i sommer forærede mig en samling sager, der for mig er guld, men for dem var no go. Lanterner, havestole, en bordgrill og haveredskaber var noget af det jeg måbende tog i mod. Det var også herfra Josefine og jeg fik assistance da hun skulle flytte til Nakskov.

 

Med andre ord, har alle de steder jeg indtil nu har været hernede, budt på naboer som har vist sig at være guld værd. Viola på Alsøvej. Majbritt i Vestergade og nu John og Rita i Søndergade.

 

I går formiddags sad jeg solformørket i deres lille køkken og tudbrølede! Præcis som jeg har gjort i Violas køkken. Og i Majbritt’s. Arhem hvad fanden er det her for noget altså? Til alt held tog de to søde ældre mennesker det med oprejst pande og løftede våben så at sige, for da de hørte hvad der er “overgået” mig, gik begge helt i chok. De kender perifert min udlejer, og ser man bort fra det ulykkelige i en skilsmisse og i, at heller ikke de havde set DEN komme, så var første spontane reaktion, at det ikke skulle få lov at slå mig i gulvet. Pokker tog ved Hr. John og han fik mig til at love, at jeg nu slår koldt vand i blodet og tager det heeeeelt roligt. Deres årelange netværk hernede er så omfattende, at det er utænkeligt at der ikke dukker et godt sted op til mig inden der er gået et år. Jeg har tiden for mig, til at mærke efter, hive fornuften og erfaringen frem, så der ikke bliver truffet hovedkuls beslutninger.

 

Så langt så godt.

 

Intet kan dog fjerne skammen i, at jeg for gud ved hvilken gang, IGEN skal rundt med violiner og sang for at finde assistance når flyttedagen kommer. For det er næsten det, der slår mig mest ud. Een ting er at jeg skal pakke ned og ud. Det kan jeg vel nærmest i søvne og udgive ekspertbøger om, en anden og værre er, at en flytning jo ikke bare er noget jeg lige gør. Jeg skal rundt igen og høre om nogen vil stille tid, bil og trailer til rådighed. Jeg skal rundt igen for at høre om nogen vil være muskelkraft. Jeg skal rundt igen for at bede på mine knæ med andre ord om, at nogen vil vise sig storsindet nok til at flytte for mig. Jeg HADER HADER HADER den situation. Det er ikke særligt morsomt og det er ikke særligt stolthedsudviklende. Ydermere er den kommende flytning så ekstra kompliceret ved det, at jeg jo har arvet en del ekstra møbler, som ikke tidligere har skullet med i flyttelæsset. Og ved at jeg denne gang ikke kun har en dårlig skulder men nu fanme og sgu også dårlige knæ. Især det venstre har svært ved at finde tilbage til de gode bevægelige tider. Det gør rent ud sagt stadig møghamrende ondt, hver gang jeg forsøger at gå på hug.

 

HOLD nu kæft jeg er lige en smule træt. Igen..

 

Der er også mine to pelsdyr. Mine to uundværlige livsglæder. Herman er jeg ikke så bekymret for, idet han nøjes med at surmule helt åndssvagt en tid, men hurtigt glemmer. Holger er omvendt en helt anden natur. Her på matriklen har det taget næsten fem måneder før han var helt sig selv igen. Han blev så stresset af den voksende bunke af flyttekassser og og det nye hood, at han tabte al pelsen på maven. Det er først ved at vokse frem igen nu! Det er ubærligt og måske for nogen ikke til forstå, men for MIG ubærligt at han skal udsættes for det een gang til.

 

 

Nu det lørdag. En kold og blæsende lørdag. Og der er lidt mere ro på mig, for visse fakta er jeg allerede nu helt afklaret omkring.

 

Det her er noget som åbenbart er min skæbne og derfor noget som “bare” må tages oppefra og ned. Ret hurtigt slog det ned i mig, at når nu det ikke kan være anderledes, ja så går jeg målrettet efter at jeg VIL udenfor den umiddelbare by. Er jeg ufrivilligt tvunget til at flytte, ja så bliver det edderbukkeme til et hus der ligger på en mark. Eller noget der ligner. Basta. Det her må jeg se som chancen for at ende der, hvor jeg allermest drømmer om at bo. Der, hvor solopgange og solnedgange er lige uden for døren. OG der, hvor der er stille. OG natur. Og vilde dyr. Og hvor Holger, Herman og jeg kan gå ture i fred. Sammen.

 

Så sådan bliver det.

 

Hvis altså lige at det ligger i mine kort. Og om guderne vil. Og hvis månen går rundt om en stjerne på en ulige dato med solen i ryggen og det er vindstille vejr. NÅ!

 

At jeg så igen måske ender i et hus, uden plads til overnattende gæster, eller hvor der måske ikke er så lyst som her, eller hvor køkkenet er grimt og badet fra min barndom, det gider jeg simpelthen slet ikke bruge energi på at ærgre mig over. Lige nu går min energi på, at være sindssygt frustreret over, at ovenstående i det hele taget er på dagsordenen. I mange måneder fremover.

 

Endeligt kan jeg afslutte tiraden her, med den oprigtige nedtur jeg har over at jeg, med den slidte krop i baghovedet, er en smuuuuuule øv over haven. KAN jeg i det hele taget rent fysisk køre det show for fjerde gang? Jeg har jo bevist overfor mig selv og den store verden, at man rent faktisk kan flytte og etablere en smuk have på en enkelt sæson, men kan kroppen? Endnu engang?? Lige nu virker det umuligt, men tiden må jo vise det. Sandt er det, at jeg (med fare for at blive skudt i skoene, at jeg er en naiv idiot), virkelig denne gang troede at det var anstrengelserne værd, at tage fat og gribe spaden. Jeg vil slet ikke begynde at fable om de penge jeg har lagt derude. I mulden. Tænker jeg på det, er der ikke tvivl i mit sind, det hele skal med. IGEN! Absolut.

 

Og så er vi tilbage til udgangspunktet.

 

For skal også haven og hele udstyret af ting og sager og krukker og redskaber og paller og sten og.. med, vil det kræve yderligere velvilje fra de, som forbarmer sig over mig. Når jeg skal flytte. Uanset hvordan jeg vender og drejer situationen, så er og bliver det bare ikke det jeg lige har brug for. OG det er og bliver noget lort.

 

Og ja.. man kan altid finde andre, der har det værre end een selv. Og ja, man skal da naturligvis altid glæde sig over i det hele taget at være i live og over at man, som psykiateren så kvikt forklarede mig, jo ikke er på flugt fra hverken krig eller tortur sååå…

 

 

Jeg er da så heldig er jeg.